Jen hiedeningkoning aff fremmede lande
fek ath wedhe och kwnde forstande
ath Konstancianobis, then jomfrv god,
hwn war i sit hierte sa modh
och wilde sægh jngen herræ faa
184v| ther hindis landh kwndhe for staa.
Tha mon han bod til hindhe sændhæ
ath han wilde hindis land apbrænde;
vdhen hwn wilde segh i hans wolld giwe,
tha skulde han allæ hindis land fordriwe.
Ther then jomfrv thet forstodh,
tha worthe hwn æn mieræ i hierthet modh
æn hwn mon tilforne wæræ;
hwn bad sinæ godhe mæn kallæ thæræ
och lod them thet forstandhæ
then hiedningekonning hindhe sændæ.
Thy herrær swaredh tha snarlig
och sawdhe tha til then jomfrv righ:
»I skullæ thet wedhe, myn kieræ jomfrve,
ath I haffwe for hanum lidhen mowe
om han fongher thet i sinnæ,
thy ath I ær ey vdhen jen qwinnæ.
Och wil wi eder allæ radæ,
thertil wi skulle ey stande then wodhæ,
ath I eder til hanum giwe
och lade eders land ey sa fordriwæ.«
Then jomfrw swaredh tha snarlig:
»Alt for swart ær thet mægh
ath jech skal then hiedening hawæ,
thet maa mæg drøwæ allæ dawæ
och mon mægh sarligh thet fortryde,
dog wordher jech eder rad ath lyde.«
Constancianobis, then edlæ jomfrwe,
hwn fæk tha snarlig saa i howæ
ath hwn wilde hinde syster bort giøræ
185r| then hiedenninghkonningh antswar ath førræ,
hindhæ syster jech føræ sawdhe fra,
som hiedhe jomfrw Frago,
ath hwn skuldhe hanum thet wede
naar thieris brøllop skulde wæræ til redæ.
Then edelæ jomfrv Frago
lod tha snarligh giøræ saa;
hinnes skib lod hwn redæ giøræ
och lodh sin tingh til strande føræ.
Then jomfrw mon aff landhet faræ
medh ridder och swenne i skaræ
och seyled tha then saltæ søø
vdhen mødhæ och alskiøns wee.
Then fæmte dag kam vndher jen skow,
tha meltæ hwn then stalte jomfrw
och sawdhe til sin skiper thæræ:
»jech wil mæg i landhet faræ
myne møer medh mægh ath gongæ
os noger tikord ther ath fange.«
Then skiper swarede hinnæ brat:
,Jomfrw, jech seyer eder seth
heræ æræ sa mangæ orme och dywr
och allæhande creatwr,
jech rader eder ey ther ath komme
thy thet worder eder lidhet til fromme!«
Jomfrwen mon tha snarlig swaræ:
»Jech wil altligewæl i skowen faræ,
wor frwe skal ladhe sægh thertil sømme
mæg ath wocte och ath giømmæ
bode for orme och saa for dywr
och allæ vnde creatwr.«
Then same skow jech seyer fra,
185v| war then Percenober laa appa,
han haffdæ ther weredh i 7 aar
medh hvnger och tyrst och blodige saar;
aff sorig och sygdom och myghet qwale
kwnne han tha fuldlidhet talæ.
Som then jomfrw i skowen giek,
hvn snarligh hanum ath see fæk;
tha tenktæ hwn medh sægh thæræ,
»hwad man mon thette wæræ?«
Hinnes møør sawde til hinde tha:
»edlæ jomfrv, I giører saa
hanum jet karbad ath rede
och hielpe hanum noghet til klede,
tha skwllæ I sannelig røne
ath Gudh skal eder thet løne.«
Then edlæ jomfrw Fraga
swaredæ them och sawde saa:
»Han lwcter saa illæ ower allæ made,
dog wil jech giøræ som I mæg rade
hanum sine saar ath bindhe,«
swared them then edlæ qwinne.
Sidhen lod hwn tage then saræ mand
hanum ath bæræ til then strandh
som hinnæ skip foræ laa;
hwn lod tha snarligh giøræ saa
hanum jeth bad ath redhe
och fæk hanum rene klede.
Sidhen bant then jomfrv hans saar,
lodh hanum rage och kieme hans haar.
Tha thette war giord medh allæ,
hwn lodh sine skibmend snarlig kallæ
186r| och lodh hanum til skibed føræ
hans seng medh dyræ kledher giøræ.
Hwn lecte hans saar snarlig,
thet giorde then edele jomfrw rig,
sidhen lodh hwn hanum kledher skieræ
som jen ridder matte bæræ med æræ;
tha war han sa dygdelig jen mand,
thet wil jech edher seye for sand,
som man kwnne nogher sted finnæ
bodhe i twct och æræ och sinnæ.
The gleddæ hanum mangelwnde
medh al then skiemt ther the kundhe.
Then edelæ jomfrv Frago
badh winnæ ap seyel och seylæ tha
och foor tha siden snarligh
til then hiedne konnings righ
och fæk hanum antswar ath wede
nar hans brøllop skullæ wæræ redæ.
Then hiednæ konningh war ey sien,
gaff hinnæ guld och dyræ stien
och fulde hinnæ sielff til strande;
saa foor then jomfrw hiem til lande.
Then stwndh the mon vnder seyel faræ,
jomfrwen medh sit folk i skaræ,
Percenober och hwn the bode
the lecte skawtawel och waræ glade;
the lecte sa lenge medh twct och sinnæ
ath jomfrv Fraga mon hanum kienne.
Hwn sporde hanum hwadh han mon hiede,
»eders naffn thet willæ jech gierne wedhe,
mæg tycker I æræ then jwncker god
186v| myn syster ær foræ i hierthet modh.«
Han swaredh hinnæ tha snarlig
och sawdhæ sa til then jomfrv righ:
,Myn kieræ jomfrv, om I wil wedhe,
Percenober mon jech heedhe.
Jech hawer nw weredh i 7 aar
pa thenne skow medh blodige saar
medh sorig och medh høwelig wodæ;
nw tacker jech Gud och eder nodæ
ther mægh hawer holppedh i thette sinnæ.
Myn kieræ jomfrw, I skwllæ befinnæ,
jech wil edher fattige tienner wæræ
al then stwndh jech lewer hæræ.«
Ther jomfrwen thet befandh
ath han saa taled, then edlæ mand,
tha worte hwn myghet i hierthet glad
och swared hanum strax i stadh:
»Myn kieræ jwncker, eder ey ath swige
myn syster och eder wil jech forligæ
och giøræ eder wenner bode
ath hwn skal tage eder til nadhe.
Jech hawer jet slot hæræ lidhet fra
som myn fadher tilforne aa,
thid wil jech edher sendhæ
saa lengy jech kan hindis how omwende,
och naar jech eder breff tilskriwe,
tha skullæ I ther ey lenger bliwe
æn snarlig til mægh kommæ
edher sielff til myghet fromme.«
Ther thesse talæ the waræ ændh,
tha vdhwolde hwn aff sinæ mend
187r| som then jwncker skullæ medh faræ
hanwm ath tienne och tage til waræ
och hanum ath føræ til then borigh
som han skulde lewe forvdhen sorigh.
Then edelæ jomfrv Fraga
kam til sin syster och sawde saa:
»Thu skalt thet wedhe, myn syster kieræ,
then hiednæ konning wil thik æræ;
han kommær thik til hande
och wil swaræ for thine landhe.
Dogh skalt thu wedhe thet for sande
ath Percenober, then edlæ mandh,
hawer myghet vnt told for thik;
om thu wilde nw høræ mægh,
tha wildhe jech thik sanneligh seye
och jngen the sage for thik tyæ.«
Hwn sawdhe hinnæ, then stalte jomfrve,
hwræ hwn fand hanum i then skow,
»han hawer ther wered i 7 aar
medh swk och sorigh och blodige saar,
thy wil jech thik thet radhæ
ath thu tager hanum til nadhæ
och elske hanum aff hiertens grwnd
och tage ey wedh then hiednæ hwndh.«
Ther Konstancianobis thette hørde,
tha ma I høræ hwad hwn giorde,
hwn swaredh sin syster snarligh tha
som war jomfrv Frago
och giorde seg wred i howe:
»Percenober, then fulæ bowe,
hawer illæ imodh mægh giord,
syster, som thw hawer førræ hørd.«
187v| Jomfrw Frago, then edlæ qwinnæ,
giordæ sæg wred i sinnæ
och swaredæ hinnæ brat igien
til hines ord och war ey sien:
»syster, thu wast thet aldrig wærd
ath han skulde faræ tølligh fær,
sa myghet vnth som han hawer told
for thine skyld sa mangefoldh.«
Constancianobis, then edlæ jomfrve,
snarligh hwn omwende sin how
och swarede hinde blideligh:
»Kieræ syster, sey thu mægh
hwadh sted han mon pa wæræ,
lad hanum snarligh kommæ hæræ.«
Jomfrv Fraga swaredæ hinnæ brat:
»Kieræ syster, jech seyer thik seth
jech lodh hanum til mith slot faræ
och fæk hanum swennæ pa hanum skullæ waræ,
nw wil jech hanum breff tilskriwe
ath han skal ther ey lenger bliwe
æn snarlig komme til thik
effter the ordh thu swared mæg.«
Constancianobis mon hindhæ swaræ:
»Kieræ syster, willæ thu sielff faræ,
tha kam han thy rasker hidh,
mægh langis fast ath then tid
ath jec matte hanum ath see faa
om sant ær thu sawdhe fraa.«
Ther jomfrv Fragaa thy talæ forstodh,
hwn giorde seg rede, then jomfrv godh,
188r| effther then jwncker ath faræ
medh sinæ møør i skaræ.
Ther jomfrv Fragaa hwn kam thæræ
som hwn acte Percenober ath wæræ,
snarligh the tidindhe for hindhe kam
ath han war borte then edlæ mandh.
Thet fyrste hwn the tidindhe forstodh
ath han war borte then ridder godh,
snarligh begiønte hwn ath gredhe
och sa jammerligh ath ladhe.
Hwn foor tilbaghe, then jomfrv righ,
och sawdhe sin syster snarligh
ath han war borte, then ridder godh;
hwn feld pa golwedh som hwn stodh,
saa sarligh mon hwn segh giwe
ath jnghen acte hinnæ ath lewe.
Tha effther hwn besinneth sægh,
»kieræ syster, hwi sawdhe thu mæg
ath han skullæ komme hæræ
mon then ridder joo borte wæræ?
Thet maa mægh drøwe allæ stwnd
thet jech skal hawe then hiedne hwnd.«
Tha swarede hindhe Fraga:
»Kieræ syster, sørig ey saa,
thw west ey hwadh lyckæ Gud thik and,
han maa æn komme then edlæ mand
ther allæ thin akt ær appa,
188v| och løsæ allæ thin lange traa.
Gudh maa hanum æn hidh sendhe
føræ thinne hoff fonger jen ændhæ.«
