Tha jen moned forgongen æræ,
hinnes gode mend sawde til hinnæ thæræ:
»Kieræ jomfrw, om wi thet bede maa
ath I willæ eder jen konning faa
ther oss kwnne for herræ weræ,
thet rade wi eder allæ samen heræ.«
Tha swarede them then jomfrw rig:
»Jec seyer I herrær thet sannelig
ath jech ær ey nw sa redhe
thet jech kan eder antswar wede.
Ladher eder dog jckj forlonge;
I fuldgot andswar skullæ fonge.«
Ther thesse ord war taled medh allæ,
tha lod hwn snarlig for seg kallæ
12 the edleste ridder hwn haffde,
hwn taled til them och sawde:
»Jech lader I gode mend nw forstande
ath I skullæ faræ i fremede landæ
ther at ledhe och spøræ
om allæ the herræbørn I kunne høræ,
hwræ thieræ skabning mwn weræ,
och hwo the thieræ skat bæræ.
Jnden jet halfft aar kan forgange,
tha skullæ I mæg thet ath wedhe fange
aff the ipperste ther I kwnne spøræ,
som I maa anten see heller høræ.«
The herrær swarede som the stod,
at the willæ faræ medh williæ god
171r| bodhe ath spøræ och ath lede,
»ath fonge eder sandhied ath wede.«
The tolff ridder mwnde aff landhet faræ
ath jen wiste aldrig hwar annen waræ;
the lette och sporde aff all thieris effne
om alle the herræbørn the kwnne neffne,
hwad the herrær hørde och sporde,
thet wilde the skriwe som the och giorde.
Ther the herrær haffdæ liet sa widhe,
tha wilde the effter hiem at ride.
The 11 ridder kam hiem til lande
och fæk then jomfrv skrefft i hande,
the erinde som hwn them bad.
Hwn løste brewen tha i stad;
tha fand hwn jngen skrewen thæræ
ther hinnæ lige mattæ wæræ,
Hwn bad the herrær tha faræ hiem
gaff them guld och dyræ stien;
tha feld thet sæg saa i law
then tolffte ridder kam tridiæ dag.
Hwn tog hans skrefft i henne
och læste thet breff til ændhe,
sist i brewet skrewet stod
aff jen mektwge jwnker god
som war fower och dygdelige,
konningens systersøn aff Frankerige.
Eehwo hans naffen wil wedhe
jwnker Percenober mon han hiede.
Hanum behawed hinnæ alsombest
aff the jwnkær hwn føræ haffde lest.
