49. Om vejen tilbage, frem til et rige ved navn KassanA og til RibokA og om den rige EpuloA

Hvad jeg så på hjemvejen da jeg rejste derfra, vil jeg også skrive et par ord om. Min rute gik på nordsiden gennem Jon Præsts kejserrige, først over land og så til skibs. Vi sejlede med Guds hjælp mange dagsrejser frem til mange øer og kom til et rige der hedder Kassan. 90ra [179a]|Det er også et af de femten tidligere nævnte riger. Det er 60 dagsrejser langt og omkring 30 dagsrejser bredt, og det er det berømteste og fornemste af alle disse riger. Alligevel kommer der ingen købmænd dertil fra den kristne verden. Man kan dårligt tænke sig noget af det mennesker har behov for, som man ikke kan finde dér. Det rige er fuldt af fornemme købstæder og af mennesker, så man finder en fin købstad for hver halve dagsrejse. Der er også en mægtig konge; han har en del af sit rige fra Jon Præst og den anden del fra Grantkan.

Derefter forlod vi dette rige og kom til riget Ribok, som også 90rb [179b]|er et af de femten riger. Det er et fornemt rige, stort og bredt og fuldt af alle slags rigdomme. Kejseren af Tatarien har det under sig. Der er én by der er mægtigere end de andre; dér bor kongen i et smukt palads, og også den øverste afgudsbiskop, som dér hedder labassiA, har en fornem residens dér. Alle de mennesker der er i riget, er ham tro og underlagt ham ligesom kristne er underlagt paven. Han bestemmer og velsigner og giver præster deres afgudsembeder og privilegier. Alle byer der i landet er omgivet af mure i sorte og hvide firkantede sten. De gør så stor højtidelighed ud 90va [180a]|af de ofre de ofrer til deres afgud, at hvis nogen spilder en dråbe menneskeblod eller blod fra det dyr de ofrer, så bliver han straffet med døden.

De har også den skik at når en berømt mand dør, skal hans søn eller nærmeste arving sammenkalde alle venner og slægtninge og de hedenske præster. De følger alle liget op på et højt bjerg. Dér træder den fornemste prælat frem og skærer hovedet af den døde og giver det til hans søn eller arving på et guldfad, og derefter synger de en særlig sang på 90vb [180b]|deres sprog. De samler så mange forskellige fugle – ørne, ravne, krager og andre – og prælaten hugger liget i små stykker og kaster det for fuglene. De mener med sikkerhed at de er Guds engle, og at de vil bringe hans legeme til Paradis. Mens dette forgår, synger de ganske fromt ligesom vi gør det under messen pro defunctis: subvenite sancti angeli etc.A Og det de siger, svarer til: »Se, alle, hvor helligt og retfærdigt et menneske den mand var som Guds engle nu bringer til Paradis.« Derpå går de alle hjem under sang, og arvingerne 91ra [181a]|holder et godt gilde, og som den sidste ret får de hver et stykke af den afdødes hoved, godt kogt og tilberedt, og de drikker alle ad af hovedskallen, som arvingerne får poleret og renset og derefter altid drikker af til erindring om den afdøde.

Ti dagsrejser af min hjemrejse videre fra dette rige er der en stor ø med et rige og en meget magtfuld og rig konge, og af alt det jeg så dér, vil jeg fortælle om en enkelt ting og dermed slutte. Der boede en mand, den rigeste mand der var i hele riget, og han bar altid kostbare klæder. Han spiste umådelig lækkert 91rb [181b]|og forfinet. Han ville ikke kaldes herre eller fyrste eller hertug eller greve eller bannerherre eller ridder. Alligevel var han herre over nogle markgrever og banerherrer. Hans formue og indtægter oversteg hvert år 30 tumen gylden, og en tumen er 10.000 gylden. Det eneste han interesserede sig for, var at leve i luksus efter legemets lyster i her i verden, og derfor burde han begraves i helvedes afgrund med den rige Epulo. Denne levevis har han arvet efter sine forældre, og den vil han også overdrage til sine 91va [182a]|efterkommere og arvinger. Han bor i et palads der er så prægtigt som en kejsers palads. Det er en mil i omkreds og muret med prægtigt håndværk. Dér har han haver og vingårde, kældre, rindende vand og søer og urtehaver og skønne sale og værelser der indvendig er bygget med guld og prægtigt malede. Han har også et smukt særligt rum midt i salen, som er prægtigere indrettet end nogen af de andre, bygget på tre søjler som om det var en af vores kirker, og det er alt sammen meget 91vb [182b]|elegant forgyldt.

Han går sjældent eller aldrig ud af det palads; han går derinde og spadserer når han har lyst, sammen med en antal skønne jomfruer, og de fører ham og bærer ham på deres hænder når han går ud af salen, så han på denne måde og på mange andre måder behager alle sine fem sanser: Lugtesansen med vellugtende urter og med alt andet der lugter godt. Følesansen med alt det der er glat og blødt, og med de skønne jomfruer, der altid er hos ham. Smagssansen med den velsmagende mad og drikke han måtte have lyst til. 92ra [183a]|Synssansen med alt hvad der er dejligt og glæder hans øjne. Høresansen med sød sang og liflig snak og samtale, der gør at han ikke hører andet end hvad der behager ham. Han har altid 50 udvalgte smukke jomfruer hos sig, som altid tager sig af ham og betjener ham med alt hvad han ønsker sig ved bordet, med drikkevarer, i sengen og med hans lyster. Når han sidder ved bordet, bringer de ham altid fem retter på en gang under sød og behagelig sang, og nogle af dem skærer for og skærer hans mad ud i små stykker, nogle stikker maden ind i 92rb [183b]|munden på ham, nogle tørrer hans læber med et rent stykke klæde så hans hænder kan blive liggende på bordet. Sådan lever han hver dag. Han beskæftiger sig ikke med noget der kan være besværligt eller anstrengende for ham. Sådan lever han alle sine dage i legemets vellyst. Og fordi han lever som et svin med kroppen, skal helvede tage sjælen når han død. Og fordi han, som jeg sagde, lader hænderne ligge stille på bordet, kan han ikke gribe eller holde noget med hænderne fordi hans negle er vokset meget lange og krogede, for de bliver aldrig klippet. Der i riget anser de det 92va [184a]|for særlig fornemt at lede sine negle vokse, især for dem der har tjenere der kan betjene dem. Nogle af dem har så lange og krogede negle at deres hænder ser ud som om de var bevæbnede. Alle fornemme kvinder har små fødder på grund af deres fornemhed. De plejer at binde deres fødder hårdt ind når de ligger i vuggen, så de ikke vokser halvt så meget som de ellers ville.