1r|Sjælens trøst og salighed beror på den hellige lære og på gudelig læsning af den hellige skrift. For ligesom legemet trives og oplives af mad og drikke og naturlig føde, sådan lever sjælen med åndeligt liv af den guddommelige læres føde. Som det står skrevet og Gud siger med egen mund i evangeliet: »Mennesket lever ikke af brød eller mad eller drikke alene, men af Guds ord, som kommer fra Guds mund,«A der er den hellige skrift, hvor Guds mund talte gennem profeternes mund og stadig daglig taler og giver nåde til dem der prædiker Guds ord. Derfor skal du, kære søn, gerne læse og høre den hellige skrift og Guds lære, som er din sjæls salighed og føde, for at den bliver stærk og kan trives og kan øves i alle dyder. Efterlign Vorherre Jesus Kristus, der i sin barndom sad blandt de jødiske lærere i templet og hørte og lærte loven og den guddommelige lære og kløgt.

Der er mange mennesker der holder af at læse og høre bøger om verdslige og forgængelige ting og unyttige sager og spilder deres tid og anstrengelser fordi der ikke findes nogen salighed for sjælen deri. Ligeledes er der mange der gerne læser og hører bøger om kamp og strid, om Parsifal,A om TristanA og om Didrik af BernA og andre hedenske og gamle kæmper, som tjente verden og kæmpede for den og ikke for Gud. At læse den slags bøger er kun spild af tid og fører ikke til sjælens helse. Og for al den tid der forspildes, skal vi stå til regnskab 1v|over for Guds dom. Der har været mange videbegærlige og nysgerrige mænd der rejste omkring i verden både til lands og til vands for at se og høre store, underfulde og usædvanlige ting. De forspildte og forfejlede deres anstrengelser fordi de ikke fandt eller søgte deres sjæls salighed. Mange herrer, fyrster, riddere og svende fra fremmede lande kom og søgte til kong ArthursA hof og spildte deres anstrengelser fordi de ikke søgte og ikke fandt deres sjæls salighed dér. Den forunderlige og store kong AlexanderA lod sig føre højt op i luften af to gribbe for at slukke sin nysgerrighed og se noget usædvanligt. Med den nysgerrighed forspildte han sine anstrengelser, og han fandt ikke sin sjæls salighed.

Den vise mester ApolloniusA rejste langt bort og ville se det guldbord der var blevet fundet i det salte hav der hedder MæretA, og for den nysgerrigheds skyld led han stor nød og blev taget til fange og spildte sine anstrengelser og udgifter fordi han ikke fandt sin sjæls salighed. Om dette guldbord er der skrevet sådan: »Nogle fiskere drog ud for at fiske i Mæret, og en købmand kom hen til dem. Han talte til dem og bad dem sælge ham den fangst de netop da trak op. Det gjorde de. De trak garnene i land og fik blandt de fisk der var i garnene, fat i et guldbord. Købmanden sagde at guldbordet tilhørte ham; fiskerne svarede at de havde solgt ham fisk, ikke et guldbord. Heraf opstod der stor kiv og strid mellem dem, så hele befolkningen deromkring kom derhen og skulle forlige dem. Men det endte med at de syv viseste mænd i landet blev udvalgt til at finde2r| frem til den rette person, som skulle beholde guldbordet. Da de syv viseste mødtes, gik de til deres gud, som hed Apollo, fordi han havde et tempel dér ved Mæret. De spurgte ham hvem der skulle have guldbordet. Da svarede han at det skulle gives til den allerviseste der var i landet. De gav det til en der hed Salis, som de anså for den allerviseste, og ofrede guldbordet til ham som deres gud og bragte det til templet og satte det foran hans statue.« Derefter vandrede den store mester Apollonius og mange andre ud for at se guldbordet, og de forspildte deres anstrengelser og besvær fordi de ikke fandt deres sjæls salighed der.

Den ædle dronning af SabaA vandrede med en stor hær gennem mange lande og kom til Jerusalem for at høre og se kong Salomons visdom, som Gud havde givet ham, og som han bliver højt berømmet for. Derfor skal du også gøre det samme, min kære søn. Du skal søge visdom, og den finder du i den hellige skrift, der er din sjæls bistand og salighed.

Den ædle konge af Grækenland der hed FiladelfosA roses meget for at han øvede sig i skrifterne og læste mange bøger; han havde mere end tyve tusind bøger i sit bibliotek. Han hørte om at der i JødelandA, i Jerusalem, var en slags lov som Gud selv havde skrevet med sine egne fingre. Der forsøgte han af al magt og vilje at få fat i den lov. I hans rige var der mange tilfangetagne jøder, dem købte han fri allesammen – 2v|de var godt hundrede tusind – og sendte dem alle til jødebiskoppen i Jerusalem og bad ham om at sende ham den lov som Gud havde skrevet med sine egne fingre. Da biskoppen fik den besked, sendte han 22 mestreA som skrev og oversatte loven fra jøders sprog til græsk. Kongen modtog dem med stor ære og gav dem gaver og sendte dem hjem med hæder. Denne konge var hedning, og alligevel lagde han stor vægt på bøgerne i den hellige skrift. Så meget mere skal en kristen stræbe efter at høre og lære den hellige skrift, på hvilken sjælens trøst og salighed hviler, og undgå verdslige bøger fordi det mishager Vorherre at kristne mennesker læser meget i dem, hvilket du kan forstå af det der hændte Sankt Hieronymus.

Sankt Hieronymus

Da Sankt HieronymusA var ung, plejede han at læse og studere mange hedenske bøger. Han blev syg og var, troede han, stillet for Guds dom. Dommeren talte til ham og sagde: »Hvilken mand er du?« Han svarede: »Jeg er en kristen mand.« Dommeren sagde: »Du lyver. Du er ingen kristen mand. Du læser gerne hedenske mænds og verdslige bøger. Der hvor dine ejendele er, der er også dit hjerte.A« Så talte dommeren til sine tjenere og sagde: »Grib ham og slå ham med ris og piske.« De tog ham og slog ham frygteligt i lang tid. Han råbte op og sagde: »Kære herre, forbarm dig over mig! Jeg lover dig at jeg aldrig vil læse3r| hedenske og verdslige bøger, og ikke eje dem.« Da bad de der stod nær dommeren, for ham. Så blev han fri, og sjælen vendte tilbage til legemet. Herefter fik han så stor kærlighed til den hellige skrift at han rejste til Jødeland og blev der i 55 år og lærte deres sprog og oversatte den hellige skrift fra hebraisk og græsk til latin.

Derfor har jeg besluttet at sammenskrive en bog ud af den hellige skrift og oversætte den fra latin til dansk, til ære for Gud og til trøst, opmuntring og gavn for mine medkristnes sjæle. Og denne bog vil jeg bringe sammen fra mange bøger ligesom bier plejer at hente honning fra mange forskellige urter og blomster. Og den bog skal hedde Sjælens Trøst, og i den vil jeg skrive om Guds Ti Bud og om kirkens syv sakramenterA og om otte salighederA og om de syv barmhjertige gerningerA og om Vor Frues syv glæderA og om de syv dagtiderA og om Helligåndens syv gaverA og om de syv hovedsynderA og syv hoveddyderA og hvad Gud derudover giver mig. Og derfor beder jeg alle der læser eller hører denne bog, hvis de har fundet noget der er skrevet anderledes i andre bøger, om ikke at bebrejde denne bog fordi jeg sætter mig for at hvor noget er langt og kedeligt, der vil jeg gøre det kortere, og hvor noget er kort og ikke rigtig forståeligt, der vil jeg lægge noget til. Og hvis noget er unyttigt, 3v|vil jeg opgive det og udelade det og udvælge og samle det der er sandt og smukt og nyttigt for sjælen, ligesom lægen udvælger nyttige urter til sin behandling og duen det fineste korn til føde og jomfruen den smukkeste blomst til sin krans. Derfor beder jeg alle dem der hører eller læser denne bog om at bede for mig til Gud så jeg kan få nytte af denne bøn og sammen med dem komme derhen hvor vi til evig tid kan finde vores sjæls trøst. Må Faderen, Sønnen og Helligånden hjælpe til at det kan hænde os alle! Amen.