43. Om nogle forunderlige ting der findes i kejserriget Indien

Eftersom alle og enhver ved at der findes mange forunderlige ting i Jon Præsts rige, vil jeg fortie en del af dem og gøre det kort og kun nævne de betydeligste jeg kender til.

Jeg kan uden at lyve fortælle at der er et stort hav der kun består af sand og små stenkorn. Det flyder op og ned som andre have og er aldrig i ro, og der er ikke vand i det. 76vb [152b]|Der er fisk på land, som kastes ind af højvandet; de er ikke ser ud som vores fisk, men de har en god smag. Intet menneske kan komme over dette hav med skib eller på nogen anden måde, og heller ingen kan komme rundt om det på grund af afstanden og på grund af andre farer. På denne side af havet, tre dagsrejser væk, er der store bjerge, og mellem de bjerge løber en flod som siges at komme fra Paradis, og som kun er sten uden vand, og de mener at der er sten i den som har store egenskaber. Stenfloden løber tre dage gennem bjergene og nogle dagsrejser gennem den 77ra [153a]|ørken der findes i Indien, som om det var en flod af vand, lige til den løber ud i det omtalte sandhav, og derefter ser man intet til stenene. Når stenfloden løber, tør ingen gå derned for det bulder der kommer fra den, men når den står stile, går folk ganske nær, omend ikke uden stor livsfare. Den flyder kun tre gange om ugen. Østpå hvor floden har sit udspring, der hvor den løber ind i den store ørken mellem nogle af bjergene, ser man 77rb [153b]|en flad slette, men den består kun af sand. Der ser man hver dag at når solen står op, kommer der nogle kviste op af sandet, og de bærer frugt ved middagstid, og senere, når solen synker igen, bliver kvistene og deres frugt mindre, og når solen går ned, bliver de til intet som helst. Ingen tør nærme sig den frugt; de er bange for at det er noget ondt eller giftigt.

I den samme store ørken er der folk der er aldeles vilde. Foroven ser de ud til at være skabt som mennesker, og forneden som en slags 77va [154a]|dyr, og nogle af dem har horn i panden. De har en stemme som et vildsvin eller som andre dyr. Nogle af dem har også et sprog til at tale sammen, som intet tænkende menneske kan forstå. Nogle viser også hvad de mener, med tegn. Der er også vilde hunde, der hedder papiones; dem tæmmer de til at gå på jagt med og fange andre dyr der i ørkenen.

Der er også fyldt med papegøjer, som dér kaldes psitage, og de tilhører tre arter. De fornemste har brede tunger i næbbet og fem tæer på 77vb [154b]|hver fod, og de kan af natur sige nogle ord, som de bruger til at hilse på folk og vise vej for folk der kommer rejsende dertil. De andre papegøjer, som er mindre fine, taler ikke af natur, men de har brede tunger ligesom de andre. Så længe de ikke er over to år gamle, kan mennesker lære dem at tale som de andre. Den tredje slags papegøjer kan hverken tale eller lære at tale, og de skriger ligesom glenter. De har kun tre tæer på hver fod.

I det nævnte land Pentexoire, der ligger under kejserriget Indien som beskrevet ovenfor, der ligger 78ra [155a]|en stor, lang ø der hedder Milstorake, og som er meget rig. Om den vil jeg gerne beskrive et vidunder. Her for få år siden boede der her en mægtig, rig borger. Han byggede sig et meget kostbart palads og kaldte det Paradis på jorden. Det var omgivet af mure og meget stærkt og sikkert, og indenfor havde han alle slags legemlige fornøjelser. Der var prægtige sale, tårne, kamre og værelser, hvor mange herrers og fyrsters historie og bedrifter var indgraveret og beskrevet. Derinde løb også store og små dyr rundt, og fugle fløj og legede og sang hver med sin tunge. 78rb [155b]|Der var æblegårde, urtegårde og en grøn eng med træer, alle slags blomster og kilder og rindende vand og mange slags glæder og fornøjelser, og overalt var der nogle særlige kilder som han i render ledte under jorden ind i paladset, og som gav ham mælk og vin. Der var også et stort antal skønne jomfruer derinde, som hverken var ældre eller yngre end mellem ti og seksten år, og som var klædt i gyldne og meget kostbare dragter. Disse jomfruer øvede sig i alle former for morskab, sang og spil, og tjente deres 78va [156a]|herre vel som han ønskede det. Og oppe i tårnet, i den nævnte sal, var der nogle der kunne spille og synge sødt med al slags harpespil så nogle mente at det var engle og ikke mennesker der var på færde. Og alt dette og adskilligt andet brugte denne borger sin tid og sit liv på. Men for det skaffede han sig også had og modvilje fra alle herrer og fyrster fordi han tiltog sig en ære som det ikke tilkom ham at have.

Han havde også den holdning at alle der kom til ham og ville tjene, og som var store og stærke, 78vb [156b]|dem gav han guld og sølv og andre gaver med den hensigt at når han udpegede en herre eller fyrste, skulle de straks i hemmelighed forræderisk slå ham ihjel. Og han lovede dem at den der gjorde dette for ham, ville han tage ind i sit palads og lade ham blive der til evig tid. Og hvis nogen af dem han sendte ud, blev slået ihjel, skulle hans sjæl også til evig tid være der hos ham. Og på den måde blev mange herrer og fyrster forrådt af ham indtil det gik op 79ra [157a]|for herrerne at han gav sig af med den slags forræderi. De samledes fra hele riget og slog den slyngel ihjel og ødelagde hele hans bygning og brød hans Paradis ned og delte alle de rigdomme han havde samlet der, imellem sig. Jeg har været der, og det var klart for mig hvor han havde haft sine kældre og andre bygninger, som på det tidspunkt var helt ødelagt og nedrevet.