En hedningekonge fra fremmede lande
fik at vide og kunne forstå
at den gode jomfru Konstantianobis
var så fortvivlet i hjertet
og ingen herre ville have
184v|der kunne lede hendes land.
Han sendte så bud til hende
at han ville brænde hendes land;
medmindre hun overgav sig til ham,
ville han lægge landet øde.
Da jomfruen forstod det,
blev hun endnu mere fortvivlet
end hun inden da havde været.
Hun lod sine gode mænd kalde sammen
og forelagde dem det
som hedningekongen havde sendt.
Herrerne svarede med det samme
og sagde nu til den fornemme jomfru:
»I må vide, kære jomfru
at I ikke har megen styrke mod ham
hvis han har det i sinde,
for I er en kun en kvinde.
Derfor råder vi jer alle,
for at vi ikke skal stå i den fare,
til at overgive jer til ham
og ikke lade jeres land blive hærget.«
Jomfruen svarede med det samme:
»Det er alt for hårdt for mig
at jeg skal have den hedning,
det vil bedrøve mig alle mine dage
og volde mig megen fortrydelse.
Dog vil jeg følge jeres råd.«
Konstantianobis, den ædle jomfru,
hun fik snart efter den tanke
at hun ville sende sin søster af sted
185r|med svaret til hedningekongen
– den søster som jeg nævnte før,
og som hed jomfru Frago –
og at hun skulle give ham besked
om hvornår deres bryllup skulle stå.
Den ædle jomfru Frago
gjorde så på stedet det:
Hun lod sit skib gøre rede
og fik sine ting bragt ned til kysten.
Jomfruen rejste fra landet
med et følge af riddere og svende
og sejlede over den salte sø
uden besvær eller nogen uheld.
Den femte dag kom en skov i syne,
da talte hun, den fornemme jomfru,
og sagde til sin skipper:
»Jeg vil drage ind i landet,
og mine piger skal med mig,
for at more os lidt.«
Skipperen svarede hende straks:
»Jomfru, jeg siger jer:
Her er så mange slanger og dyr
og alle mulige væsner.
Jeg vil fraråde jer at gå derind,
for det vil ikke gå jer godt.«
Jomfruen svarede med det samme:
»Jeg vil alligevel gå i skoven.
Vor Frue skal nok sørge for
at skærme og beskytte mig
imod de mange slanger og dyr
og alle onde væsner.«
Netop den skov jeg taler om,
185v|var den Persenober befandt sig i.
I syv år havde han været der
med sult og tørst og blodige sår;
for sorg og sygdom og megen smerte
kunne han dårligt tale.
Da jomfruen nu gik ind i skoven
fik hun snart øje på ham.
Da tænkte hun ved sig selv:
»Hvad er mon det for en mand?«
Hendes piger sagde nu til hende:
»Ædle jomfru, I skal gøre
et karbad rede til ham
og skaffe ham noget at klæde sig i,
så skal I få at se
at Gud vil lønne jer for det.«
Den ædle jomfru Frago
svarede dem og sagde:
»Han lugter så umådelig dårligt,
men jeg vil følge jeres råd
og forbinde hans sår.«
Det svarede den ædle kvinde.
Derpå lod hun den sårede mand
bære ned til kysten,
der hvor skibet lå.
Snart efter sørgede hun så for
at ordne et bad til ham
og bringe ham rene klæder.
Senere hen forbandt hun hans sår,
fik ham barberet og håret redt.
Da alt det var ordnet,
lod hun sine sømænd kalde,
186r|lod ham bringe til skibet
og fik redt en seng med kostbare stoffer.
Hun fik snart hans sår til at hele,
det gjorde den ædle og fornemme jomfru.
Derpå lod hun tøj sy til ham
som var passende for en ridder
Da var han så anstændig en mand,
det kan jeg fortælle jer i sandhed,
som man kunne finde nogetsteds,
både i tugt og ære og tanker.
De muntrede ham op på mange måder
med al den morskab de kunne.
Den ædle jomfru Frago
befalede dem at sætte sejl
og sejlede så med det samme
til den hedenske konges rige
og overbragte ham svaret
om hvornår hans bryllup skulle stå.
Den hedenske konge tøvede ikke,
men gav hende guld og kostbare stene
og fulgte hende til kysten selv.
Så rejste jomfruen hjem til sit land,
og da de var kommet under sejl,
jomfruen og hendes følge,
spillede Persenober og hun
sammen skak og var glade.
De spillede så længe i tugt og ære
at jomfru Frago genkendte ham.
Hun spurgte ham hvad han hed:
»Jeres navn vil jeg gerne kende;
jeg tror I er den gode junker
186v|min søster er så sorgfuld over.«
Han svarede hende straks
og sagde til den ædle jomfru:
»Min jomfru, hvis I vil vide det,
hedder jeg Persenober.
I syv år har jeg nu været
i denne skov med blodige sår,
i sorg og megen modgang.
Nu takker jeg Gud og jeres nåde
der har bragt mig hjælp.
Min kære jomfru, i mig vil I finde
jeres ydmyge tjener
så længe jeg lever.«
Da jomfruen nu hørte
at han sagde sådan, den ædle mand,
blev hun meget glad i hjertet
og svarede ham straks:
»Min kære junker, jeg svigter jer ikke:
Jeg vil forlige min søster og jer
og gøre jer begge til venner
så hun tager jer til nåde.
Jeg har et slot kun kort herfra
som førhen var min fars;
derhen vil jeg sende jer
indtil jeg får hende på andre tanker.
Når jeg så skriver et brev til jer,
skal I ikke blive der længere,
men hurtigst muligt komme til mig
for jeres eget bedste.«
Da hun havde sagt de ord,
udvalgte hun blandt sine mænd
187r|dem der skulle rejse med junkeren
for at tjene ham og sørge for ham
og føre ham til borgen,
hvor han kunne leve uden bekymring.
Den ædle jomfru Frago
kom til sin søster og sagde.
»Du må vide, min kære søster:
Den hedenske konge vil vise dig den ære
at komme her til dig
og tage hånd om dine lande.
Men du skal så sandelig også vide
at Persenober, den ædle mand,
for din skyld har tålt meget ondt.
Hvis du nu ville lytte til mig,
så vil jeg fortælle dig det
og intet af sagen fortie.«
Hun fortalte hende, den fornemme jomfru,
hvordan hun havde fundet ham i skoven:
»Der har han været i hele syv år
med suk og sorg og blodige sår,
og derfor er mit råd til dig
at du skal tage ham til nåde
og elske ham af hjertens grund
og ikke tage den hedenske hund!«
Da Konstantianobis hørte det,
så skal I høre hvad hun gjorde:
Hun svarede straks sin søster,
som var jomfru Frago,
og hidsede sig op:
»Persenober, den lede usling,
har bedraget mig, søster.
Det har du jo allerede hørt. «
187v|Jomfru Frago, den ædle kvinde,
blev vred
og svarede uden tøven
igen på hendes ord:
»Søster, du var ikke værd
at det skulle gå ham sådan,
så meget ondt som han har lidt
på grund af dig.«
Konstantianobis, den ædle jomfru,
skiftede nu med det samme sind
og svarede hende mildt:
»Kære søster, sig mig
hvor han befinder sig,
lad ham komme med det samme.«
Jomfru Frago svarede straks:
»Kære søster, jeg siger dig det:
Jeg lod ham rejse hen til mit slot
og gav ham folk der skulle passe på ham.
Nu vil jeg skrive et brev til ham
at han ikke skal blive længere dér,
men snarest muligt komme til dig,
efter de ord du svarede mig.«
Konstantianobis svarede hende:
»Kære søster, hvis du rejser selv,
kommer han hurtigere hertil.
Jeg længes virkelig efter
at jeg kan få ham at se,
hvis det er sandt hvad du siger.«
Da jomfru Frago hørte de ord,
gjorde hun sig rede, den gode jomfru,
188r|til at rejse ud efter junkeren
med sine piger som følge.
Da jomfru Frago kom frem til det sted
hvor hun regnede med at han var, Persenober,
fik hun på stedet den besked
at han var borte, den ædle mand.
Så snart hun forstod beskeden,
at han var borte, den gode ridder,
begyndte hun straks at græde
og klage jammerligt.
Hun rejste tilbage, den fornemme jomfru,
og sagde straks til sin søster
at han var borte, den gode ridder.
Hun faldt til gulvet der hvor hun stod,
og klagede sig så voldsomt
at ingen troede hun ville leve.
Men efter at hun kom til sig selv:
»Søster, hvorfor sagde du dog
at han skulle komme her?
Er ridderen virkelig borte?
Det er en evig sorg for mig
at jeg skal have den hedenske hund!«
Da svarede Frago hende:
»Kære søster, sørg ikke sådan,
du ved ikke hvad Gud vil forunde dig.
Han kan stadig komme, den ædle mand
som er alt du tænker på,
188v|og opfylde alt hvad du ønsker.
Gud kan stadig sende ham her
før dit håb er ude.«
