Nu plejede Persenober, den fornemme junker,
at sejle på vandet for morskabs skyld
eller jage i skoven,
det var hans vane til hver en tid.
Nu var han så på vandet,
og der kom en storm og blæste så hårdt
at den drev ham ind mod det hedenske land.
Der red en greve på det hvide sand;
han tog Persenober til fange
og befalede ham gå i tårnet,
hvilket han også gjorde,
for han turde ikke andet.
Dér blev han siddende inde, den ædle mand,
lige til greven var redet fra landet.
Den samme greve jeg nævnte før,
han havde også tænkt sig
at han skulle med til den hoffest
hvor Konstantianobis, den ædle jomfru,
skulle ægte den hedenske konge.
Det skulle være om fjorten dage.
Greven havde en ædel fyrstinde,
hun var ærbar i sind og tanke
og også kristen, fruen
– det kom Persenober til gode.
Da greven var rejst fra landet
189r|med sine folk i følge,
fik fruen den idé
at gå ind i tårnet til Persenober.
Hun havde også en ridder med sig,
som var høvisk og hæderlig;
tugt og ære fulgte ham,
for han var også kristen.
De talte til Persenober, den gode junker,
som var meget bitter til mode,
og spurgte ham
hvordan han var kommet dertil.
Han svarede dem straks
og sagde til den ædle frue:
»Min frue, jeg skal fortælle jer
hvordan jeg er kommet her til landet:
Jeg har altid haft for vane
at ride i skoven for at jage
eller at sejle på vandet;
det plejede jeg at gøre.
Nu var jeg så draget ud igen,
og ingen folk var med mig som følge,
så kom der et stormvejr og blæste mig her til landet,
og derover føler jeg sorg og smerte.
Men én ting jeg tænker meget på,
er at jeg er væk fra den fornemme frue
som den hedenske konge nu skal have.
Det vil plage mig resten af livet,
189v|for hun er min forlovede,
hvis han får hende, bliver det min død.«
Straks da fruen hørte
ham fortælle dette,
og hørte at han var kristen
og var kommet sådan der til landet,
svarede hun med det samme:
»Jeg vil gerne lade dig rejse
hvis bare jeg vidste med sikkerhed
at min herre, når han er tilbage,
ikke vil hade mig for det.
Vil du sige at jeg er uden skyld,
så vil jeg lade dig ride
hvis det kan fri dig for din smerte.«
Persenober svarede straks
og sagde til den fornemme frue:
»Det skal I vide, min kære frue,
jeg lover jer på min ære
at hvis I vil lade mig rejse,
vil jeg med sikkerhed sørge for
at I ikke bliver hadet af jeres herre
for den sag på nogen måde.«
Fruen gav ham harnisk og hest,
som hun valgte ud blandt de bedste,
og dertil svende, tolv i alt,
som skulle tjene ham,
foruden guld og det pure sølv
og dertil mange ædle stene.
190r|Derpå ønskede hun ham farvel
og betroede hans liv og ære til Gud.
Da han red fra slottet,
var alt hans udstyr hvidt.
Han red blandt de andre som en løve,
og frygtede ikke for nogen fare.
Da junkeren kom til landet
hvor hoffesten skulle holdes
– så nær at han kunne se det sted,
…
Der blev han mødt af en greve
med sort udrustning og ædelmod.
Han kom også selvtolvte,
han ofrede gerne sit liv for ærens skyld.
Så snart Persenober så ham,
stak han ham ned fra hesten.
Derpå steg han af sin hest,
behandlede ham så godt han kunne,
og bad ham om at tilgive det.
Han sagde han ønskede at blive hans kammerat.
og stå sammen med ham i lyst og nød
om det så skulde gælde hans død.
De lovede også hinanden
at den ene aldrig skulle svigte den anden,
og derpå ændrede de deres navne
for at ingen mand skulle kende dem:
Ridder Hvidrok skulle Persenober hedde,
for ingen skulle kende hans navn.
Greven skulle hedde Sorterok;
de ville være i forreste række begge to.
Så steg de til hest igen
190v|– deres hjelme var smykket med kostbare stene
–
og red med deres folk som følge;
de var ikke bange for nogen herrer.
De var to mægtige helte,
de red ind i byen sammen.
Byen hed Konstantia
som jeg nævnte det først i bogen.
De holdt ikke så meget af sig selv
at de ville skåne sig selv i kamp for en kvindes ære.
Så snart de kom ind i byen,
stod der to riddere oppe på muren
og så ned på dem begge to
og holdt øje med alt hvad de gjorde.
Nu faldt det sig netop sådan
at de kom til byen samme dag
som hoffesten skulle holdes.
Snart red de dystridt på banen
og slog fire af hesten tilsammen;
de ville ikke vige for nogen.
Ridder Hvidrok så da foran sig
i flokken den samme greve
som nylig havde fanget ham;
han ville gerne gøre ham ondt
og tænkte på det han lovede fruen,
i det øjeblik han gik imod ham
og stødte hovedet af ham
så det lå i rendestenen.
191r|Da sagde Hvidrok ved sig selv:
»Du skal ikke straffe din hustru
fordi hun lod mig forlade tårnet;
hun skal ikke af den grund være din fange.«
Derpå besluttede så
kammeraterne begge to
at de ville ride til herberget
og leve dydigt og uden bekymring,
hvilket de også gjorde,
og de tog sig ikke af hvem der vidste det.
Den næste dag hen ad middagstid
red de igen på banen,
og dér så ridder Hvidrok
at hans morbror var kommet dertil,
han der var konge i Frankrig.
Der fandtes ikke mange som ham.
Den hedenske konge og han
rendte da sammen uden nåde
og stødte så frygteligt til hinanden
at kongen af Frankrig måtte vige.
Da ridder Hvidrok så det ske,
smertede det ham at det gik sådan.
Han red da hen til sin morbror
og kom ham til hjælp.
Derpå vendte han hesten om,
rendte mod den hedenske konge
og huggede højre arm af ham
– det kom den slyngel til megen skade.
191v|Jomfru Frago, som før er nævnt,
hun tav nu ikke længere.
Så snart hun så den tapre bedrift,
at Hvidrok huggede armen af ham,
sagde hun til sin søster
Konstantianobis:
»Søster, du skal vide
at Persenober, den ædle mand,
helt har forvundet sin smerte.
Du kan se ham ride dér,
hans harnisk er hvid hvor det ikke er guld,
hans hjelm er fuld af ædelsten.«
Da Konstantianobis hørte
jomfru Frago fortælle det,
bad hun hende
straks at forsøge
at gå hen til hans herberg
og søge at få at vide
om den Persenober var der
som hun elskede så højt.
Jomfru Frago, den ædle kvinde,
som havde så dydigt et sind,
forklædte sig nu
og gik straks samme nat
hen hvor hans herberg var.
192r|En kurv fuld af æbler havde hun med sig,
som hun ville sælge
til den der havde lyst at vælge.
Det gjorde hun, den ædle kvinde,
for at ingen skulle kende hende.
Så snart hun kom ind i huset,
fik jomfruen øje på Persenober
og genkendte ham hvor han sad.
Da blev hun inderlig glad.
Da hun havde fået svar
på det ærinde hun var kommet efter,
gik hun tilbage ad samme vej
til sin søster igen
og fortalte hende uden tvivl
at hun havde set Persenober.
Den tredje dag skulle hoffesten stadig fejres;
herrerne samledes alle sammen,
dog ikke den stærke hedenske konge,
han lå nu med ondt i ryggen
og var ikke meget munter,
for han havde mistet armen.
Den der kunne vise den største tapperhed,
han skulle vinde jomfruen.
De dystede alle sammen tappert,
såvel den fattige som den rige.
192v|Hvad skal jeg mere sige om det?
De to red, den tredje lå,
de skabte store mirakler,
de ville jo alle blive hos jomfruen.
Konstantianobis sagde så
til sin søster Frago:
»Søster, det skærer mig i hjertet
hvis ikke det ender med
at Persenober, min hjertenskære,
kan være hos mig i aften.«
Jomfru Frago svarede hende:
»Min kære søster, det skal også ske,
bliv ikke utålmodig.
Det ender som du ønsker.«
Der var også en gammel ridder,
jomfruens rådgiver skulle han være.
Frago sagde til ham:
»Kære herre, bring i stand
at ridder Hvidrok møder min søster;
det vil være os alle til bedste.
Bed også hans kammerat gå med,
for hun længes efter dem begge.
Hun elsker ridder Hvidrok så højt,
mere end alle andre i verden,
og har så stort begær efter ham
at hun agter at få ham til herre.
193r|I al fortrolighed skal I vide
at han hedder Persenober.
Han har udstået meget ondt for hende,
det vil I komme til at forstå.
Når jeg får stunder til det,
vil jeg meget gerne fortælle jer
om den store sorg og smerte
som han har lidt for hende.
Derfor er det bedst at han får hende
af alle de herrer man kan finde,
og derfor finder jeg det er klogest
at han i aften kan komme her
så vi kan få det i stand
at hun kan få ham til herre.
Det skal I også vide, og det er sandt,
at han er en meget ædel mand.«
Den gamle ridder svarede da
og sagde til jomfru Frago:
»I skal vide, min kære jomfru,
at hvis det er sandt hvad I siger,
så vil jeg straks gå hen til ham,
og vi vil med sikkerhed sørge for
at han kommer til jomfruen.
Den hedenske konge vil vi jage væk.«
Da dette var tænkt igennem
som det nu er forklaret, på alle måder,
gik den gamle ridder straks
hen hvor den fornemme junker var,
og hilste ham dér
193v|så værdigt han kunne, med tugt og ære:
»Jeg skal anmode fra min jomfru
om at I spiser med hende i aften.
Jeres kammerat skal også.
Hun ønsker at I går med det samme
inden herrerne går til bords
det er min jomfrus ord.«
Ridder Hvidrok og hans kammerat
de besluttede så:
»Vi vil straks gå med ham.
Vi må vel dér få at vide
hvem den ære skal overgå
at være jomfruens herre.«
I det øjeblik Hvidrok kom ind i stuen,
rejste herrerne sig for ham,
hilste ham
og modtog ham med den største ære.
I samme øjeblik jomfruen så ham,
lo hendes hjerte af glæde
fordi den mand var kommet
som hun elskede så højt.
De vaskede hænder og gik til bords,
den gamle ridder sagde et ord
til ridder Hvidrok så værdigt han kunne:
»I skal sidde hos min jomfru
og gøre som jeg bad jer om,
spise af fadet med hende.
Og I skal også vide:
194r|Jeres kammerat skal sidde ved siden af jer.«
Derpå kaldte han herrerne frem
og satte dem alle til bords.
Ridder Hvidrok tænkte hele tiden:
»Mon det vil ende godt for mig
at jeg er kommet så højt at sidde,
det vil jeg virkelig gerne vide.«
Den gamle ridder jeg nævnte før,
han stod ved jomfru Frago
al den tid de sad ved bordet.
Hun fortalte ham fra ord til andet
den store sorg og smerte
som Persenober havde lidt for hende.
Ridderen svarede hende da
og sagde til jomfru Frago,
»Han er en virkelig ærlig mand,
ham vil vi derfor kalde vor konge,
det navn tilkommer ham,
og han skal have den ædle dronning.«
Da alle retter var kommet ind,
og herrerne var mætte,
talte de meget og morede sig
mens de sad dér sammen.
Herrerne rejste sig så med et
og hilste jomfruerne god nat.
Den gamle ridder hviskede da
til Persenober og sagde:
»Når herrerne nu er gået hjem,
194v|skal I komme tilbage igen
og snakke med min jomfru her
om hvad der kan være jer begge til glæde.«
Ridder Hvidrok gjorde som han sagde,
og vendte straks efter tilbage.
Hans kammerat gik sammen med ham,
det kan jeg sige med sikkerhed.
Da de to herrer ankom,
blev de mødt med megen ære.
Ridder Hvidrok og jomfruen
snakkede meget og var så glade
hele aftenen lang;
deres kærlighed var tusindfold.
Det var ved at blive dag,
herrerne ville til herberget nu
og tog så afsked med jomfruen
så værdigt de kunne, med tugt og ære.
Hun ønskede dem farvel
og betroede deres liv og ære til Gud.
Den følgende dag hen ad middagstid
fandt herrerne sammen, og de var glade.
De drøftede alle sammen
hvem de skulle kalde herre.
De blev så alle enige om
– riddere såvel som svende –
at lade den gamle ridder bestemme
og udpege en til herre i landet.
195r|Hvem han end ville skænke den ære,
ville de alle være tilfreds med.
Da den gamle ridder mødte frem,
hilste de alle respektfuldt på ham
og sagde at han skulle tage beslutning
om hvem han ville tilstå den nåde,
hvem der skulle bære kongenavn
og være jomfruens herre.
Inden længe bestemte han sig:
»Da det nu er pålagt mig,
ved jeg ingen herre her
som mere fortjener den ære
at beskytte min jomfru og hendes land
– og det siger også jomfru Frago –
end Persenober, ham som man kalder Hvidrok.
Han er en virkelig ædel ridder
og har udstået meget ondt for kristendommen
og meget for jomfruens skyld.«
Den ædle jomfru Frago
stod ikke langt derfra;
hvad havde hun mon med sig?
De blodige linklæder havde hun dér
som Persenober bar dengang
han sloges med hedningen.
Hun svarede herefter
at han burde blive konge
frem for alle herrer hun kendte.
195v|Det var hvad jomfruen kløgtigt sagde.
Da kongen af Frankrig hørte
at de nævnte Persenober, den gode junker,
da blev han inderligt glad
og svarede straks.
Han råbte højere end dem alle
og kaldte på Persenober:
»Persenober, du er værdig
som ædle stene lagt i guld;
du er min kære søstersøn.
Jeg siger åbent og ærligt
at du friede mig fra sorg og smerte
dengang du frelste mine lande
og dræbte hedningen,
det kan jeg sige med sikkerhed.
Derfor kender jeg ingen herre
med større ret til at bære kronen,
for du er en ærlig mand
og har jo selv både borg og land.«
Da alle herrerne hørte dette,
da må I høre hvad de gjorde.
De råbte alle som en
– hertuger, grever, riddere og svende –
at Persenober skulle være konge
og have Konstantianobis.
De førte dem sammen med det samme,
fejrede bryllup og var glade.
Da denne fest så var til ende,
gav han gaver til sine mænd:
196r|Nogle gav han det pure sølv,
andre ædle stene.
Ridder Sortrok, som var hans kammerat,
gav han den strålende jomfru
hende jeg før har nævnt,
som hed jomfru Frago.
Den gamle ridder jeg omtalte før,
modtog også en gave fra ham:
Han gav ham ved samme lejlighed
den ædle og brave grevinde
som lod ham forlade tårnet
da han var blevet fanget.
Han holdt deres bryllup på samme sted,
og de spiste og drak og var glade.
Senere blev den ædle mand
konge og herre over landet.
De endte deres liv og fik fred
og bor nu hos Gud i Himmerig.
