27. Om den skov hvor der vokser peber, og om ungdommens kilde

Bemærk: Det rige eller den ø der hedder Lombe, et er stort og smukt land og indeholder en skov der hedder Komber. Den er atten dagsrejser lang, og den skov er det eneste sted hvor der vokser peber. I det land er der to byer, om hvilke de siger at hertug Otger har bygget dem i gamle dage og opkaldt den ene efter sin farmor og den 35rb [69b]|anden efter sin mormor. Den ene hedder Flandrina, den anden hedder Florenta.

De gør med peberen ligesom de i andre lande gør med vinstokke: De sætter den ved siden af andre høje træer sådan at pebertræet vokser op langs de andet træ og breder sig ud i grenene så det bliver holdt oppe af træets grene, og frugterne hænger ned som andre klaser eller vindruer. Pebertræet bærer tre slags peber om året. Den første peber er moden inden løvet springer ud, og det er lang peber. Den plukkes omkring tormånedA. Den anden vokser ud sammen med løvet og er små som 35va [70a]|vindruer. Den plukkes grøn i juli og tørres i solen. Den bliver hård og trækker sig sammen i rynker, og det hedder sort peber. Derefter vokser den tredje peber ud, og de bliver små og hvide. Den beholder de selv der i landet, og købmændene får den sjældent med. Den første peber kalder de sorbotin, den anden fulful, den tredje banosA.

Der er mange farlige giftslanger i denne skov. Hvis det ikke var for en urt de har, turde intet menneske komme i skoven. Den urt hedder limon, og dens saft smører de deres hænder, fødder, skinneben og arme med, og det flygter alt giftigt for.

Uden for den omtalte skov ligger et bjerg som hedder 35vb [70b]|Polumbe, og for foden af bjerget er der en by der hedder Polumbe, og på den anden side af bjerget er der en kilde som kaldes fons juventutis, ungdommens kilde. Det vand har så god en lugt og så sød en duft og smag at ingen urter kunne lugte eller smage bedre, for vandet udskiftes hele tiden og har en særligt god lugt og smag, og enhver der drikker af den i nogle dage på fastende hjerte, bliver helbredt for alle de sygdomme han har i kroppen i løbet af ganske kort tid, med undtagelse af dødelige sygdomme. Og de der bor i nærheden og drikker af den, ser ud til at være 36ra [71a]|unge hele livet. Jeg drak tre eller fire gange af den. Det har gjort mig godt i legemet lige indtil i dag. Man mener at denne kilde kommer direkte under jorden fra en kilde der er i Paradis så den ikke blandes med andet vand før den kommer dertil.

I det samme rige og på de øer der ligger rundt om, vokser der udmærket ingefær, så købmænd fra Venedig rejser dertil og køber både peber og ingefær.

Det folk der bor der, har en mærkværdig tro. De tilbeder en okse eller et stykke kvæg og kalder det for det helligste dyr på grund af dets troskyldighed. En 36rb [71b]|gruppe i byen eller landsbyen har altid en okse på græs sådan at når den har trukket ploven i seks år, så ofrer de den og spiser den under stor højtidelighed, og enhver der kan få et lille stykke af den at spise, mener at han derved er blevet ganske hellig. En særlig okse bliver gemt til kongens brug, og den der passer den, samler dens vand i et kar af guld, og det gør han også med dens lort, og deres ypperstepræst, som kaldes archiprotopapasA, tager dette urin og lort i de samme kar, eller i nogle endnu kostbarere, og bærer det ind 36va [72a]|til kongen og smører og gnider kongens bryst og ansigt med urinen, og det samme gør han også med lorten med stor ydmyghed for at kongen skal få de fire egenskaber som oksen harA. Derefter bliver andre herrer og fyrster der er hos ham, smurt, og derefter også hele den almindelige befolkning der kan komme dertil, og som forestiller sig at de vil blive hellige af denne handling, som slet ikke virker, og som er usmagelig.

De har også afguder som er skabt halvvejs som mennesker og halvvejs som en okse, og dem tilbeder de. Gud tillader at Djævelen bor i dem og giver dem 36vb [72b]|falske og løgnagtige svar om de ting de spørger dem om. De ofrer også kostbare gaver til dem, og nogle ofrer deres egne børn og stænker blodet på afguden.

Når manden dør og hustruen stadig lever, skal hustruen begraves sammen med liget, medmindre hun har et barn af ham i live. Så kan hun vælge at leve med sit barn, og hvis hun gør det, nyder hun derefter ikke så stor respekt som før fordi hun ikke ville følge sin mand. Hvis hustruen dør og manden stadig lever, kan han vælge om han helst vil følge hende eller ej, hvad enten 37ra [73a]|de har børn sammen eller ej.

Der vokser også god og stærk vin. Den drikker kvinderne og ikke mændene. Kvinderne har skæg ligesom mændene, og kvinderne barberer altid deres skæg af, det gør mændene ikke.