Tha pleyde Percenober, then jwncker rig,
faræ pa wandh ath forlystæ sægh
heller och i skowen ath jeyæ,
then sedh haffde han allæ dage.
Saa mon han pa wannedh faræ;
ther kam jet wedher och bleste sa saræ
och dreff hanum jndh for hiedne landh;
ther rendhe jen grewe pa hwidhen sand.
Han greb Percenober til sin fonge
och badh hanum i tornedh gange
hwilkedh som han och giordhe
for han jckj bedræ tordhe.
Ther bleff han sidinde then edlæ mand
saa lengy then grewe war redhen aff land.
Then same grewe jech saffdhe fra,
han haffdhe och saa akt appa
ath han wildæ til thet herræhoff
ther Constancianobis then edlæ jomfrwe,
skullæ medh then hiednæ hawæ,
thet skullæ tha wæræ om 14 daghe.
Grewen haffdhe jen edel fyrstjnnæ;
hwn war dygdeligh i allæ sin sinnæ,
och war hwn cristene, then frwe,
thet matte Percenober lowe.
Tha grewen war aff landhet faren
189r| medh sith folk i skaræ,
then frwe fæk tha saa i sindh
giek til Percenober i tornedh jndh.
Jen ridder haffdhe hwn och medh seg
som war høwsk och dygdelig,
hanum fulde twckt och æræ
thy han mon och cristen wæræ.
The talledh til Percenobær, then jwncker god,
som sarlig war i howen modh,
och spordhe hanum thæræ
hwræ han ther kommen waræ.
Han swarede them sa snarligh
och sawdhe til then frwe righ:
»Myn kieræ frwe, jech seyer eder sande
hwræ jech ær kommen hid til lande.
Jech pleyer allæ tidh then sedh ath hawe
ath ridhe i skowen ath jeghe
heller ath faræ vdh pa wanneth;
thet pleydhe jech myghet ath tage til handh.
Sa war jech oc saa nw vdh faren
och jnghen folk medh mægh i skaræ,
ther kam jeth wedher och blæstæ mægh hidh,
thy hawer jech bodhe sorigh och qwidh.
Æn stor thet mægh sarligh i howe
ath jech ær fra then stalte jomfrwe
som then hiedne konning skal nw hawe;
thet maa mægh treyæ allæ myne dage
189v| thy ath hwn ær myn fæstemøø.
Fonger han hindhe thet bliwer myn døø!«
Strax then frwe thette hørdhe
ath han sin talæ sa fram førde
och han war jen cristen mandh
och war sa kommen ther til land,
tha mon hwn hanum snarligh swaræ:
»Jech wil nw gierne ladhe thik faræ
om jech wiste for sanne
ath nar myn herræ kommer til landhe
thet han skulde mæg ey therfor hadhæ.
Vilt thu seye mægh vdhen skadhe,
tha skullæ jech ladhe thik ridhe
om thu kwndhe frælses aff thin qwide.«
Percenober swaredhe tha snarligh
och sawdhe til then frwe righ:
»I skulle thet wedhe, myn frwe kieræ,
jech lower edher pa myn æræ:
om I wil ladhæ mægh faræ,
jech skal thet sanneligh saa bewaræ
ath eders herræ skal edher jckj hadhe
for then sag i nogher madhe.«
Then frwe gaff hanum harnskæ och hest
som hwn vdwoldhe vdh aff thy beste,
och thertil 12 swenne
som hanum skulde tiene,
forvdhen guld och sylff hin rene
och thertil mange dyræ stiene.
190r| Sidhen bad hwn hanum wel faræ,
Gud hans liiff och æræ bewaræ.
Tha han mon aff slothet ride
allæ hans foræ waræ hwide,
han red blanth andræ som jen løwe
och redis tha for jnghen drøwe.
Tha then jwncker kam ther til lande
som thet herræhow skulde stande,
saa næær han saa then same stad.
Ther møtte hanum ien grewe god
medh sortte foræ och howmodh,
han mon och sielfftolffte wæræ;
han wilde sith liiff ey sparæ for æræ.
Thet fyrste Percenober hanum saa,
stak hanum fra hesten thet han laa,
siden stigde han aff sin hest
wndfæk hanum som han kwnde best,
och bad han skwldæ hanum thet forgiwe.
Han sawdæ han wilde hans stalbroder bliwe
och staa medh hanum i lyst och nøød
dog thet skulde gialde hans død.
The jette hwerandræ til lige,
then jene skwllæ then annen allær swige.
Siden mon the thieris naffn omwende
for jngen mand skulde them kiende.
Ridder hwidrok skwlde Percenober hiede,
for jngen skwlde hans naffn wede,
Grewen skwlde hiede sorterok,
the wilde bode veræ framerste i flok.
Tha stigde the pa hesten igien,
190v| thieris hielm war sath medh dyræ stien,
och red medh thieris folk i skaræ;
for jnghen herrær bar the faræ.
The waræ too helled rige,
the red i stadhen til lige.
Stadhen hiedhe Constancia,
som jech fyrst i bogen saffde fra,
the haffde them ey sielff sa kieræ
ath the wilde them sparæ for frweræræ.
Thet fyrste the kam i stadhen jndh,
ther stodh too ridder pa the tindh,
besoo the herrær bodhe
och skiøtte allæ thieris ladhæ.
Tha feld thet segh saa i laff
at the kam i stadhen then same dag
som howet skwlde standhe;
snarligh the pa bannen rende
och stwnge aff firæ til lige
the wilde for jnghen herrær wige.
Ridder hwidrok sa tha for seg thæræ
then same grewe i hoben weræ
som hanum greb tilforne;
han wilde hanum gierne fortørne
och tenkte thet seyels han frwen sawde,
medh thet samme han til hanum lawdhe
och stak hanum hwodhet fra
sa langt thet i rindestienen laa.
191r| Tha talede hwidrok wedh sægh jene:
»Thu skalt thin hosfrw ey formyene
ath hwn lodh mægh aff tornedh gange.
Hwn skal ey therfor væræ thin fonge.«
Tha worte the saa til radhe,
hwidrok och sin stalbrodher bodhe,
ath the wilde til herberighet ridhe
och lewe dygdeligh vdhen qwide
hwilked som the och giordhe
och worte ey hwem thet sporde.
Then annen dag mod meddagsstidh,
tha mon the effther pa banen ridhe;
och saa ridder hwidrok for seg thæræ
hans modherbrodher war kommen medh æræ
som war konningh i Franckerigh,
man fandh tha jckj mange sligh.
Then hiedne konning och han tha bode,
the rændhe tilsamen vdhen nadhæ
och stwnge hwærannen angerlige
ath konghen aff Frankerige matte wige.
Ther ridder hwidrok thette saa,
hanum fortrødh thet saa skullæ gaa.
Han rendhe til sin modherbrodher thaa
vndsatte hanum han giorde saa;
sidhen han sin hest om wende
til then hiednæ konning han rendhe
och hogh aff hanum then høgre arm;
thet worte then skiewel myghet til harm.
191v| Jomfrv Fragaa jech førræ aff saffdhe,
hwn tha jckj lengher tawde;
thet fyrste hwn the hoffwerk saa
ath hwidrok hog hanum armen fra,
tha sawdhe hwn til sin syster thæræ
som hiede Constancianobis medh æræ:
»Syster, thw skalt wede for santh
ath Percenober, then edlæ mand,
hawer wel forwonneth sin qwide;
thu matte nw see hanum hissed ridæ
j hwith harnske forvdhen guld
hans hielm aff dyræ stiene fuldh.«
Ther Constancianobiss thette hørdhe
ath jomfrv Fragaa thette rørde,
tha badh hwn hinne giøre'd for æræ
ath hwn skulde snarligh forsøge thæræ
til hans herberigh strax ath gange,
och skullæ hinnæ ath wedhe fanghe
om Percenober war thæræ
som hwn haffdhe i hierthet kieræ.
Jomfrv Fragaa, then edelæ qwinne,
som war dygdeligh i sindhæ,
hwn forkledde sæg brath
och giek strax then same nath
thid som hans hærberigh war,
192r| jen korff fuld aff eblæ medh sæg bar
hwilket som hwn wilde sælæ
hwo ther lystæ aff ath wælæ;
thet giorde then edlæ qwinnæ
for jngen mand skwlde hinnæ kienne.
Thet fyrstæ hwn i hwsed kam,
snarligh then jomfrw tha fornam
och kiende Percenober som han sad,
tha worte hwn myghet i hierthet glad.
Tha hwn haffde ath wede fonghet
thet ærinde som hwn war effther gonghet,
tha giek hwn effter then same ledh
til sin syster affter igien
och sanneligh sawdhe hinnæ fra
ath hwn jwncker Percenober saa
