Konstantianobis, den ædle jomfru,
tænkte kun på suk og sorg,
og jeg siger jer i sandhed:
Hun ville ingen herre have
fordi den mand havde svigtet hende
som hun holdt så inderligt af.
Sådan blev det i hele syv år;
jomfruen bar kun sorg i hjertet,
og hun kunne ingen glæde finde
før de syv år var til ende.
Skipperen som jeg nævnte før,
han rejste af sted fra landet
og havde den gode junker med sig.
183v|Han var meget sorgfuld i hjertet
fordi det nu var kommer dertil
at han skulle være sømand.
Det arbejde holdt han dårligt ud,
for han havde tænkt sig at være en herre.
Han sørgede stadig så dybt over hende
at han mistede både fornuft og forstand,
og nu blev ganske gal
af den store sorg og smerte
han følte for jomfruens skyld,
som jeg sagde før.
Da det gik op for skipperen,
at han var gal, den ædle mand,
sagde han – det må I høre:
»Denne mand vil jeg bringe til Frankrig,
dronningen har en datter dér,
kongens steddatter er hun,
hun ligger syg, den gode jomfru,
hun kunne hurtigt blive rask
af den galskab han bedriver,
og lade ham blive dér hos hende.«
Da han var kommet til Frankrig,
det siger jeg jer i sandhed,
forstod nu jomfruen snart
at det var Persenober, den gode junker,
ham som hun havde sin sygdom over,
som jeg før har fortalt her i bogen.
Jomfruen gik til kongen
og fortalte ham med det samme at
»I må vide, herre,
at det er Persenober, den ædle mand,
han som er jeres søstersøn.
184r|Han er nu kommet hertil igen,
han har mistet fornuft og forstand,
det skal I vide i sandhed.«
Da Persenober hørte hende tale sådan,
fik han endnu større kval i hjertet,
og han blev mere gal i sindet
fordi jomfruen kendte ham,
og løb straks ud af slottet;
han vidste ikke selv hvorhen.
Han råbte og skreg så højt
og vidste ikke hvorhen han ville;
han løb så helt forvirret
som en gal mand plejer at gøre.
Da fik han snart den tanke
at han ville løbe ud i en skov
og altid blive der
og spise det som skoven kan give,
og det gjorde han også, den ædle mand.
Det vil jeg i sandhed sige:
Han var derude i hele syv år,
og der brød alle sårene op
som han fik dengang
da han sloges med hedningekæmpen.
Mere vil jeg ikke skrive om det.
Alle de syv år gik sådan,
med sygdom og med dybfølt smerte
levede han den lange tid.
