Jeg tror, og jeg ved med bestemthed
at det er den allerstørste kløgt
at tænke sig om og gå forsigtigt frem
hvor man ikke kan opnå noget med magt.
Det kunne have været en stor uret:
Min farbror slog min far ihjel;
det havde han også tænkt sig med mig:
Hvis ikke jeg da havde spillet komedie
og ladet som om jeg var dum,
så havde han myrdet mig som en gris.
Samtidig tog han også min mor
og havde hende som hustru.
Jeg sad så i ildstedet
nøgen og snavset på hvert et lem.
Der lavede jeg kroge nat og dag
og lagde dem godt skjult til side.
Til den der dér fik spurgt mig
hvad de kroge var til som jeg havde lavet,
svarede jeg: »Med dem skal jeg hævne
min fars død før jeg spiser brød.«
Derfor tvivlede han på mit ord;
han troede mig dårligt præcis som en ræv.
Han satte mig derfor på prøve
med mange slags list for at få at vide
om jeg var så tåbelig som det lod til,
eller gjorde det helt bevidst.
c1v|Først satte han mig på en hest,
med sadel og bidsel som det skal være.
Han fik mig bragt ud til skoven
og viste mig dér en kvinde.
Men da jeg sad op på hesten,
vendte jeg væk fra dens pandelok
med næsen bagud mod hestens hale.
»Hyp,« sagde jeg, »min gode hest!«
Og da de andre der var der, så det,
gav de sig alle til at le.
Men jeg holdt mig tilbage
hvad jeg end sagde eller gjorde for sjov.
Da vi kom længere ind i skoven,
mødte vi dér en vældig ulv.
Så sagde en der var der hos mig:
»Se! Sikke en hest der går dér!«
»Sådan en hest,« sagde jeg, »har min far
ikke stående i sin stald.«
Da vi så kom ned til stranden,
fandt vi et ror der lå i sandet.
De sagde at det var den største kniv
de havde set i deres liv.
Jeg svarede dem fornuftigt nok:
»Der skal en ordentlig steg til den.«
Da vi kom helt ned til stranden,
greb jeg lidt af det hvide sand
og spurgte kammeraterne hvad det var.
»Det er mel,« var det svar de gav.
Så svarede jeg dem tilbage:
c2r|»Det har en vejrmølle malet, tror jeg.«
Så fulgte de mig hen til et skur,
ved hvilket den omtalte kvinde stod.
Så gik de væk og stod i skjul
bag stubbe og andre gemmesteder
for at se om jeg gjorde noget ved kvinden,
hvad hun ikke var blevet forskånet for heller
hvis ikke en der var min ven,
havde givet mig tegn, og det i en hast,
om at se mig grundigt for
og ikke lade mig mærke med noget.
Han bandt et strå omkring en bremse
og lod den flyve hen hvor jeg stod.
Derved kunne jeg straks forstå
at der var lusk og snyd på færde.
Jeg tog da kvinden væk derfra
bag stubbe og andet, de vidste ikke hvor,
til vi var et godt stykke væk fra dem.
Dér gjorde vi det vi begge ville.
Jeg bad hende tie og lade som intet,
og det gjorde hun også da hun kom hjem.
Da jeg kom hjem, og det i en fart,
spurgte min stedfar med det samme
om jeg havde gjort noget ved kvinden,
som han havde hørt det fra mine venner.
Dertil sagde jeg prompte ja.
»Hvad lå I på?« sagde han så.
»Vi lå på rygningen af et hus,
uden tøj eller andet skjul,
c2v|og senere på en hanekam
og en hov fra en hest, en fredelig en.«
Så stod de andre dér og lo,
og dog var det sandt hvad jeg sagde.
Så spurgte han særligt kvinden
om jeg have været i kanen med hende.
Hun sagde at det havde været lidt hårdt
at gennemgå det med den gale gæst.
Han satte mig også på andre prøver
for at kende mig inderst inde.
Han lukkede mig inde med min mor
og lagde en mand i skjul derinde
som skulle ligge nede ved jorden
og høre om jeg sagde noget fornuftigt.
Da vi begge kom ind i huset,
opførte jeg mig stadig sådan.
Derinde sprang jeg op på en stol
og slog hænderne sammen og galede.
Så trådte jeg ned i stråene
og fandt straks stedet hvor manden lå.
Så begyndte min mor at græde
over at jeg var så tosset.
»Græd for dig selv,« sagde jeg,
»over at du begår blodskam
sammen med den der dræbte din mand,
min kære far, og det helt uden grund.
Havde jeg ikke galet sådan,
så havde jeg ikke set solen nu.
Den der har krænket sin brors slægt,
c3r|hvorfor skulle han skåne sin brorsøn?
Hans død vil jeg ikke glemme
når jeg kan få lejlighed til det.«
Så tog jeg manden der lå i halmen
og huggede ham i stykker.
Så kastede jeg ham med egen hånd,
ned til svinene gennem et lokum.
Der åd de ham fuldkommen op,
med brusk og ben og hud og hår.
Da min stedfar så kom hjem til gården,
spurgte han straks hvor manden var.
Han spurgte også om jeg havde set ham.
»Jeg så ham,« sagde jeg, »gå på lokum.
Der faldt han i med hud og hår,
og svinene kom og åd ham op.«
Deraf begyndte de alle til at le,
og de anså det bare for drilleri.
Dernæst sendte han mig til England
og befalede kongen med bud og brev
at han skulle få mig slået ihjel,
og modtage budene godt.
En nat mens de sov tungt,
tog jeg affære i en fart:
Jeg tog runestavene frem
og skrev dem om på mit knæ.
Jeg skrev han skulle hænge budene
og give mig sin datter til brud.
Da vi fik kongen i tale,
bad han os gå med sig til bords.
c3v|Jeg sad så og hverken drak eller spiste,
for drikken og maden var ikke god.
Om aftenen da jeg skulle gå i seng,
havde han sendt en tjener derind
for at ligge og lytte til
hvad vi talte sammen om.
Så spurgte min følgesvend hvorfor
jeg ikke kunne lide deres øl og mad.
»Brødet smagte af menneskeblod,«
sagde jeg, »det gjorde kødet også.
Men øllet smagte af rustent jern
og lugtede langt væk af det samme.
Jeg kan fortælle jer helt alvorligt:
Kongen ser med to trælleøjne.
Og hos dronningen mærkede jeg
tre tegn på noget meget slemt.«
Da tjeneren sagde til kongen
hvad vi havde talt om sammen,
sagde han jeg enten var meget klog
eller fuldstændig rendte med sladder.
Han forhørte sig så over hele sin gård
om hvor det korn havde groet
som det omtalte brød var bagt af,
og hvad man kunne klandre kødet for.
Han spurgte også på hvilket sted
de tog det vand de brugte til øllet.
Om kornet fandt de så ud af
at marken var fuld af lig
fordi der engang for længe siden
c4r|havde stået et mægtigt slag på stedet.
Og svinet som kødet var kommet fra,
havde ædt en død mand fra en grav.
I brønden de hentede vandet fra,
lå der en mængde rustne sværd.
Da kongen forstod at det var sandt,
troede han fuldt og fast på det andet.
Han tvang sin mor med list og trusler
til at fortælle ham hvem hans far var.
Hun tilstod at han var en fattig mand,
men han var så tapper som var han en konge.
Derpå spurgte han mig om de tegn
jeg havde mærket hos dronningen.
Det første, sagde jeg, klog som jeg var,
det var at hun skjulte sit hoved
med kåben som en foragtelig tjenestepige
og sad i skjul under den og kiggede ud.
Det andet var at hun bandt tøjet op
som piger plejer i køkkenet.
Det tredje var at hun stangede tænder med et strå
og spiste kålroer hun fandt foran sig.
Da han forstod at det hele var sandt,
anså han mig for en meget klog mand.
Han gav mig straks sin datter
og lod min følgesvend hænge.
Så lod jeg som om jeg blev harmfuld over
at jeg sådan var blevet krænket.
Så gav han mig en mængde guld,
det støbte jeg to stave af.
Dem tog jeg i mine hænder,
c4v|så drog jeg derfra hjem til Danmark.
Da jeg kom hjem til min fars hus,
sad de der og morede sig og drak mit gravøl
som min mor og jeg havde aftalt
inden jeg rejste til England.
Så talte min stedfar og sagde til mig:
»Hvor er de følgesvende jeg sendte med dig?«
Så viste jeg stavene fulde af guld:
»Her er de begge to, så sandt Thor,
min gud, og Odin står mig bi
hvor som helst og hvert øjeblik.«
Da jeg hørte fra nogle af dem
at dette gilde blev holdt for mig,
sagde jeg: »Så må jeg glæde folket
lige indtil midnat.«
Derfor bandt jeg mit gode sværd om livet
og holdt mig til udskænkeren.
Som jeg så gik og skænkede vin,
faldt mit sværd ud af sin skede
og skar mig lidt i hånden.
Jeg satte det på plads igen
og slog et søm igennem det
så det ikke kunne skade nogen igen.
Så gjorde jeg folk så drukne af vin
at den ene lå på den anden som svin.
Så tog jeg alle tæpperne ned
og dækkede dem der lå udspredt sådan.
Så hentede jeg mine kroge,
som jeg havde lavet helt bevidst.
c5r|Det pakkede jeg dem sammen i
så de ikke kunne bringe sig fri af hinanden.
Så stak jeg ild til bygningen
og holdt et grusomt gilde for dem.
Så gik jeg op hvor min stedfar lå,
og tog hans sværd, som stod der,
og satte mit eget i stedet,
som jeg havde slået det søm igennem.
»Vågn op,« sagde jeg, »nu er det tid
at gøre regnskab for gamle gerninger.
Dine mænd ligger nu brændt inde i ilden
nu vil jeg hævne min far.«
Så sprang han op og tog mit sværd,
som stod ved hans hovedgærde.
Men mens han stod og trak i sværdet,
slog jeg ham straks ihjel.
Derefter viste jeg mig ikke
før jeg fik hørt hvad folk mente.
Jeg hørte at de havde ondt af mig,
og de fleste var glade for hans død.
Jeg drog til ting med mine venner
og klagede min nød overalt.
Folket sluttede sig til mig
og kårede mig straks som deres konge.
Så fik jeg på mit skjold beskrevet
de mange bedrifter jeg her har nævnt.
Så sejlede jeg til England igen
til min hustru og gode ven.
Da jeg sad ved faderens bord,
c5v|forstod han på noget af det jeg sagde,
at jeg havde slået min stedfar ihjel,
hvilket ikke huede ham
fordi de havde sluttet den pagt
at hvis en af de to blev dræbt med vold,
skulle den anden hævne hans død,
og intet skulle holde ham fra det.
I Skotland var der en opblæst dronning
hun var så hård mod bejlere.
Hvis de ikke var som hun ville have dem,
fik hun hovedet hugget af dem.
Til hende bad han mig være hans bud
og spørge om hun ville være hans brud
for at hun skulle slå mig ihjel
– men det ville han ikke stå ved.
Da jeg kom frem foran hendes gård,
lagde jeg mig for at sove lidt.
Så sendte hun nogle af sine folk
ud for at udspejde mine folk.
Da de så jeg sov så tungt,
tog de skyndsomt mit skjold.
De bragte det ind til dronningen,
og hun granskede teksten på det.
Så fik hun det lagt tilbage til mig
med et bud, som var ganske hurtig.
Så gik jeg ind i gården til hende
og talte til hende og fik gode svar.
Hun sagde det undrede hende
at jeg ville gå med bud for ham
c6r|og frivilligt have hans datter som hustru
når han nu ikke var ægtefødt.
»Sådan en mand var jeg mere værdig,
en der handler så tappert
som det står skrevet på dit skjold,
som jeg har set, den mand er dristig.
Så kunne jeg gøre dig til konge med mig,
og du gøre mig til dronning med dig.«
Så tog hun mig i favn.
Jeg holdt bryllup og satte hende i en vogn
og tog hende så til England med mig.
Derfor ville kongen have forrådt mig,
han indbød mig hjem til sig som gæst.
Det gjorde han mest for at gøre mig ondt.
Han ville have slået mig ihjel,
men heldigvis lykkedes det ham ikke.
Han dræbte dog mange af mine folk
da jeg drog tilbage fra ham.
Den følgende dag kaldte han mig til kamp igen,
og derfor beredte jeg mig i tide.
Jeg rejste de døde op med sten og stave
for at vi skulle se ud til stadig at være mange.
Da han så kom og så min hær,
ventede han sig en vanskelig kamp.
Derfor flygtede han snart tilbage,
og jeg fulgte uden tøven efter i en fart.
Jeg slog ham dér og erobrede England,
og med min hustru fik jeg Skotland.
Så rejste jeg omkring i de lande
c6v|og bragte mine ting i orden.
Så hentede jeg begge mine koner,
med dem drog jeg hjem til Danmark.
Da jeg kom hjem til mit eget land,
havde min mor en anden mand.
Så slog han mig og tog livet af mig
for han havde stort begær efter riget.
Min dronning lovede at stå ved min side,
men hun bedrog og forrådte mig.
Hun tog den mand, ham kunne hun lide,
som havde dræbt mig i kamp.
Sådan plejer onde kvinders løfter
at være skrøbelige hver gang de skal holdes.
