171v|Then jomfrv ther jech sawdhæ fra,
hwn skibedhe thet medh kwnst saa
then samme afften kam hwn thæræ
som jwncker Percenober mon weræ.
Hwn giør och medh kwnst tha
at jngen mand hinnæ saa;
tha skwoddæ hwn then jwncker good
pa golwed for kwngen ther han stod;
hinnæ behawet hanum myghet wel,
thet wil jech eder seye medh skiel.
Tha hwn haffde then jwncker siet
som war the ærindæ hwn effter liet,
hwn war tha jckj hallæ sien
och øwed sin kwnst snart igien,
thet wil jech eder seye for sannæ.
Then samme nat kam hwn hiem til lande;
thet weste hwerken qwinne heller mand
hwad then jomfrw tog til hande.
Tha thereffter jen staked tide
then konning i Franckerig lystæ at ryde
i skowen ath jeye effter hiorte oc hinde,
Percenober fulde hanum; thet same sinde
som konningen mon i skowen faræ,
ther kam jen hiort løbinde sa saræ
och løb sa fast i skowen fram;
Percenober løb effter, then edelæ mand,
och fulde hiorten sa lengy thæræ
han wiste ey hwaræ hans herræ mon weræ.
thet liddæ tha fast at afftens tid;
172r| alt mon han effter hiorten ridhe
och red saa lengy, then edele mand,
ath han kam neder til jen strand
och saa jet skyb tha for seg thæræ.
Han westæ tha ey hwaræ hiorten mon weræ.
Natten gik hanum fast pa hende;
han westæ ey hwort han willæ seg wende.
Tha tog han til ath tenkæ aa,
»effter thet ær nw føwet saa
ath jech ær fraa myn herræ wilt,
thet giør mæg i myt hierte ilt
medhen jech ær nw kommen hæræ.
I thette skyb tha wil jech wæræ
och ther i nat ath bliwæ,
tage slikt som Gud wil giwe.«
Skibed ther jech sawde fraa,
thet seyel som ther war appa,
war wel beseyled medh guld
och sat medh dyræ stiene fuld;
towen war aff silky hin skiæræ
och mange vnder mon ther wæræ;
masten war aff guld hin renæ
hwn war och sat medh dyræ stienæ.
Hwad skal jech mieræ seye therfra?
Han gik i skibed och giorde saa
och lod sin hæst och springe therjnd.
Han saa ther hwerken mand heller qwind
172v| tha han jnd kam, then edelæ mand;
thet wil jech eder seye for sand.
Han fand tha for sæg thæræ
mad och win til rede wæræ,
foor och krøbe til sin hæst,
jen sæng giord som hwn kunne bæst
och redh medh dyræ kleder saa
som jen konning matte liggæ aa.
Orlig om morigen thet war dag,
then jwncker stod ap och giorde saa:
han sa tha vd i hawed sa wide;
tha worte han war i samme tide
thet han war foræ jen mektige stad.
Han war jckj myghet i hierthet glad
for thet war tha saa komed til handhæ
ath han war ther i fræmedhæ landhæ.
Tha tenctæ han medh sielwer sægh,
»herræ Gud, thu hielpæ mægh
ath jech matte faa ath wedhe hæræ
hwad mectuge stad thette mon wæræ.«
Ther han haffde thet tenct, then edlæ mand,
han lodh sin hæst tha springe i landh
och red saa strax i then stadh;
han war jckj myghet i hierthet glad
for han kwndhe ther jnthet folk findhe
hwærken mand heller qwinnæ.
Tha han jnthet folk ther saa,
han tog tha affter at tenke aa,
»oo, herræ Gud, hwad mon thu mienæ
173r| medhen jech skal faræ hæræ saa jene?«
Han red tha fram och giorde saa;
jen mectuge slot for staden laa.
Tha tog han til ath qwide
»hid wil jech giensten ride.
Gud han mon thet joo saa giøræ
at jec maa folk antug see heller høræ.«
Ther han kam for then slotzport,
therower stod jet torn stort,
porten obnedis i samme sind;
then jwncker redh tha giensten jndh.
Snarligh the hans hest bort førde,
dog saa han jckj hwem thet giørde.
Sidhen wortæ han fuld i stowen jnd;
han saa ther hwerken mand heller qwind.
Hwidhe dwge pa borden laa,
ther brendæ och lyws i hweriæ wraa.
Stowen war lyws som cristallæ,
dog sa han jnthet folk medh allæ.
Tha war han myghet i hierthet wee
for han ther jngen kunde høræ heller see;
han tenctæ tha medh sæg jene,
»oo, herræ Gud, hwad mon thu nw miene?
Jech ær joo skyldug at døø for thik
thy ath thu tolde død for mæg,
saa gierne nw som jen anen tid
tha ær forglømd allæ myn qwid.«
Han matte tha see i same sind
ther kam mange blws i stowen jnd,
pibæ och harpeleg han hørdæ,
dog saa han jckj hwæm thet giørdæ.
Tha kwnde han tenke medh sielwer seg
173v| ath ther kam jnd jen jomfrv rig
som fuldis i stowen jnd til mad.
Han bleff alt qwer ther som han sad.
Siden kwnne then jwncker kiennæ
ther kam om hanum mange hændæ
och fulde hanum bort then edelæ mand
medh then jomfrv at tage wand.
Siden worte han sat til bord,
jngen taled til hanum jet ord.
Then jwncker fornam som han sad,
thet han skulde edæ medh hinnæ aff fad.
Ther bleff han siddind, then edelæ mand,
thet wil jech eder seye for sand;
han war saa red som jen haræ
for allæ ting bar then jwncker faræ.
Ther kam och win i kostelig kar,
dog saa han jckj hwem them baar;
han kunne och kienne, then jwncker god,
jen biszer for then jomfrv stod
och skar jet stycky for hinde
hwert anned for hanum i same sinde.
Tha giorde han kors for seg,
,Herræ Gud, thu hielpæ nw mæg,
jech skal edæ aff thenne mad
ther jech sier legge i thette fad
och drickæ sidhen hwad jec kan faa,
lad sa gonge hwræ thet maa!«
For hanum war allæhande nadhe
til dryk och edinde bode.
Thet giek hanum allæmiest til miene
ath han skwlde sidde ther saa jenne.
174r| Hwad kan jech ther mieræ seye fraa?
Then afften bleff han sidindæ saa
och hørde mange fowræ tone,
bodhæ trompe och harpæ oc basone,
dog war hanum i hierthet wee
for han kunnæ jngen man høræ heller see.
Hwad mon the sidhen tage til hande?
Ther kam mange blws for hanum ath stande;
tha tencte han medh seg thæræ
hwad rey mon thette wæræ,
och tencte tha sa jnnerlig
han redis thet war hanum til swig.
Siden kwnde han effter kienne
ther kam om hanum mange hende
och fwldhe hanum aff stowen theræ
til jen seng war giord medh æræ
och redh medh dyræ kleder saa
som jen konning matte lege appa;
ther bleff han ligind jen liden stwnd
och haffde sorig mangelwnd.
Siden matte han see, then jwncker god,
at mange blws for sengen stod
och kwnne tha effter kienne
ath jomfrwen war therjnnæ,
och tencte tha medh sielwer seg,
»mon hwn skullæ i seng til megh?«
The gingæ tha bort, bode mør oc swenne,
then jomfrv bleff for sengen jenne;
siden sættis hwn i sengen ned
Percenober wendis til wegen wed
174v| och tenctæ tha medh sæg jene,
»hielp nw, Maria, then renæ,
ath hwn wildhe nw sa for mæg rade
thet jech skulde faa heræ jnghen skade.«
Then jomfrv rørde wed hanum medh listæ,
och lod som hwn thet jckj wistæ
ath then jwncker skulde i sengen wæræ,
och sporde strax hwræ han kam thæræ.
Hwn ropte høfft och sawde saa:
»thit howed skal thik hwges fra!«
»myn kieræ jomfrv, for eder æræ,
jec wed ey sielff hwræ jech kam hæræ!«
Then jomfrv mon tha effter ledhe,
»thu skalt mæg seye hwad thu hiede,«
och taled til hanum tha medh listæ;
hans naffn hwn fuldwel westæ.
Han laa tha redh som jen haræ,
then jomfrv torde han tha nepelig swaræ,
»giørær medh mæg effter eder nadhe,
hwad som Gud giwer eder til rade,
jen fattige swinhørde mon jech wæræ;
jech wed ey sielff hwræ jech kam hæræ.
Eehwræ jech kam pa thenne ferdh,
tha ær myt naffn jckj myghet werdh.«
Then jomfrv swared, och war ey sien,
och sawdæ tha til then jwncker igien:
»Myntæ thu ath jech mon thet jckj wede
ath thu Percenober mon hiede?
Jech seyer thik nw i thette sinnæ
175r| ath thu skalt thet i sannen befinnæ
om thu wilt giøræ som jech thik radæ,
tha skal thik aldiels jnthet skade.«
»Myn kieræ jomfrv, jech lyder eder
fuldgierne ath giøræ hwad I mæg beder,
och skullæ I wede for sanindæ hæræ:
eder fattuge tiener wil jech wæræ
och effter eder rad ath giøræ,
thet skullæ I wesselig see och høræ.«
Tha swared hanum then jomfrv righ:
»thet seyer jech eder sannelig
ath jech wil thik til herræ hawæ
och aldrigh andræ i mynæ dawæ.
Thu skalt hæræ jeth halfft aar wæræ
och hawæ hwær dagh mygel æræ
ath thet skal jngen ath wedhæ faa
vdhen thu och jech wy jenne too;
och jngen man skal see thik.
Hwær nat skalt thu legge hooss mægh,
dog maa thet jckj anned wæræ
æn thu skalt leggæ hooss mæg medh æræ
och jngen vhøwske mæg ath bydhæ
om thu wilt myt rad lydhæ.
thet seyer jech thik sannelig:
jech wil om natten snakæ medh thik
hwad os kan bodhæ wæræ til glede,
thet skalt thw for sanindæ wedhe.
Lade thik dog jnthet longe
ath thu skalt mæg ath see fonge;
nar jet halfft aar kan forgaa,
175v| tha skalt thw mæg ath see faa
medh mygel glede och æræ,
och tha skal wort brøllop weræ.«
Then jwncker swared som I moo høræ:
»myn kieræ jomfrv, eder willig ath giøræ
och lyde eder rade i allæ madhæ,
thet wil jech jnghenlwnde lade.«
Hwad kan jech ther mieræ seye fra?
thet bleff tha jen moned saa
at hwer nat laa han i hinnes arm,
dog war thet hans miestæ harm
thet han matte jngen folk høræ heller see,
thet giorde hanum miest i hierthet wee.
