Siæla trost oc helsa staar i hælagh kiænnedom oc i the hælghe skrift gudhlige skodhan forthy at swa som licaman thrifs oc vedhirquegis af mat oc drøk oc naturligo fødho, swa lifuir siælin mæth andelikt liif af gudhligo kiænedoms fødho som skriuet staar, oc Gudh sighir i læstin mæth sin eyin mun at mænniskan lifuir ey at enasto af brødh ællas mat ælla drøk, vdan af Gudz ordhom som framgaa af Gudz mun som ær the hælghe scrift/ thær Gudz mun talathe giønum prophetana mwn oc æn daghliga talar oc nadha gifuir the som Gudz ordh prediga. Thy skal thw kiære son gerna læsa oc høra the hælghe skrift oc Gudz kiænnedom som thina siæls helsa oc fødha ær, thær til at hon vardhir kraftogh oc ma thrifas oc maa øfas i alla dyghdhir, oc likna thek voor hærra ihesu christo, hwilkin som j sinum barndom sat i bland iødhamæstara i mønsterit oc hørdhe oc spordhe lowin oc gudhligan kiænnedom oc snille.

Manga mænniskor æra til som lystir at læsa oc høra bøgir af værlzlik oc framganglik thing oc faafæng arinde oc fortaba thera tima oc mødho. Forthy thær finz ey i nogor siæla helsa. Forthy some læsa oc høra gerna kiæmpa bøkir oc stridhir, som ær vm Percefal, af Tistram oc af Tidhrik af Bærna oc af flere hedhna oc gambla kiæmpa som værldin thiænte oc for hænne striddo oc ey for Gudh. I thøliga bøgirs læsning ær inkte vtan timanas fortabilsa oc ingin siæla helsa. Oc for alla tima fortabilse skulo vi reghinskap giøra for Gudz doom. Mange vndirsame oc forvitne mæn hafva varit som foro vmkring værldena bathe til land oc vatn at se oc skotha stor vndirsam siælsyn thing oc høra. The fortabatho oc illa staddo thera mødho forthy at thee ey funno ælla litto sina siæls helso. Mange hærra, forste, ridara, oc swena af fiærrin landom komo oc søkto til konung Artus hoof oc staddo illa sina mødho forthy at the ey søkto oc ey funno thær sina siæla helso. Thæn vndersame oc store konungen Alexander, han lot sik upføra hokt j vædherit af twa griba til thæt at han matte slækkia sit forvite oc nogot siælsynt see. I thøligo forvitilse tabathe han sina mødho oc fan ey sina siæls helso. Thæn vise mæstaren Appollonius for vidharliga oc vilde se thæt gulbordhit som funnit var j salta hafvit som kallas Mærit, oc for thætta forvidit thalde han stora nødh oc vardh greben oc fongin oc stadde illa sina mødho oc kostnath forthy han fan ey sina siælz helso. Af thætta gulbordhit findir man swa skrifvit: Fiskara foro vt at fiska i Mærit; til thøm kom gangande en kiøpman. Han talathe til thøm oc bath thøm at the skuldo sælgha sek thæn drættin som the tha drogho. The giordho oc swa. The drogho odhina til landz og gribo j bland fiskin som j odhin var, et gulbordh. Kiøpmannin saghdhe at gulbordhit hørdhe honum til; fiskarne swaratho at the hafdhe saalt honum fiska oc inkte gulbordh. Hæraf vaxte stor thrætta oc kiif j mællum thøm swa at alt landit vmkring kom thær til oc skuldo thøm forliga. Æn thæt ændis thær mæth at siw the visasto vtvaldus af landeno som thæn rættin skuldo finna hwilkin som gulbordhit skulde byholda Thæn tidh the siw visasto saman komo, gingo the til thera gudh, som heet Appollo, forthy han hafdhe thær et mønstir vit Mærit. The spordho honum at hwa som thæt gulbordhit skulde byhalda ælla hafva. Tha swarathe han thøm oc saghdhe at thæt skulde gifas thæn aldra visasta som j landit var. The gafvo thæt enum som heet Saliis hwilkin the hiølde for thæn aldra visasta, oc ofratho honum thæt gulbordhit for thera gudh oc førdho thæt til mønsterit oc satto thæt for hans bylæde. Thær æftir vandrathe then store mæstaren Appollonius oc mange andre vpa thæt at the vildo thæt gulbordhit see, oc fortabatho illa thera møtho oc ærfvothe forthy the funno thær ey sina siæla helso.

The ædhla drøtningen af Saba vandrathe mæth stort hærskap ofuir mang land oc kom til Jerusalem at høra oc see konung Salomonis visdom som gudh honum gifvit hafdhe, af hwilkin som han ær storliga prisande. Thy skal thw oc, min kiære son, samoledh giøra: Thw skal søgia visdom, oc honum findir thw i the hælghe skrift thær ær thina siæl bystand oc helsa.

Thæn ædhla konungen af Grecia som heet Philodhulphus, han ær mikit af the prisande at han øfdhe sek i skriftene oc ofuir las manga bøgir, han hafdhe i siit fadabur meer æn tiwo thwsand bøgir. Han fik at høra at i Jvdhaland j Ierusalem var ena handa low som Gudh hafdhe sælfvir skrifvit mæth sina fingra. Thær stoth han æftir mæth alle sine makt oc vilgha at han matte the lowin faa. I hans rige voro mange jødha fongathe; thøm kiøpte han alla frii, the voro væl hundratha thvsend, oc sænde thøm alla judhabiskoben j Ierusalem oc bath at han skulde sænda honum the lowin som Gudh skref sælfuir mæth sina fingra. Tha biskoben thætta forstoth, sænde han honum xxii mæstara som skrifo oc vændo honum lowin af judha maal oc i grezt maal. Konungen vntfik thøm mæth storom hedhir oc bygafathe thøm oc sænde thøm ærliga hem til landa. Thænne konungen var hedhin, æn tha oligavæl tha laghdhe han stora makt oc vin vpa bøgir i the hælghe skrift. Mikit mer skal en cristin mænnisca thæræftir staa at hon høre oc lære the hælghe skrift vpa hwilka siælena trøst oc hilsa liggir, oc fly værzlica bøgir. Forthy thæt vanthiækkis vorum hærra at cristit folk læs mikit i thøm, hwilkit thw mat vndirsta af thy som hænde sancto Ieronimo

Af sancto Jeronimo

Thæn tidh sanctus Jeronimus var vngir, tha plæghathe han at læsa oc studera hedhna manna bøgir. Han vordh siwgir oc var førdhir, som honum thøtte, for Gudz dom. Domaren talathe til honum oc saghdhe: »Hwat man ær thw?« Han swarathe: »Iac ær en cristin man.« Domaren saghdhe: »Thw liwir! Thw ær ingin cristin man, thw lææs gerna hedhna manna bøgir oc værlzlica. Thær som thit ligande fææ ær, thær ær oc thit hiærta.« Thaa talathe domaren til sina thiænara oc saghdhe: »Takin haand pa honum, oc slaan honum væl mæth riis oc swebor!« The togo honum oc slogho honum grummeliga longa stund. Han robathe oc saghdhe: »Min kiære hærra, forbarma thek ofuir mek! Iac vil thæt lofva thek at iac vil aldrigh værlzliga ælla hedhna manna bøkir læsa oc ey hafva thøm j mine giømo.« Tha batho the for honum som stotho nær domarnum. Tha wordh han quit oc løøs, oc kom adir siælin til ligaman. Sidhan fik han swa storan kiærlikhet til the hælghe skrift at han for in i Iudhalandit oc bleef thær j fæm aar oc half thridhiasins tiwo aar oc lærdhe thera maal oc vænde oc skreef the hælghe skrift af ebraisko oc grezsco maal oc j latine. Oc forthy hafuir jac vilgha til ena book saman skrifva vt af the hælgho skrift oc vænda hænne af latino oc pa dansko, Gudh til laaf oc min jæfncristin til siælatrøøst, hvghnath oc froma. Oc thænna bogena vil iac saman hænta af mangahanda bøgir ligaviis som bii plægha at dragha honagh af manga handa yrtir oc blomstir. Oc thænna bokin skal heda siæla trøst, oc j hænne vil jac skrifva af tii Gudz budhordh oc af siw kiørkiona sacramentis oc af aatta salughheet oc af the siw miskundsamelega gerningir oc af the siw vora frogho fryghdhir oc af the siw daghtidhir oc af siw thæn hælianz gafor oc af the siw howitsyndir oc af siw hovithdyghdhir, oc hwat som Gudh gifuir mek thær mera til. Oc thy bidhir jac alla the som thæna bok læsa ælla høra, vm the hafva nogot annorledh funnit skrifvit j andra bøgir, at the ey for thæn skyld strafin thænna bogin. Forthy iac vil thæt swa fore mek taga at hwar som nogot ær olankt oc ledhesamt, thæt vil iac stækra giøra, oc hwar som nogot ær vstakkot oc ey væl vndirstandelikt, thær vil iac nogot til sætia, oc hwar som nogot vnyttelikt ær, thæt vil iac af slaa oc lada thæt fara oc vtvælgha oc samansanka thæt som sant ær oc faghort oc siælene thorftelikt, ligauis som lægin vtvæl nytteliga yrtir til sin lægedom oc dwan thæt skiønasta kornit til sina fødho oc jomfruan thæt fæyirsta blomstir til sin krans. Thy bidhir iac thøm alla som thesse bogena høra ælla læsa, at the bidhie for mek til Gudh at iac ma thænna bøn nyda oc mæth thøm koma thit som vi maghom evinnirliga finna vora siæla trøst. At os thæt allum hænde, thær til hiælpe os fadhir oc son oc thæn hælghe and. Amen