forrige næste

Om den flod som kaldes Nilen, og om Egypten

Nilen, som er i Egypten, og som også kaldes Gihon, flyder ud af Paradis og gennem ørkenen i Det Store Indien, og derefter løber den under jorden gennem mange lande og bryder frem under et bjerg der hedder Alot mellem Indien 9va [18a]|og Etiopien og løber omkring Etiopien og et land der hedder Mauretanien, og derefter kommer den ind i Egypten og giver hele Egypten vand nok helt frem til Alexandria. Der flyder den ud i havet. Og når solen går ind i Krebsens tegn hvert år, og det er femten dage før Sankt Johannes Døberens nativitatis dag, dvs. hans fødselsdag, begynder Nilen langsomt at vokse og gå over sine bredder lige indtil solen kommer til Jomfruen, hvilket er ved Sankt Laurentius’ tid. Efter det falder den og bliver mindre, og derefter står den stille i sin dal. Når den går over sine bredder, volder den stor skade i Egypten så der det år bliver dyrtid. Det samme sker når den har for lidt vand, fordi det regner 9va [18b]|temmelig sjældent i Egypten. Også tåge ser man sjældent dér. Og når det regner om sommeren, bliver jorden fuld af mus, som gør stor skade.

Egypten er femten dagsrejser langt og tre dagsrejser bredt, og fra Egypten gennem ørkenen er der 30 dagsrejser, og derefter er der tolv dagsrejser til et land som hedder Nubien. Nubierne er kristne, og de er sorte ligesom etiopierne.

Den fugl der hedder Føniks, og som altid er enlig og uden mage, lever 500 år, og når den skal dø, brænder den sig selv, og af asken fødes en ny. Om det er dens natur at den skal fødes, eller det er et særligt mirakel givet af Gud, det kan jeg ikke 10ra [19a]|sige. Jeg fik den forevist i Egypten; jeg så den to gange mens jeg var der. Den er noget større end en ørn og har en fjer på hovedet som på en hane og har en hals som om den var forgyldt, og vinger som om de var af purpur, en hale i to dele, hvoraf den ene ligger hen over den anden. Den er halvt gul og halvt rød og skinner som solskin så de der ser den, fryder sig over dens skønhed.

I Egypten er der også mange træer der bærer frugt seks eller syv gange om året, og ved floden Nilen finder man mange slags kostbare stene.

Fra det Babylon der ligger i Egypten, og til en by der hedder Mekka, og blandt hedningene har et andet navn, nemlig Jathrib, 10rb [19b]|er der 32 dagsrejser, for størstedelen ørken, og dér dyrker hedningene et afskyeligt ådsel, Makom eller Makomet, i hans tempel, som dér kaldes en moské. Om hans liv vil jeg berette noget senere i denne bog.