Ribe stadsret 1269. 26. juni

År 1269 for Herrens menneskevorden, den 26. juni, er af den højbårne herre Erik, de danskes konge, søn af den herre kong Christoffer, i nævnte herre kong Eriks 12. regeringsår, denne ret og disse bestemmelser bevilget til borgerne i Ribe på den i Nyborg afholdte rådsforsamling og stadfæstet med den herre kongens segl, idet rigets bedste mænd samtykkede dertil.

<1> Dræber nogen uden grund en person i vor bymark, og bliver han fældet herfor, skal han være hjemfalden til dødsstraf. Hvis han flygter, skal han miste sin fred, og hans slægtninge skal intet bøde for ham.

<2> Dræber nogen en person i vor by, i et hus eller på gaden, ved nat eller dag, og han ikke bliver pågrebet på fersk gerning, skal 12 naboer fra begge sider af det sted, hvor manddrabet blev begået, stævnes for fogeden og rådmændene for at træffe afgørelse om dette manddrab, og de er forpligtede til at udfinde, hvem der er skyldig i hans død, og de af disse 12, der ikke vil deltage i afgørelsen, skal betale 40 mark penge til fogeden og byen, af hvilke halvdelen skal tilfalde fogeden og halvdelen byen. Men hvis de 12 ikke kan blive enige, skal flertallet gøre udslaget, og hvad det under deres ed beslutter, skal være gyldigt. Og hvis nogen af dem handler herimod og uretfærdigt, skal han straffes med 40 mark og ikke mere have adgang til at dømme og vidne.

<3> Øver nogen vold imod en kvinde, og han bliver fældet for det med de 12 nærmeste naboer der, hvor voldtægten fandt sted, skal han være hjemfalden til dødsstraf.

<4> Gæster nogen en anden mand i hjemmet med en væbnet skare og øver vold imod ham og opbryder hans hus og vil såre husejeren eller hans svende uforskyldt, og husejeren på grund af fare for sit liv forsvarer sig, og gerningsmanden sammesteds bliver såret, så skal han være udelukket fra erstatning og bøde, uanset hvilken skade han derved har lidt. Men hvis nogen med vold og magt trænger ind i anden mands hus og handler ilde med ham i hans eget hus, skal han, hvis han bliver fældet med 8 gode mænd, der har bopæl i byen, eller med 8 gode mænd og hans uberygtede naboer, som var til stede, bøde 40 mark penge til husejeren, 40 mark penge til fogeden og ligeså til byen.

<5> Sårer nogen en anden mand med dødbringende våben og bliver fældet derfor med 8 gode mænd, der har deres bopæl i byen, er det ret, at hans hånd afhugges, medmindre der med den skadelidtes samtykke af fogeden og rådmændene kan stiftes venskabeligt forlig imellem dem.

<6> Bærer nogen borger våben på sig, efter at han kommer til sit herberg, hvis han har været uden for byen i forretninger, og han bliver pågrebet med dem, skal han bøde en halv mark penge til fogeden og lige så meget til byen. Men hvis det er en gæst (ͻ: en udenbys købmand), skal han, så snart han kommer til sit herberg, give våbnene i forvaring hos sin vært. Hvis han derefter bærer dem på sig, skal han bøde fogeden en halv mark penge og byen lige så meget, eller han skal med sin egen hånd alene på relikvierne rense sig (ͻ: sværge), at han ikke vidste, at det var forbudt. Fremdeles skal husejeren fortælle gæsten, at det er forbudt at bære våben i byen. Hvis han ikke gør det, skal han betale byen en halv mark penge og fogeden lige så meget. Men hvis gæsten trods påmindelse alligevel bærer våben, skal hans hånd gennembores med samme dolk, sværd eller spyd.

<7> Det skal ikke være tilladt for nogen af vore borgere — de være ved deres fornufts brug eller ligge på deres yderste — at testamentere eller sælge fast ejendom, beliggende i vor by, til kirker eller klostre, bisper eller riddere. Men hvis nogen vil testamentere det, skal han sælge det til sine medborgere for penge og testamentere disse til kirker eller klostre. Den, der forbryder sig mod dette, skal betale byen 6 mark penge og fogeden 6 mark. Den faste ejendom skal alligevel sælges til borgerne.

<8> Bryder nogen, hvad byen har forordnet at overholde, skal rådmændene dømme herom, og byen skal oppebære halvdelen og fogeden halvdelen af hvad bøde, der end falder deraf.

<9> Slår nogen med overlæg en anden mand med stok, skal han, hvis den slagne undslipper døden, miste hånden. Hvis den slagne dør deraf, skal han, som slog ham, være hjemfalden til dødsstraf. Men hvis han ikke bliver grebet på fersk gerning og benægter, skal han — hvis han kan — værge for sig ved tolv naboer til det sted, hvor dette foregik.

<10> Hvis nogen bliver stævnet til at træffe afgørelse om sårene og ikke indfinder sig, skal han straffes med tre mark. På samme måde skal der forholdes ved røveri.

<11> Hvis der pludseligt opstår skænderi eller strid mellem to mænd på gaden eller på en offentlig plads eller måske ved drikkelag, og de dér griber knipler og stokke til gensidig skade for hinanden, og det kan godtgøres ved to gode mænd, som var til stede, at det ikke skete efter forudgående overlæg, men efter pludselig indskydelse, skal han (ͻ: gerningsmanden) betale den skadelidte 6 mark penge, byen 6 mark penge og fogeden 6 mark. Men hvis det kan godtgøres ved gode mænd, at der forud var strid imellem dem, og den ene havde lagt et baghold for den anden og såret ham, skal han, hvis den skadelidte redder livet, betale ham 40 mark penge, og ligeledes byen og fogeden 40 mark. Men hvis han dør deraf, er han skyldig til døden.

<12> Giver nogen som helst en anden mand en lussing eller på offentlig plads eller på gaden eller hvor som helst ellers i byen uden grund støder voldeligt til en anden mand, skal han, hvis det kan godtgøres ved to gode mænd, der var til stede, betale den skadelidte 3 mark, fogeden 1 mark og byen 1 mark.

<13> Hvis nogen under skænderi med anden mand kalder den anden tyv eller røver eller falskner, meneder, morder, skørlevner, eller horeunge og løgner til skade og vanære for ham, og ikke kan bevise, at det er således, skal han godtgøre ham, som han har beskyldt for brøden, 3 mark, fogeden 1 mark og byen 1 mark.

<14> Og skændes nogen kvinder indbyrdes, er det ret, at de bærer sten om halsen op og ned ad byens gader.

<15> Drager nogen som helst sit sværd eller sin dolk af skeden for at såre en anden mand, eller ryster ham voldsomt, skal han, hvis han bliver fældet for dette med to gode mænd, der har deres bopæl i byen, betale den skadelidte 3 mark penge, fogeden 3 mark og byen 3 mark. Men vil nogen såre en anden med en dolk, skal hans hånd gennembores med dolken.

<16> Bliver nogen som helst i vor by fældet for en alvorlig sag, som gælder halsen, og flygter, skal han miste sin fred, hvor han end kommer og bliver pågrebet. Bliver nogen som helst forvist og afsværger byen og atter vender tilbage uden rådmændenes tilladelse, skal han være hjemfalden til dødsstraf.

<17> Hvis nogen tager sig en ægteviet hustru hér, og han har en ægteviet hustru et andet sted, og han forlader hende, skal han give afkald på den senere (ͻ: nr. 2), hvis han bliver fældet for denne sag, og være uden del i hendes ejendom, men jages ud af byen, og for den skændige gerning skal han betale sin halve formue til fogeden og byen. Hvis nogen forlokker en anden mands ægtehustru og tager hans gods og flygter fra byen med hende, skal han, hvis han bliver pågrebet sammen med hende, være hjemfalden til dødsstraf.

<18> Kommer nogen med ikke-lødigt sølv i handel, og møntmesteren erklærer det for falskt, men han (ͻ: sølvets ejer) forsikrer, at han har modtaget det i sine handler, da skal han, snarere end møntmesteren, have medhold. Men hvis nogen med vidende har givet falske penninge ud og bliver grebet i det, skal han være hjemfalden til dødsstraf. Hvis en af bønderne i uvidenhed bliver pågrebet med falske penninge, skal han bøde byen 1 mark penninge og fogeden 1 mark penninge. Og den, som bliver pågrebet ved stath og stapel, skal straffes på livet.

<19> Hvis nogen findes med forfalsket honning, skal købmanden, hvis han er en gæst (ͻ: en udenbys købmand), rense sig med sine skibsfæller. Men er det en borger, skal han forsvare og rense sig med 12 naboer fra begge sider (af hans bopæl); og hvis denne eller hin kommer til kort i renselsen, skal han være hjemfalden til dødsstraf, og honningen skal brændes og fortæres af ilden; det samme skal ske med forfalsket voks og ligeledes med alt forfalsket, som skal ødelægges.

<20> Hvis nogen har et falsk skæppemål, og han bliver pågrebet med det, skal han bøde byen 1 mark penge og fogeden 1 mark penge, og skæppemålets bund skal slås ud, og skæppemålet skal ophænges på markedet. Det samme skal gøres med punder, alenstok og vægte. Men intet skæppemål eller målebånd eller alenstok kan blive genstand for klage, medmindre det pågribes under målingen. Men hvis nogen har to af dem (ͻ: målene), nemlig et større, med hvilket han modtager, og et mindre, med hvilket han giver ud, skal han regnes for en tyv, hvis han bliver pågrebet med dem.

<21> Hvis nogen bliver pågrebet med et falsk mål til vin, mjød eller øl, skal han betale fogeden 1 mark penge og byen 1 mark penge. Og hvis han det rette mål, og han ikke sætter det fyldt frem, skal han betale fogeden 1 øre penge og byen 1 øre penge.

<22> Bliver nogen bliver stævnet til at vidne om sandheden i en sag og bliver grebet i falsk (vidnesbyrd), skal han bøde fogeden 3 mark penge og byen 3 mark, og han skal udelukkes fra vidneførelse og aldrig senere tillades at vidne om nogen sag.

<23> Lægger nogen baghold for anden mand ved nat eller ved dag, og frarøver ham hans ejendele, skal han, hvis han bliver fældet med 12 naboer, straffes med halshugning.

<24> Hvis nogen bliver pågrebet med tyvegods til en værdi af en halv mark penge, skal han som tyv være skyldig til hængning. Men hvis vurderingen viser mindre værdi, da skal han have tyvsmærke, og hvis han efter dette bliver grebet med tyvegods af mindre eller større værdi, skal han hænges.

<25> Hvis nogen beskylder en anden mand for tyveri, og han intet griber hos ham, skal han rense sig med 12 naboer fra begge sider (af sin bopæl) og således være fri (for tiltale). Og enhver kvinde, der fortjener at blive hængt for tyveri, skal for den kvindelige æres skyld begraves levende.

<26> Hvis nogen bliver sin egen drabsmand ‒ hvad Gud afvende! ‒ eller ved lovlig dom bliver halshugget, skal hans arvinger fuldt ud oppebære hele arven efter ham. Hvis nogen bliver hængt for tyveri, skal byen have den ene halvdel af tyvens lod og fogeden den anden halvdel.

<27> Hvis en mand pågribes med anden mands ægteviede hustru, er det ret, at han af hende trækkes op og ned ad byens gader ved sin penis, og hvis det træffer sig, at ægtemanden efter at have medtaget vidner dræber ægteskabsbryderen eller dem begge i horsengen, skal han (ͻ: ægteskabsbryderen) ikke have erstatning eller bøde. Og hvis en pige mod forældrenes samtykke og af fri vilje ulovligt lever i et åbenlyst ægteskab, skal hun miste hele sin formue.

<28> Hvor et løfte bliver aflagt og bestemt for rådmændene eller for de mænd, der nu er udpegede til rådet, skal samme løfte holdes for gyldigt, og hvis de rådmænd, for hvem løftet blev aflagt, træder frem for de andre rådmænd og erklærer, at dette løfte er sandt og aflagt således, skal løftet forblive gyldigt såvel for dem, som da først påhørte det, som for dem, der tidligere havde påhørt det.

<29> Hvert år skal der skiftes rådmænd, således at 4 af de tidligere rådmænd skal blive tilbage i embedet i det år. I det andet år skal de fratræde.

<30> Hvis nogen begår noget mod rådmændene eller deres befuldmægtigede uden skyld fra deres side, i ord eller gerning, og bliver fældet derfor med 2 gode mænd, som var til stede og hørte derpå, skal han bøde dobbelt til dem, eller bøde mere end for en anden mand til dem, og desuden skal han som tegn på ærbødighed give hver af rådmændene en halv mark.

<31> Taler nogen imod rådmændenes og fogedens forordning og ikke vil rette sig efter den, skal han bøde byen 3 mark og fogeden 3 mark, og ikke desto mindre rette sig efter den af dem forinden givne forordning.

<32> Enhver sag, som rådmændene bliver enige om med fogeden, skal overholdes som gyldig og retskraftig uden nogen protest fra borgere eller andre.

<33> Klager nogen på tinge eller fremfører en sag dér uden rådmændenes og fogedens tilladelse, skal han bøde fogeden og byen 1 øre penge.

<34> Sender rådmændene byens bud til nogen for at oppebære den witæ, hans brøde kræver, og han ikke frivilligt betaler ham, men nægter, skal han bøde fogeden 1 øre penge og byen 1 øre penge. Men hvis rådmændene personligt indfinder sig for den slags overtrædelser og vender tomhændede tilbage, skal han bøde fogeden 1 mark og byen én mark.

<35> Røber nogen af rådmændene rådets planer, en såkaldt raas røuær, eller sælger byens retshåndhævelse for penge, skal han, hvis han bliver fældet herfor, udstødes af rådet og aldrig senere tages til rådmand.

<36> Bygger nogen noget på sin egen grund, og der ved en ond hændelse eller tilfælde, som ingen har forårsaget, sker en anden en skade på grund af denne bygning, skal han, hvis bygninger det er, slet intet være forpligtet til at svare den skadelidte.

<37> Hvis nogen går ind i anden mands hus af en eller anden grund, og dér på en eller anden måde bliver såret af et trækdyr eller en okse eller en hund, er husets ejer intet forpligtet til at svare den skadelidte.

<38> Men hvis okse eller trækdyr eller hest, som man lovligt kan holde, sårer nogen mand dødeligt, skal ejeren have valget imellem at udlevere ham det stykke kvæg som bøde eller at beholde det og bøde den skadelidte 9 mark penge. Og hvis det samme atter hænder med samme dyr, skal han bøde den skadelidte 18 mark, fogeden 6 mark og byen 6 mark.

<39> Men hvis kvæg tilføjer nogen et sår uden lest, skal ejeren enten overlade det stykke kvæg og skille sig af med det til den skadelidte, eller han skal bøde ham 2 mark. Men hvis det samme atter hænder med samme dyr, skal han bøde den skadelidte 4 mark og fogeden 3 mark og byen 3 mark.

<40> Snapper nogen en ting fra anden mand uden dennes samtykke og vilje, skal han, hvis han bliver fældet med 2 gode mænd, som var til stede, bøde ham 3 mark, fogeden 1 mark og byen 1 mark.

<41> Hvis nogen klager over anden mand, fordi han er påført økonomisk tab af ham, skal han tydeligt udtrykke vurderingen af skaden, og <den tiltalte skal> stille ham tilfreds, eller rense sig ved egen ed alene, aflagt på relikvierne.

<42> Hvis en af borgerne uden for byen bliver utilbørligt maltrakteret af en anden mand, og han efter at være vendt tilbage rejser klagemål mod sin medborger for at være årsag til, at det skete, skal denne give den skadelidte erstatning eller med ed bekræfte ikke at være årsag til, at det skete.

<43> De, som skal bevise sandheden eller vidne om vigtig sag, skal have deres bopæl inden for byens mure. Hvis de ikke har det, kan de ikke vidne.

<44> <Brud på> den fred, som kaldes Gudsfred, og blodsudgydelse kan bevises ved hvem som helst, så længe personerne i hans ed er uberygtede, hvis de var til stede og hørte dette.

<45> Hvad end en person tilstår på tinge, kan han ikke med nogen ret rense sig for, når både fogeden og rådmændene hører derpå, og to gode mænd, der har bopæl i byen, aflægger ed derpå, selvom også det drejer sig om hans hals.

<46> Hvis nogen rejser klage mod anden mand af nogen som helst grund, og den anden benægter for fogeden og rådmændene, men ikke vil aflægge ed på det og hellere vil betale end sværge, skal han betale fogeden 2 øre penge og byen 2 øre penge, fordi han først nægtede.

<47> Låner nogen en anden mand noget, og det ved en eller anden hændelse går til grunde, er han (ͻ: låneren) med ed pligtig at betale ham.

<48> Giver nogen giver en anden mand en ting i forvaring eller sætter en ting i pant, og tingen går til grunde, skal han (ͻ: modtageren) med sin egen ed alene, aflagt på relikvierne, rense sig for at være årsag til at tingen er gået til grunde eller at det skete af forsømmelighed.

<49> Vil nogen vil sælge sine ejendomme, skal han under medtagelse af 2 gode mænd, som har bopæl i byen, første, anden og tredje gang på tinge tilbyde dem til sine nærmeste slægtninge, og hvis disse vil købe og tilbyder lige så meget derfor som fremmede, så skal de (have ret til at) købe; men hvis de ikke vil, så skal det tillades ham at sælge til hvem, han vil, efter byens ret.

<50> Har nogen ejendomme, hvoraf der betales leje hvert år, og han, som har lejet dem, ikke betaler lejen inden 15 dage efter betalingsfristen, nemlig efter St. Hans dag og St. Andreas dag, skal han, hvis husejeren vil klage over ham, betale husejeren 4 ørtug, fogeden 4 ørtug og byen 4 ørtug.

<51> Hvis nogen lejer og overtager en andens hus, og huset efterfølgende brænder ned, er han forpligtet til at betale leje for et halvt år, og hvis han er i huset mere end et halvt år, er han forpligtet til at betale leje for et helt år. Hvis nogen vil sætte en anden ud af det lejede hus, kan han, der har lejet det, med sin egen ed alene på relikvier, beholde det i et år, hvis han har overtaget huset for at bo i det. Men hvis han ikke overtog det, vinder han, hvis hus det er, sagen.

<52> Hvis nogen vil beslaglægge en andens ejendele og ikke kan få fat på fogedens bud, skal beslaglæggelsen, hvis han tager to gode mænd med sig, stå ved magt, indtil han først kan bringe fogedens bud derhen. Og hvis nogen skal beslaglægge en ting, skal han gå til gården, hvor tingen opbevares, og således skal beslaglæggelsen stå ved magt.

<53> Hvis måske to personer er besiddere af ét hus, og de måske ikke vil eller ikke kan bo sammen i det, er det ikke nødvendigt, at de enten sælger huset, eller nedriver det, men den ene kan bo i huset et år eller to, efter hvad de vælger, og den anden omvendt.

<54> Hvis nogen om natten strejfer om i byens gader og bliver tilbageholdt af nogen og giver den, der tilbageholder ham, penge og ikke bliver fremstillet for dommeren og rådmændene, og dette kan bevises, skal den, der tilbageholder ham, betale fogeden 6 mark og byen 6 mark.

<55> Hvis nogen betaler en helligåndspenning i nærværelse af to gode mænd, der har deres bopæl i byen, ved indgåelse af en kontrakt eller en handel, og hvis købet mishager én af dem, førend han går fra ham, kan han enten tilbagebetale eller modtage helligåndspenningen. Hvilket ingen af dem kan gøre, hvis de er gået hver til sit.

<56> Hvis en dreng under 9 år sårer en anden, så blodet flyder, skal drengen intet bøde byen eller fogeden, undtagen ved manddrab, for hvilket han er forpligtet til at bøde.

<57> Hvis nogen vil bygge en svinesti eller en hemmelighed (ͻ: et das), skal det ikke være tilladt at bygge nærmere end fem fod fra gaden og tre fod fra sin nabo og fra kirkegården syv fod, eller fem fod, hvis det er fornødent.

<58> Alle vore borgeres grunde, uden for som inden for byen, skal skødes på almindeligt ting i nærværelse af fogeden og rådmændene. Har nogen har således skødede ejendomme i fredelig besiddelse i år og dag, skal det ikke være tilladt nogen, som i den tid bor indenfor byen, på nogen måde for fremtiden at anfægte disse besiddelser, men der skal vindes hævd i løbet af et år. Men når nogen har (sådan ejendom) i fredelig besiddelse i 3 år, skal det ikke være tilladt nogen, der i den tid har opholdt sig i kongeriget eller uden for kongeriget, at anfægte den.

<59> Bliver nogen stævnet for rådmændene og ikke indfinder sig ved første stævning, skal han betale byen en halv øre penge og fogeden en halv øre penge. Hvis han ikke indfinder sig ved anden stævning, skal han betale byen én øre og fogeden én øre penge. Men hvis han ikke indfinder sig ved den tredje stævning, skal han betale byen 2 øre og fogeden 2 øre penge, og han skal betragtes som skyldig i den sag, som er rejst imod ham. Og byens bud er forpligtet til at stævne dem.

<60> Rejser nogen sag mod en anden for et tilgodehavende på under ti mark penge, er han, hvis det er vitterligt ved to gode uberygtede mænd, som har så meget formue, at de kan svare for tilgodehavendet, forpligtet til at betale inden 15 dage, hvis han ikke har villet det forinden. Men hvis nogen rejser sag mod en anden for et tilgodehavende, der overstiger 10 mark penge, er han, hvis det er vitterligt ved to gode mænd, der har bopæl i byen, og hvis formue og bolig er så stor, at de kan svare for det tilgodehavende, hvorom sagen drejer sig, forpligtet at betale inden 15 dage, hvis han ikke har villet det forinden; og hvis han svigter ved betalingsfristen og ikke betaler sin gæld, eller også hvis han ikke overdrager ham ejendom af lige værdi med gælden, skal han inden nævnte frist betale byen 4 ørtug og fogeden 4 ørtug. Ligeledes er dette tilfældet, hvis sagen om samme tilgodehavende (på ny) rejses på nærmest følgende ting og på det næste igen. Men hvis han ikke har betalt inden det tredje ting, erklæres han for fældet og berøvet og udelukket fra enhver ret, og skal bøde ham, som har fældet ham, 1 mark, fogeden 1 mark og byen 1 mark. Men hvis han heller ikke så sørger for at betale sin gæld, skal fogeden og rådmændene have fri myndighed til at holde ham i fængsel, indtil han har betalt sin gæld.

Disse ovenfor skrevne love og rettigheder giver vi Erik, af Guds nåde de danskes og venders konge, de nævnte borgere i Ribe og bekræfter dem ved dette brevs ordlyd, idet vi giver dem dette brev under vort segl til vidnesbyrd herom. Givet fornævnte år, dag og sted.