© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Byen er nævnt hyppigt allerede før år 1100. De tidligste forekomster stammer fra de mønter, som Knud den Store (r. 1018-1035) lod slå i byen. På mønterne findes formerne ‘Lund’ og ‘in Lundi’. I afskrifter af Knud den Helliges gavebrev til Lunds domkirke fra 1085 nævnes dels ‘Lunde’, dels ‘Lundi’, begge former lokativer af henholdsvis ‘Lunda’ og enten ‘Lundus’ eller ‘Lundum’. Allerede historieskriveren Adam af Bremen antog i sin fremstilling af ærkebispedømmet Hamborgs historie fra 1070’erne, at navnet var et dansk modstykke til London, som Knud den Store også herskede over, og former som ‘Lundona’, ‘Lundonia’ o.l. er ikke sjældne. De er dog alle lærde konstruktioner, og navnet betyder ’lund’ ᴐ: lille skov (Stobaeus (2013) og Hallberg (2016): 220-221). En teori om, at Lund oprindelig var navnet på bebyggelsen Uppåkra, men blev overtaget af den by, der nu bærer navnet, synes tilbagevist af Gösta Holm (Holm (2002)).
Lund ligger i Torna härad (da. Torne Herred) i Skåne, men må i betragtning af byens høje alder antages at være ældre end herredsinddelingen. Den har med andre ord aldrig været en administrativ del af Torne Herred. Lund er stiftsby og var dermed centrum for den kirkelige administration af det danske ærkestift. Byens herre var kongen.
Lund blev grundlagt af Svend Tveskæg (r. ca. 987-1014) i 990’erne, og blev under hans søn og efterfølger Knud den Store en vigtig by i det danske rige. Lund var fra begyndelsen et af de store møntsteder i riget og bevarede denne position også efter sammenbruddet for den danske kongemagt og interregnum 1332-1340 (Horsnæs et al. (2018): 342). Lund blev også stedet, hvor landstinget for Skånske Lovs område holdtes, omend det er svært at tidsfæste denne skik. Den højeste kongelige embedsmand i Skåne, gældkeren, residerede i byen. Lund blev bispesæde o. 1060 og ærkebispesæde for den danske kirke i 1103 og var herefter ikke blot stiftsby ‒ og dermed centrum for den kirkelige administration af Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm ‒ men også det sted, hvor de danske konger til og med Erik Menved (r. 1286-1319) blev kronet. Omkring 1134 blev Lund på befaling af Erik 2. Emune (r. 1134-1137) omgivet med mur og voldgrav (Gertz (1917-18): 28). De danske konger opholdt sig hyppigt i byen, indtil Christoffer 2. (r. 1319-1326 og 1329-1332), som vist aldrig nåede at besøge Skånelandene i sin regeringstid (Riis (1981)).
Af Lunds middelalderlige indbyggertal findes der to nyere beregninger, som afviger noget indbyrdes. Peter Carelli regner med tre faser i Lunds befolkningsmæssige udvikling i middelalderen: Første fase var tiden indtil 1050, der var præget af en langsom befolkningstilvækst, som nok højst nåede 1500 indbyggere (Carelli (2012): 115). Anden fase var tiden fra midten af 11. århundrede til ca. 1300 ‒ Lunds guldalder ‒ hvor byen oplevede en stor og vedvarende vækst i befolkningstal og måske nåede op på 6000-7000 indbyggere (Carelli (2012): 235). Tredje fase var 14., 15. og begyndelsen af 16. århundrede indtil Reformationen, en periode hvor byen oplevede en ret stærk nedgang i indbyggertal, måske til 4000-4500 (Carelli (2012): 453-455). Anders Andrén har i en artikel under udgivelse beregnet Lunds indbyggertal til omkring 4400 indbyggere ved år 1200, men regner med en større befolkning i perioder. Mellem 1200 og 1500 har byen formentlig mistet helt op til en tredjedel af sine indbyggere og havde omkring år 1500 måske 2800-3200 indbyggere (Andrén (under udgivelse)). Ifølge begge beregninger var Lund dog en af de større byer i Norden i middelalderen.
Forholdet mellem kongemagten og ærkebiskopperne var godt fra 1177, da Absalon (r. 1177-1201) afløste Eskil som ærkebiskop, indtil 1255, hvor striden med Jakob Erlandsen (r. 1254-1274) brød ud. Herefter var forholdet meget spændt og til tider åbenlyst fjendtligt, som under Jakob Erlandsen, der var i eksil fra 1264 til sin død; Jens Grand (r. 1289-1302, †1318), som måtte gå i eksil i 1296 og aldrig vendte tilbage til Danmark; og Esger Juul (r. 1310-1325), der stredes med både Erik Menved og dennes efterfølger Christoffer 2. og måtte gå i eksil i 1317 uden at kunne vende tilbage før sin død. For ingen af de stridbare ærkebiskopper synes byen Lund at have været et egentligt støttepunkt, og forholdet mellem by og kongemagt var næppe voldsomt belastet.
Esgers efterfølger Karl Eriksen (r. 1325-1334) var i Avignon for at modtage pavens udnævnelse, da Valdemar 3. (ca. 1315-1364, hertug af Sønderjylland fra 1325, konge af Danmark 1326-1330, atter hertug af Sønderjylland fra 1330 til sin død) blev indsat som konge og Christoffer 2. drevet i eksil. Stadfæstelsen af Lund Stadsret er næppe et udtryk for en særlig gunstbevisning fra den nye konges side, men fulgte af en forpligtelse i hans håndfæstning til vederlagsfrit (på nær de hævdvundne skriverpenge) at forny de bestemmelser for markedsbyer, som kaldes ‘birk’ (Kroman (1971): 217, § 31). Efter Karl Eriksens tilbagekomst hævdede han lundekirkens rettigheder over for kronen, men synes ikke at have været meget aktiv i rigets anliggender. Han var lederen ‒ eller i det mindste blandt lederne ‒ da Skåne i 1332 endnu inden Christoffer 2.s død gav sig ind under den svenske konge Magnus Eriksson (r. 1319-1374).
Der kendes ingen tidligere lovgivning eller privilegering af Lund. Cf. Kroman (1961).
De sidste tre paragraffer er muligvis først tilkommet 1326 (Kroman (1961): 255). En samling bestemmelser vedtaget på et møde mellem repræsentanter for de skånske byer 20. juli 1328 udgjorde højst tænkeligt et supplement til stadsretten, men en ny stadsret fik Lund ikke i middelalderen (Jacobsen (1992): 427-430). Kong Valdemar 4. Atterdag (r. 1340-1375) stadfæstede dog efter generobringen af Skåne byens privilegier 1361. 7. januar, og af de senere konger har Christoffer 3. af Bayern (r. 1439-1448), Christian 1. (r. 1448-1481) og Christian 2. (r. 1513-1523) tildelt Lund privilegier (Kroman (1961)).
Der kendes ingen direkte forlæg eller forbilleder for Lund Stadsret.
Lund Stadsret fik betydelig indflydelse på stadsretterne i Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm. Halmstad fik 29. oktober 1322 af kong Christoffer 2. (r. 1319-1326 og 1329-1332) tildelt de samme privilegier, som Lund og Helsingborg, hvormed der formentlig mentes Lund Stadsret. Helsingborg havde i hvert fald stadsretten før 7. december 1346, da ærkebiskop Peder Jensen (Galen) (r. 1334-1355) tildelte Nexø og Åkirkeby den helsingborgske redaktion. Kroman daterer på grundlag af Malmøs eksemplar fra 1414 antagelsen af stadsretten i denne by til ‘[Senest 1414]’ (Kroman (1961): 43ff.); men på siden efter fremgår det, at dateringen burde være ‘[Før 1413. 20. marts]’, eftersom Landskrona 1413. 20. marts fik tildelt den malmøske redaktion af stadsretten af kong Erik 7. af Pommern (Kroman (1961): 109ff.). Stadsrettens indførelse i Sølvesborg, Tommerup, Væ og Ystad dateres af Kroman til [15. årh.] (Kroman (1961): 9 (note til lin. 15), 193), men Brøndum-Nielsen har vist, at dateringen må være [Senest 1430] (Brøndum-Nielsen (1964). Elleholm blev 1450. 3. februar tildelt stadsretten af ærkebiskop Tue. Endelig fik Engelholm kong Christian 2.s tilladelse til at anvende stadsretten 1516. 16. oktober. Cf. Jacobsen (1992).
Lund Stadsret, Skånske Birkeret, eller hvad man vælger at kalde den lov, som gjaldt i Lund og en række andre byer i Skånelandene, er overleveret i en række middelalderlige håndskrifter, men originalen er tabt. Den oprindelige stadsret antages i forskningen at være ældre end 14. årh., og det forekommer plausibelt, selvom det er ikke muligt at give noget tekstmæssigt belæg for denne antagelse. Kroman regner med muligheden af en ældre redaktion af stadsretten, uden de sidste tre paragraffer (§§ 55-57), der har været forlæg for de eksemplarer, der blev anvendt i Helsingborg og Halmstad. Samme redaktion har muligvis også været forlæg for håndskriftet Stockholm. KB. C 67, der ganske vist har disse paragraffer, men på et andet sted. Kroman foreslår, at de tre paragraffer kan være føjet til Lunds eksemplar i forbindelse med den kongelige stadfæstelse i 1326. Vi nødes i så fald til at antage en stadsret eller birkeret i en ret flydende tilstand i 1320’erne, og måske giver Kromans redegørelse for håndskrifternes indbyrdes afhængighed indtryk af en større sikkerhed, end der egentlig er grundlag for. Som nævnt tildelte Christoffer 2. 29. oktober 1322 Halmstad samme frihed og nåde, som han tidligere havde tildelt borgerne i Lund og Helsingborg, og dette formodes almindeligvis bl.a. at være stadsretten. Hvis denne formodning er rigtig, må Lund have fået en stadsret af Christoffer 2. på et eller andet tidspunkt i tidsrummet 1319-1322. Efter Christoffer 2.s afsættelse og indsættelsen af Valdemar 3., har den nye konge i overensstemmelse med sin håndfæstning, som bl.a. fastslog kongens pligt til at gratis at forny “byernes og købstædernes privilegier og deres statutter, som kaldes birk” (priuilegia (...) ciuitatum. uillarum forensium et eorum statuta que byærk dicuntur), på ny stadfæstet stadsretten samt en tilføjelse af §§ 55-57. Byer, der havde fået tilladelse til at anvende stadsretten inden 1326, indførte ikke nødvendigvis denne tilføjelse. Spørgsmålet kan dog næppe afgøres på det foreliggende grundlag.
Afskrifterne synes alle at gå tilbage til den udfærdigelse, der 15. august 1326 på et rigsmøde i Nyborg (ᴐ: Danehoffet) blev stadfæstet af kong Valdemar 3. Eriksen. Den originale kongeligt stadfæstede version, der må anses for den autoritative udfærdigelse, er som nævnt gået tabt. Den må oprindelig have været udformet på samme måde som den originalt bevarede Ribe Stadsret af 1269, dvs. med paragrafferne på enkelt ark på hvilket den kongelige stadfæstelse og segl var tilføjet. Stadfæstelsen er ikke bevaret i alle afskrifterne, men blot i en enkelt gren. Forlægget for denne er også gået tabt, men i afskrifterne af den er der sket en vis redigering i forhold til udformningen i Ribe Stadsret. Således har afskrifterne ingen egentlig corroboratio, men datumformel og sigillatio. Afskrifterne kan ikke gengive den oprindelige ordlyd af stadfæstelsen, da kongen ikke optræder i 1. person pluralis, men i 3. person singularis (anderledes Paulsen (1978): 47, n. 49).
Til selve lovteksten findes der flere afskrifter fra middelalderen og Nyere Tid. Ikke alle afskrifterne er dog primære tekstvidner. Deres indbyrdes forhold fremgår af oversigten hos Kroman, der regner med en overlevering i fire grene:
København. KB. Ledreborg 12, 12º (men opstillet som 4º). Et pergamenthåndskrift der foruden Birkeretten også indeholder Skånske Lov og Skånske Kirkelov med flere tillæg, Arvebog og Orbodemål med tillæg, kong Erik 5. Klippings vordingborgske forordning for Skåne 1282. 19. marts, og samme konges nyborgske forordning for Skåne 1284. 26. maj. Den ældste del af håndskriftet er fra 1. halvdel af 14. årh., men afsnittet med Birkeretten er fra 1. halvdel af 15. årh. Dette håndskrift har som forlæg haft en nu tabt afskrift af Birkeretten med gengivelse af den kongelige stadfæstelse. Samme forlæg er også anvendt i to afskrifter af den særlige version af Birkeretten, som var beregnet til brug i Malmø, men bringer stadfæstelsen af Lund Stadsret. Ledreborg-håndskriftet er Kromans hovedhåndskrift til udgaven af Lund Stadsret.
København. KB. E don. var. 136, 4º også kendt som “Det Rantzauske Håndskrift”. Et pergamenthåndskrift, der foruden Birkeretten også rummer Skånske Lov og Skånske Kirkelov med flere tillæg, Arvebog og Orbodemål, den danske version af Vederloven, den latinske version af kong Christoffer 1.s forordning om majestætsforbrydelse fra 1252-1255, den latinske version af kong Erik 5. Klippings håndfæstning 1282. 29. juli, samme konges vordingborgske forordning for Skåne 1282. 19. marts, samme konges forordning for Bara herred 1282-1283, og samme konges nyborgske forordning for Skåne 1284. 26. maj. Håndskriftet blev skrevet af Jep Swale i Væ (Skåne) i 1430 på bestilling af Peder Henriksen (Hollunger), landsdommer i Skåne ca. 1460-1472, endnu levende 1474 (Brøndum-Nielsen (1964); Hiort-Lorenzen & Thiset (1897): 231; Hiort-Lorenzen & Thiset (1901): 562). Håndskriftet er afskrevet flere gange i middelalderen:
Stockholm. RA. Skokloster 45, et lovhåndskrift på pergament og papir fra midten af 15. årh., der har været forlæg for:
København. KB. GKS 3656, 4º et lovhåndskrift på pergament fra 2. halvdel af 15. årh.
Stockholm. KB. B 78, et lovhåndskrift på pergament. Skriveren har også benyttet et nu ukendt håndskrift, og teksten er derfor delvist primær. I et vist omfang inddrager Kroman varianter herfra. Håndskriftet har været forlæg for:
Stockholm. KB. C 67, 4º, et lovhåndskrift på pergament fra 1. halvdel til midten af 15. årh. To steder i håndskriftet findes våbnet for slægten Present, og det har næsten med sikkerhed været i slægtens eje. De kendte gejstlige medlemmer er: 1) Bent Pedersen, nævnt første gang 1414, 1428 prior i Antvorskov kloster. Rigsråd, død efter 11. september 1454. 2) Dennes brodersøn Christoffer Jensen (†1488), kannik i Århus, Roskilde og Lund, nævnt første gang i 1453 som klerk fra Roskilde stift og mag.art.; i 1461 omtalt som dr.jur. i kanonisk ret (doctor decretorum). Han var fra 1460’erne aktiv i retsvæsenet som meddommer og bisidder ved gejstlige domstole og det kgl. retterting, landstinget i Ringsted og herredsting. Han repræsenterede også andre, bl.a. sin søsters børn i juridiske sammenhænge og fungerede tillige som voldgiftsmand og opmand (Ingesman (2003): 255-256 og 267-272). Nævnt som rigsråd 1482. Han optrådte endnu i 1484 aktivt. 3) Dennes brodersøn Christoffer Nielsen, nævnt første gang 1496, da han som kannik i Roskilde og artium baccalaureus blev optaget på universitetet i Greifswald, hvor han blev magister 1497; omtales som levende 27. september 1521, hvor han førte proces ved Kurien om provstiet i Århus (Hiort-Lorenzen & Thiset (1909): 368-371). Nr. 2) må regnes for den mest sandsynlige ejer. Foruden Birkeretten rummer håndskriftet Valdemars Sjællandske Lov (Yngre Redaktion) med Jyske Lovs fortale, Eriks Sjællandske Lov og flere tillæg til de sjællandske love samt Sjællandske Kirkelov (Yngre Redaktion). Desuden findes det ene af de to tekstvidner til skriftet “Gesta Danorum på dansk”. Håndskriftet har været forlæg for:
En nu tabt afskrift, der er repræsenteret ved to tekstvidner:
Stockholm. RA. SDHK-nr. 25678. En tildeling af Lund Stadsret til Elleholm ved ærkebiskop Tue Nielsen af Lund 1450. 3. februar. Det originale diplom er også stadfæstet ved besegling af ærkebiskop Jens Henningsen Brostrup (1472-1497) og ærkebiskop Birger Gunnersen (1497-1519), men uden datering (Kroman (1961): 320).
Stockholm. KB. C 76, 4º, et lovhåndskrift på papir skrevet af Peder Jakobsen i 1465. Håndskriftet rummer foruden Birkeretten også Valdemars Sjællandske Lov (Ældre Redaktion) med Jyske Lovs fortale, Eriks Sjællandske Lov, Sjællandske Kirkelov (Ældre Redaktion), udkastet til fornyelse af unionen mellem Danmark, Sverige og Norge 1436. 11. august-1438. 25. juni og Gårdsretten af 1417 (men tilskrevet kong Christian 1. i stedet for kong Erik 7. af Pommern) med en række tillæg.
Den danske stadsret er udgivet af Erik Kroman (Kroman (1961): 3-15); tidligere udgivet af J. L. A. Kolderup-Rosenvinge (Kolderup-Rosenvinge (1827): 49-63), C. J. Schlyter (Schlyter (1859): 397-430) og oversat til svensk af Å. Holmbäck og E. Wessén (Holmbäck & Wessén (1943): 190-202).
Andrén, A. (under udgivelse). “The urban web: Streets, plots of land, ownership, and parishes”, A Companion to Medieval Lund. Udg. Carelli, P. & Karlsson, M.
Brøndum-Nielsen J. & Aakjær, S. (1933) Danmarks gamle Landskabslove med Kirkelovene udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab under Ledelse af Johs. Brøndum-Nielsen: I. Skånske Lov. København: Gyldendal.
Brøndum-Nielsen, J. (1964) “E don. Var. 136, 4º og Jepp Swale i Wæ”, Acta Philologica Scandinavica 26, s. 74-87.
Carelli, P. (2012) Lunds historia: Staden och omlandet, 1. Medeltiden: En metropol växer fram. Lund: Lunds kommun.
Gertz, M. Cl. (1917-18) Scriptores minores historiæ Danicæ medii ævi I. København: Gad.
Hallberg, G. (2016) Skånes ortnamn. Serie A. Bebyggelsenamn. Del 19: Torna härad och Lunds stad. Institutet för språk och folkminnen.
Hiort-Lorenzen, H. R. & Thiset, A. (1897) Danmarks Adels Aarbog. 14. Aargang. København.
Hiort-Lorenzen, H. R. & Thiset, A. (1901) Danmarks Adels Aarbog. 18. Aargang. København.
Hiort-Lorenzen, H. R. & Thiset, A. (1909) Danmarks Adels Aarbog. 26. Aargang. København.
Holm, G. (2002) “Uppåkra och Lund”, Fornvännen: Journal of Swedish Antiquarian Research 2002(97):4, s. 289-291.
Holmbäck, Å. & Wessén, E. (1943) Svenska landskabslagar tolkade och förklarade för nutidens Svenskar: 4. Skånelagen och Gutalagen. Uppsala.
Horsnæs, H. W. et al. (2018) Denar til daler: Danmarks mønthistorie indtil 1550. København: Danmarks Nationalbank.
Hørby, K. (1977) Status regni Dacie: studier i Christofferlinjens ægteskabs- og alliancepolitik 1252-1319. København: Den Danske Historiske Forening.
Hørby, K. (1989) Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie red. Olav Olsen: 5. Velstands krise og tusind baghold. København: Gyldendal; Politikens Forlag.
Ingesman, P. (2003) Provisioner og processer: den romerske Rota og dens behandling af danske sager i middelalderen. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
Jacobsen, G. (1992) “Dansk købstadslovgivning i middelalderen”, Historie. Jyske Samlinger 19:3, s. 393-439.
Kolderup-Rosenvinge, J. L. A. (1827) Samling af gamle danske Love: 5. Danske Gaardsretter og Stadsretter. København: Gyldendal.
Kroman, E. (1942) Danmarks gamle Landskabslove med Kirkelovene udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab under Ledelse af Johs. Brøndum-Nielsen: VII. Valdemars sjællandske Lov. Arvebog og Orbodemål. København: Gyldendal.
Kroman, E. (1961) Danmarks gamle købstadlovgivning: IV. Skaane, Bornholm, Halland og Bleking. København: Rosenkilde og Bagger.
Kroman, E. (1961) Danmarks gamle købstadslovgivning: V. Almindelige stadsretter og almindelig købstadslovgivning. København: Rosenkilde og Bagger.
Kroman, E. (1971) Den danske rigslovgivning indtil år 1400 udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab. København: Munksgaard.
Olrik, J. (1906-08) Valdemar Sejrs sønner og den store ærkebispestrid: Udvalg af kilder til Danmarks historie i aarene 1241-1274. København: Schønberg.
Paulsen, K. B. (1978) " Den skånske birkeret" Scandia: Tidskrift för historisk forskning 26, 25-57.
Riis, T. (1981) “Det middelalderlige danske rejsekongedømme indtil 1332”, Middelalder, metode og medier: Festskrift til Niels Skyum-Nielsen på 60-årsdagen den 17. oktober 1981. København: Museum Tusculanums Forlag. s. 115-136.
Schlyter, C. J. (1859) Samling af Sweriges Gamla Lagar: IX. Skåne-Lagen med ärkebiskopen i Lund Andreas Sunessons latinska bearbetning, Skånske kyrkrätten och stadsrätten, samt atskilliga stadgar för Skåne. Lund: Berlingska Boktryckeriet.
Skautrup, P. (1933) Danmarks gamle Landskabslove med Kirkelovene udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab under Ledelse af Johs. Brøndum-Nielsen: II. Jyske Lov. Text 1: NkS 295 8°. København: Gyldendal.
Skautrup, P. (1936) Danmarks gamle Landskabslove med Kirkelovene udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab under Ledelse af Johs. Brøndum-Nielsen: V. Eriks sjællandske Lov. Text 1-2. København: Gyldendal.
Skyum-Nielsen, N. (1971) Kirkekampen i Danmark 1241-1290: Jacob Erlandsen, samtid og eftertid. [Ny udg.]. København: Københavns Universitets Fond til Tilvejebringelse af Læremidler; Munksgaard.
Skyum-Nielsen, N. (1994) Fruer og vildmænd: dansk middelalderhistorie 1250-1340. København: Akademisk Forlag.
Stobaeus, P. (2016) “Lund på latin”, Ale: Historisk tidskrift för Skåne, Halland och Blekinge 2013:1, 1-17.