© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Bemærk at den ovennævnte kejsers riger er inddelt i tolv kongeriger, som den omtalte Guiskans tolv sønner havde delt mellem sig, og i hvert rige er der 6000 byer, hvortil kommer de byer der ikke er befæstede, som der ikke er tal på. 62vb [124b]|Hvert rige har sin egen konge, og hver konge har underkonger på de øer der ligger under ham. Nogle har 50 konger, andre har flere og andre færre, som alle underdanigt hylder Kan med lydighed og troskab, og det mægtigste og bedste af de tolv hedder Kathai og ligger i det dybe Asien. Der er tre dele af Asien: først det dybe, som netop er nævnt. Det næste hedder det større Asien, og det ligger op til de kristne lande. Det tredje hedder det mindre Asien; 63ra [125a]|dér ligger Efesos, som Sankt Johannes skriver om. Det er der skrevet noget om ovenfor. Ovenfor er der også skrevet om kejserens by og hvordan den styres, så nu skal I høre om andre folk i de byer og andre byer i det land Tatarien og hvordan deres styre er.
I det omtalte rige Kathai er der umådelig stor handel med urter og kostbarheder af guld og silke så jeg dér nemmere ville kunne få fat i en kostbar kjortel end en skjorte af lærred i vores lande, og alle de der har råd, har dér i landet kostbare 63rb [125b]|klæder. Både kvinder og mænd har vide dragter, der er korte nedadtil til knæene og åbne i begge sider, og som de knapper til når de vil, og mænd og kvinder har lange bukser, som de er godt tildækket med. De har aldrig kåber, kraver eller hætter. Man kan heller aldrig kende en mand fra en kvinde på deres klædedragt før hun er gift; derefter bærer hun, som tidlige nævnt, et tegn på hovedet som en mands fod. En mand kan dér have så mange hustruer han vil – nogle har ti 63va [126a]|eller tyve eller flere – og de kan gifte sig med alle kvinder eller jomfruer med undtagelse af deres mor, søster, datter eller faster. Ligesom mænd plejer at ride og færdes over land til hest og til fods, sådan rejser også kvinderne derhen hvor de har ærinde. Kvinderne udfører også alle slags håndværk af uld og læder og af silke, og de kører også vogne og kærrer og gør meget andet af den slags. Mændene smeder jern og kobber og alle andre metaller, og fremstiller alt det man kan lave af træ og sten. Ingen kvinde er 63vb [126b]|så højbåren at hun eller nogen anden kvinde spiser mere end en gang om dagen.
Der er meget kvæg, men der er ingen svin. Der spises kun lidt brød ud over det som herrerne og de rige spiser. De spiser også kød fra alle mulige dyr, store og små, såsom kvæg, får, geder, heste, æsler, hunde, katte, mus og rotter, og drikker suppe, og de drikker mælk fra alle slags dyr: Herrerne og de velbårne drikker komælk og hoppemælk som deres bedste drik, de andre drikker vand kogt 64ra [127a]|med lidt honning. Der er ikke vin. De fattige og almindelige folk drikker for størstedelen vand.
De huse der er bygget på landet, er alle runde og omhegnet af små træstænger ligesom vi her laver fuglebure. De har en rund åbning øverst i taget. Der kommer røgen ud, og der får de også dagslys ind. Disse huse er indadtil beklædt med filt, og de er også tækket med filt, og når de skal udskifte deres bolig eller rejse langt væk, sætter de husene på vogne 64rb [127b]|og bringer dem med sig.
Hvad de skal foretage sig, gør de når månen er ny eller aftagende, og de mener at så vil det gå dem bedre i det de har for. De beder også til sol og måne og falder på knæ for dem.
De rider ikke med sporer, men alle der skal ride, har en pisk i hånden, for de anser det for en stor synd hvis nogen slår sin hest med tømmen eller med noget andet bortset fra pisken. Der er mange 64va [128a]|ubetydelige ting de anser for synder såsom at lægge sin kniv i ilden, at slå et ben i stykker med et andet og at spilde mælk eller andre drikkevarer på jorden, og den største synd er at tisse i et hus hvor der bor nogen. Den der bliver grebet i det, har forbrudt sit liv. Alle den slags synder skal man skrifte til den hedenske præst, og man skal betale en sum penge afhængig af syndens størrelse. Hvis det bliver afsløret at nogen tisser i huset, skal præsten indvie 64vb [128b]|det før nogen må komme ind. Og den der begår synden, skal tre eller fire gange gå igennem med ild; derved bliver han renset for den synd.
De forbyder ikke andre folk at bo hos dem dér i riget, hvilken tro de end har, det være sig kristne, jøder eller saracener, og med forskellige sprog og love – de viser ingen bort. De siger også at deres lov ikke er god, og at de kommer til at få en meget bedre lov og tro, som nu er dem ukendt. Der er også mange af de 65ra [129a]|mægtige og velbårne folk der i hemmelighed er kristne og døbt, men som ikke tør vedkende sig det i kejserens palads, hvor de tjener til daglig.
Bemærk at når et fremmed sendebud kommer til kejseren fra andre lande eller riger med brev eller henvendelse, får han ikke lov at komme ind til kejseren før han en eller to gange er gået gennem ild i et linnedklæde for at han ikke skal have noget på sig som kan skade kejserens syn, lugte- eller følesans eller nogen gift.
Når kejseren 65rb [129b]|rejser, er alle tatarerne skytter, og hver af dem har to buer med mange skud, og hver har et langt spyd, og de velbårne er alle til hest og har sværd ved siden eller en lang kniv der er skarp på den ene side. De har hjelme af kogt læder på hovedet; de er ikke højere end hovedet tilsiger. Hvis nogen flygter fra et slag, bliver han forvist fra riget, og hvis de finder ham dér, gælder det hans liv. Når de erobrer en by eller en borg 65va [130a]|som de har belejret, slår de alle der er derinde, ihjel, og når en mand overgiver sig som fange, skærer de ørerne af ham og koger dem og spiser dem kolde med eddike som den sidste ret under festen. Når tatarerne lader som om de flygter under et slag, er det meget farligt at forfølge dem fordi de er så snedige at skyde bagud med deres håndbuer, og når de rykker imod fjenden i kamp, trækker de sig så tæt sammen at de ser ud til at være halvt så mange som de er.
65vb [130b]|Alle tatarer har små øjne og kun lidt og tyndt skæg. De skændes eller slås sjældent indbyrdes, og man finder sjældent tyve, røvere, mordere eller ægteskabsforbrydere eller nogen der gør andre uret, dér. Når de findes, gælder det deres liv; de kan ikke frikøbes for penge.
Når nogen blandt dem er syg, sætter de et spyd i jorden ved siden af ham, og når døden nærmer sig, bliver ingen hos ham. Når de ved at han er død, bringer de ham ud på marken og begraver ham der, og hans spyd med ham.