forrige næste

Hadding

Frihed er bedre end alskens guld.
Om så verden var fuld af guld,
kunne de to ting ikke sammenlignes.
Derfor bør alle holde af den.
Jeg takker danskerne for at det var deres vilje
at de lod mig få Danmarks krone.
Svibdarger myrdede min far.
b2v|Ham gav jeg snart efter hans banesår,
og befriede danskerne fra den skat
som han havde pålagt dem.
På samme måde tog jeg også
livet af Asmund, hans søn,
og Uffe, som var Asmunds søn
og havde kronen i Sveriges rige.
Jeg dræbte ham med min højre hånd
og satte kong Hunding over hans land.
Kongen af Hellespontens land
overvandt jeg i felten.
Senere erobrede jeg mange lande
i østen til danskernes herredømme.
Den nævnte kong Hunding holdt meget af mig,
det viste han i sine sidste dage:
Vi havde begge svoret på
at den der så den anden død,
ikke skulle leve længere,
men straks ligge død på båren.
Han fik så besked om at jeg var død,
og indbød mange til øl og brød.
Han drak mit gravøl med gode mænd
og skænkede selv som en tjener.
På gulvet havde han sat en tønde,
den var fyldt med den sødeste mjød.
Den kastede han sig for min skyld i
og sank til bunds som bly.
Han opgav ånden i denne mjød,
for min skyld led han døden.
Da jeg fik at vide at det var sket,
b3r|hængte jeg mig som en gemen forbryder.