Da der var gået en måned,
sagde de gode mænd til hende:
»Kære jomfru, må vi bede jer
om at få jer en konge
der kan være en herre for os.
Det råder vi jer alle til.«
Da svarede den fornemme jomfru dem:
»Jeg siger jer, mine herrer, bestemt
at jeg endnu ikke er klar
til at give jer svaret.
Men bliv ikke utålmodige,
I skal nok få et rigtigt svar.«
Da disse ord var sagt,
lod hun straks indkalde
tolv af de ædleste riddere hun havde.
Hun talte til dem og sagde:
»Jeg lader nu jer, I gode mænd, forstå
at I skal rejse til fremmede lande
for at søge og få besked
om alle de herrebørn I kan finde,
hvordan deres skikkelse er,
og hvem de betaler skat til.
Inden et halvt år er gået,
skal I give mig besked
om alle de fornemste I kan finde,
som I enten har set eller hørt om.«
Herrerne svarede straks
at de var villige til at rejse
171r|for både at søge og få besked
»og finde sandheden til jer.«
Så rejste ridderne, alle tolv, fra landet
så ingen vidste hvor de andre var.
De ledte og søgte så godt de kunne,
efter alle de herrebørn de kunne nævne.
Alt hvad herrerne fik at vide,
ville de skrive ned, og det gjorde de også.
Da de havde ledt både vidt og bredt,
besluttede de at ride hjemad.
De elleve riddere kom hjem
og gav dér jomfruen de notater
som hun havde bedt dem om.
Hun åbnede brevene med det samme,
men hun fandt ingen beskrevet der
der kunne være hendes lige.
Hun lod så herrerne rejse hjem
og gav dem guld og ædle stene.
Da skete der så det
at den tolvte ridder kom på den tredje dag.
Hun tog imod hans skrift
og læste brevet til ende.
Sidst i brevet stod der
om en fornem junker
som var smuk og tapper,
kongen af Frankrigs søstersøn.
Hvis nogen vil kende hans navn,
hed han junker Persenober.
Ham syntes hun allerbedst om
af alle de junkere hun havde læst om.
