23. Om denne bogs forfatters samtale med sultanen

Bemærk at saracenerne siger at jøderne er meget onde, især fordi de ikke overholder Guds lov, som er sendt dem med Guds sendebud, Moses. De siger også at kristne er onde, og siger at vi ikke overholder vores lov, som fremgår af de hellige evangelier, og som vi har modtaget og valgt at holde. Ovenikøbet er de selv bragt i vildfarelse 28va [56a]|og mener at hvis et menneske overholder den lov han er født i, hvad det end er, kan han finde nåde, og derfor mener de at de er bedre end andre, og siger at de overholder Makomets bud og lov, som han giver dem eller har givet dem, og ikke handler imod den. De forstår desværre ikke at den bog holder dem i en vildfarelse som betyder at de alle vil blive fordømt.

Jeg skal fortælle jer hvad jeg oplevede med sultanen da jeg var i hans tjeneste på en borg der hedder Kairo. Han tog mig alene ind i sit rum og viste alle andre ud og spurgte mig hvordan forholdene er hos de 28vb [56b]|kristne i deres land. Jeg svarede: »Der er gode forhold, med Guds hjælp.« Så svarede han mig og sagde at det ikke forholder sig sådan, og han sagde ovenikøbet: »Jeres præster, som burde være et forbillede for andre, de lever et uanstændigt liv og passer ikke de pligter de skal udføre i templet. De vil ligne verdslige folk i deres klædedragt, de drikker sig fulde, de bryder deres kyskhed, de giver herrer og fyrster dårlige råd og påtager sig mange opgaver som de ikke burde beskæftige sig med. Og andre folk 29ra [57a]|overholder ikke deres helligdage. Når de burde tjene deres Gud i templet med fromhed og ydmyghed, foretager de sig andre ting: De handler, de går på kro og spiser og drikker umådeholdent, de bagtaler, de slås og lever så snavset som tåbelige dyr, de driver åger, de stjæler og røver, de bagtaler hinanden, de sværger falsk og begår mange andre umoralske handlinger, og de gør det så åbenlyst at hvis nogen ikke vil gøre det sammen med dem, så bliver han foragtet og betragtet som en tåbe. 29rb [57b]|I deres opblæsthed ved de ikke hvordan de vil have deres tøj syet, nogle for langt, andre for kort, nogle for vidt, andre for stramt, nogle skærer det i tunger og går klædt så de snarere er til at håne som tåber end klædt som fornuftige folk. De burde leve efter deres Kristi lære og liv, sådan som han har vist dem det, og være troskyldige, fromme og ydmyge og optræde med sandhed og retfærdighed, vise hinanden kærlighed og tilgive dem der går imod dem. Vi ved godt at 29va [58a]|de kristne har mistet dette gode land som vi nu har i besiddelse for jeres synders skyld. Vi er heller ikke bange for at I skal tage det fra os igen før I har forbedret jeres livsførelse. Men vi er sikre på at I tager det tilbage ud af vores hænder når det engang sker.«

Da jeg, Johannes, havde hørt disse ord og mange flere fra hans mund, stod jeg dér og havde ikke meget at give som svar på sandheden. Det undrede mig at jeg skulle høre den slags ord fra en saracener. Men jeg sagde sådan til ham: »Herre, tillad mig at spørge: Hvordan kan I så sikkert vide alt det I nu har sagt?« Han svarede mig: »Jeg sender ofte nogle af mine tjenere til de kristne 29vb [58b]|lande og riger som købmænd med kostbare stene, med balsam, med silke, med urter, og derved får jeg undersøgt alt om hvordan jeres kejsere og konger og biskopper og prælater, herrer og fyrster lever deres fornemme liv og hvordan jeres præster, klerke og jævne folk lever. Derfor ved jeg at det er sandt hvad jeg har sagt.« Derpå kaldte sultanen de herrer og fyrster – hans råd – som han før havde bedt gå ud, ind igen og kaldte fire af dem til sig og bad dem fortælle mig om alle de forhold og lande og riger og sprog de kendte til. De begyndte at fortælle mig om 30ra [59a]|England og Frankrig og mange andre lande som om de havde været født der eller boet der i mange år. Jeg hørte så at sultanen talte flydende fransk med dem, så jeg undrede mig over at de kunne sige alt dette så præcist.

Nu, kære venner, beder jeg jer alle tænke af et ærligt hjerte på hvor skamfuldt det er at Guds og kristendommens fjender på den måde kan bebrejde os vores synder, som vi desværre ikke kan retfærdiggøre, og jeg ønsker at vi anstrenger os for at at ændre vores levevis til det bedre så Gud i sin store barmhjertighed vender sin 30rb [59b]|nåde mod os og snart giver os de lande tilbage som han elsker så højt og selv har gjort hellige med sin bitre død og pine, og hvor så mange hellige mænds ben ligger – de lande som han har givet os kristne mennesker som er hans lemmer. Vi beder også Gud om at de vantro saracenere, som er vildfarne, snart må finde den hellige tro og blive lydige mod den hellige kirke, og at der kan blive en hyrde og en fåresti med Jesus Kristus, som er velsignet i evighedernes evighed. Amen.