Selv om en konge har i sin magt
at gøre det han har tænkt sig,
bør han ikke forbryde sig
mod en lov der er god og retfærdig.
Kong Atthilf af Sverige
var altid min fjende.
Han havde et stort begær efter Danmark,
han voldte mig skade, og jeg også ham,
d1r|for jeg sendte to tapre krigere ud
for at de skulle gøre ham gengæld.
De dræbte ham to mod én i en skov
i modstrid med ærlig krigerret.
Det var en skamplet for alle danske,
for det var meget forkasteligt
at to skulle angribe én i en kamp
fordi det var helt uretfærdigt.
Da jeg blev gammel og affældig,
ville alle i kamp med mig.
Også fra Sachsen gjorde de det;
de ville tage landet fra mig
é
fordi de så at jeg var blind,
og at Uffe, min søn, var småt begavet.
Jeg skulle enten slås med dem
eller give dem riget og gøre mig ussel.
Derfor spurgte jeg mine krigsfolk hver for sig
om en af dem ville kæmpe for mig.
Da rejste min søn sig og gjorde sig klar
og sagde at han ville kæmpe for mig.
Jeg spurgte på stedet hvem det var
der gav mig så mandigt et svar.
»Det er,« sagde de, »jeres kære søn,
han vil nu bevise sin mandighed.«
»Jeg er meget bange for,«
sagde jeg, »at I gør nar af min ulykke.
Jeg ved at min søn slet ikke kan tale
og ikke gør fyldest for nogen mand.«
Så svarede de mig sådan:
d1v|»Det er med sikkerhed jeres søn.«
Så spurgte jeg hvorfor han ikke havde talt før da.
Han svarede: »Nu er det nødvendigt.
I har talt for mig til nu,
nu vil jeg tale for jer.
Jeg vil nu kæmpe med to,
de tapreste mænd man kan finde i Sachsen.«
Så kaldte jeg ham hen til mig
for at mærke om han var stærk og sund.
Jeg kunne ingen brynje finde
som kunne nå rundt om hans bringe
før han skar en op i siden
og sådan fik svøbt den om kroppen.
Intet sværd var så solidt
at han ikke ved første sving splintrede det,
før end jeg gav ham mit eget sværd;
det syntes jeg han fortjente.
Det havde jeg gravet ned i jorden
sådan at ingen vidste hvor.
Så trådte han ud imod krigerne,
på Kongeskamp i Ejderfloden.
Der kæmpede han med dem begge to,
og begge folkene holdt sig væk.
Jeg var dog bange fordi de var to,
og satte mig derfor ud på en bro.
Jeg havde kastet mig i ned vandet
hvis de havde slået min søn ihjel.
Men da jeg hørte han ramte dem,
rykkede jeg bagud og var glad.
