Om klostret i Sinai og om Sankt Katharinas helligdom

Sinai kaldes lokalt Desertum Sin, og neden for bjerget er der et stort munkekloster, som er omgivet af en høj mur. Og der er solide porte af jern på grund af den skræk de har for de dyr der lever i den store ørken. Munkene er fra Arabien og fra Grækenland og er meget fromme i deres levevis; de drikker ikke vin, kun lidt ved højtiderne, og de spiser begrænset og beskeden føde og kun ganske lidt af det. Der brænder altid vældig mange lamper inde i 11va [22a]|Sankt Katharinas Kirke fordi der er meget olie og mange oliventræer. Bag det store alter er det sted, hvor Gud åbenbarede sig for Moses i den brændende busk, og den busk har de dér i et stort relikviegemme, og når munkene går derind, tager de skoene af på grund af de ord som Gud sagde til Moses: »Tag skoene af dine fødder, for det sted du står på, er hellig jord.« Derfor kalder de den jord betzel El, det vil sige umbra Dei, Guds skygge.

Ved alteret er der tre trapper op til et sted hvor der er en grav eller en kiste af alabast. Deri ligger den hellige jomfru Sankt Katharinas ben, som med stor ærbødighed fremvises for pilgrimmene af deres øverste prælat. De plejer også at vise pilgrimmene Sankt Katharinas hoved 11vb [22b]|og det klæde det var svøbt i, og man kan se at det klæde stadig er meget blodigt. De fremviser også mange andre hellige genstande og mirakuløse ting, som jeg, syndige menneske, flere gange tydeligt så med mine egne syndige øjne.

Hver munk har i den omtalte kirke sin egen lampe, og når han skal dø, slukkes hans lampe, eller dens lys mindskes, hvilket Gud giver ham som tegn på at hans tid er kommet. Jeg spurgte mig også flere gange for om et mirakel jeg havde hørt om før, nemlig at når deres øverste prælat dør og afgår, så giver Gud dem et tegn på hvem de skal vælge i hans sted, hvilket jeg ikke så godt 12ra [23a]|kunne få at vide. De fortalte mig dog at det var sandt at under den messe der holdes for den døde, slukker alle deres lamper, og den munks lampe som skal vælges i hans sted, bliver tændt igen, eller også falder der en lille tekst fra himlen ned på alteret, hvori hans navn står.

I den omtalte kirke opstår der aldrig fluer eller edderkopper eller andet urent kryb, hvilket også skyldes et stort mirakel. I gamle dage var der så store problemer med den slags kryb at kirken var fuld af det så munkene ville rejse væk og bygge kirken et andet sted, og så åbenbarede Jomfru Maria sig for dem og bad dem vende om og sagde at de aldrig mere ville have besvær med den slags. På det sted hvor Jomfru Maria mødte 12rb [23b]|dem, byggede de en smuk kirke til Jomfru Marias ære.

Lidt længere oppe ad bjerget er der et kapel, som kaldes Profeten Elias’ Kapel, stedet kalder de Horeb, og på den ene side af bjerget er der en vingård, som kaldes Rosen Staphis, og nogle mener at evangelisten Sankt Johannes har plantet den vingård. Længere oppe på bjerget er der et kapel som siges at være Moses’, og der er en sten som Moses’ billede er trykket ind i den gang han gemte sig og ikke turde se Vorherres ansigt. Der vises også det sted hvor Vorherre gav Moses De Ti Bud skrevet med Guds egen hånd, og under den samme sten er en hule hvor han var de 40 dage mens han fastede. Og fra det bjerg som kaldes Moses’, er der en fjerdedel af en leuca over en bred dal som er meget kold, til det bjerg der hedder 12va [24a]|Sankt Katharinas Bjerg, og midtvejs er der en kirke, som hedder De Fyrre Martyrers Kirke. Dér kommer munkene fra tid til anden hen for at synge messe, og det bjerg er meget højere end Moses’ Bjerg, og øverst på bjerget er det sted hvor Guds engle bragte den hellige jomfru Sankt Katharinas legeme hen og hendes hoved og klædet det var svøbt i, og hvor de begravede dem. Der har tidligere stået et kapel, men nu kan man ikke se andet end en bunke sten. Begge bjergene hedder Mons Sinai og derfor hedder alt hvad der ligger omkring dem Desertum Sin.

Når pilgrimmene har været på alle de hellige steder, og vil rejse væk derfra igen, siger de farvel 12vb [24b]|til munkene og betror sig til deres bønner og fortjeneste. Så plejer munkene at give dem noget proviant at spise på vejen gennem ørkenen mod Jerusalem, men de har behov for førere der kan føre dem frem, for det er en rejse på tretten dage.