Jen nat han laa hooss hinnes sidæ,
tha mon han effter saræ qwidhe,
then jomfrv swared hanum tha igien
hwad hanum war kommen til mien.
178r|»myn kieræ jomfrv, effter eder nadhe
jech wed ey sielff hwad mæg mon skadæ,
dog kan jech thet wel merkæ
ath myt hierte mon sorlig werkæ.«
Then jomfrv swared hanum obenbaræ:
»Thw matte wel swcke nw fuldsaræ
thy at hiedeningen ær affther kommen igien
och giørær thin moderbrodher myghet mien,
the gaa hanum sarlig pa hendhe
och wil hans land apbrendæ.
Vdhen thu kommer snarlig thidh,
tha fonger then herræ sorig och qwid.«
Ther hwn sa taled, then jomfrw god,
tha wortæ han i sin hierte modh
och swared then jomfrv tha medh æræ:
»I skullæ thet wede, myt hiertens kieræ,
ath jech wil giøræ i allæ made
hwad som I mægh bedhe och radhe.«
Then jomfrv mon hanum effther swaræ
och sawdhe til then jwncker thæræ:
»I morigen aarlig skalt thw wedhe,
hest och skib skal wæræ til redhæ
faar tha sidhen hwad thw formaa
thid som hiorthen wiltis thik fra,
tha finder thw affter for thik thæræ
then gamle mand til redhe wæræ
hwad som han hawer ther medh seg,
thet byder han thik snarlig;
tag thet strax i hendhæ
och faar siden i thin moderbroders lande
178v| och thier thik tha affter saa
at allæ mend ma seye therfraa,
then strid skalt thw oc sa winnæ;
thet seyer jech thik, i thette sinnæ.
Nar thw hawer striden wonnen thæræ,
skyfft sa guld och sylff medh æræ
blant thet folk ther tiener thik,
kom sa snarligh hidh til mægh
och jnden jen moned kan forgonge,
tha skalt thw mæg ath see fonge
medh alsomstørstæ glede,
thet skalt thw for sannen wedhe.«
Ther then jomfrv haffde taled saa,
then jwncker swared och sawdhæ tha:
»Myn kieræ, effter eder nade
fuldgierne ath giøræ hwad I mæg rade
i sammæ stwnd och tid.«
Tha worthe bodhe i hierthet blid,
han mynte tha hinnes rosensmwnd,
thieris kierlighied war aff hiertens grwnd.
Sidhen mon then jwncker ap stande
och foor fra hinnæ strax aff landæ
thid som hiorthen wiltis hanum fra.
Snarlig jech wil seye saa,
thet fyrste then jwncker pa landhet tren,
then gamlæ man gik hanum igien
medh myghet guld och sylff i hendhe,
»thin kierest gode wen thik thet sende
ther al thin act ær aa
179r| som thw skyldis i morigen fra.«
Tha han fæk thet guld i hand,
han red strax i sin moderbroders land
oc lod tha springe sa wide
ath allæ the til hanum wil ride
som hanum wil medh æræ tienæ,
them willæ han giwæ guld hin rene;
och red siden til kongens gord
miødh och win for hanum vspard.
Hans modherbroder hanum vndfæk medh æræ
och bad hanum Gud wilkommen weræ;
the vndfinge hanum och i same sinde,
frwer och møør och høffske qwinne,
the giordhe hanum hieder mangelwnde
och all then æræ som the kwnde.
Tha worte the saa til rade,
kristen och hiedning bode,
ath the wilde lade too fram gaa
som for stridhen skwlde staa,
thy ath thet war mynne nød
æn ther skwlde sa mange død.
Then hiedne konning hawde medh seg
jen kiempæ war sterk och kostelig;
then cristene konning haffde jngen mand
for then hiedne kiempæ torde stand.
Percenober sawde til konningen tha:
»Then hedne kiempæ tørff jech bestaa
och imod hanum ath stridæ,
jech wil for hanum jen fod ey wige.«
Then hiedne kiempe giorde seg redhe
ther han fæk thesse tidind ath wede
179v| ath Percenober wilde imod hanum gaa
och wilde hanum allæjenne bestaa.
The skreff jen kresz pa then jord
och taled hwærken them jet ord,
the hwge hwerannen angelige
then jenne wilde ey for annen wige.
Then hiedne kiempæ gik hanum saa næær,
thet wil jech seye for sanen her.
Han haffde sæg næær giwet medh allæ,
tha mon han snarlig pa Gud kallæ,
han willæ hanum hielpæ ath thette sinnæ
ath han matte then hiedenning owerwinnæ.
Ther kam jen røst och taled tha
til Percenober och sawde saa:
»tenk pa thin hiertens kieræ
ther thik hawer giord sa mygel æræ.«
Tha worte han i sit hierte saa frii
ath han forglømde bode sorig och qwid
och alle the saar ther han fæk,
snarlig the hanum aff howe gik.
Percenober hio tha siden sa saræ
ath hiedening kwnde sæg jnthet waræ,
och hog hans howed aff medh allæ
ath guben then mon effter fallæ.
Tha flyde hiedeningen hwad the kwnne
och fingæ ther skade mangelwnde.
Percenober red til slothet igien;
hans moderbroder war jckj hallæ seen,
lod hintæ jen legy i samæ sinde
som then jwncker hans saar skwlde binde,
frwer och jomfrwer tentæ hanum tha
180r| al then stund som han ther laa.
