Blufærdighed er en vældig dyd,
den klæder både fruer og jomfruer
hvis de viser sig sådan
og altid undgår for megen frækhed.
Sigrid, min datter, hun var så blufærdig
og høvisk i øjne og sind
at hun aldrig så på nogen mand
e5v|så vidt man overhovedet ved.
Mange flotte fyre bejlede til hende,
men ikke én af dem så hun på.
Jeg lod derfor bekendtgøre over alle lande
at hvis der var nogen mand eller svend
som kunne få hende til at le
eller se blidt på sig,
skulle han få hende til hustru
og drikke både mjød og vin med hende.
Det hørte en kriger, Odder hed han,
han lagde vægt på snilde og styrke.
Han friede nu til min datter med muntre ord,
men hun så kun ned i jorden.
Så kom der en grufuld jætte,
stor af krop og vranten af sind.
Hun så ikke på nogen af dem,
det smertede dem i hjertet.
Men jætten aftalte nu
med hendes piger og jomfruer
at de skulle sørge for
at hun var at finde uden for byen.
Han fandt hende dér og tog hende med
mellem bjerge og høje, hvor vidste jeg ikke.
Krigeren fulgte dog efter og dræbte jætten
og hentede min datter ud af hans gård.
Han begyndte at fri som han før havde gjort det,
men hun sad dér stille og lige så kølig.
Han ville ikke tage hende med vold
fordi hun var af så fornem slægt,
e6r|men satte hende ud på den vilde hede,
hvor der ingen mennesker var.
Så fandt hun vej til Odders mor,
og Odder kom og friede på ny.
Hun ville ikke vise sit ansigt,
det var ikke så godt eller dårligt for ham.
Men sent om aftenen da det blev mørkt,
og Odder ville gå i seng,
da gav han hende et lys i hånden,
og det brændte ned til hendes hænder.
Hun blev siddende lige så tavs
som havde hun tabt både tanke og følelse.
Da fik han medynk med hende og sagde:
»Pas dog på jeres små fingre, jomfru!
I må se i nåde til dem
selv om I ikke vil se på mig.«
Da hævede hun sine øjne
og satte en mildere mine op.
Hun gik villigt med ham i seng
uden at ænse venner og slægt.
Det havde jeg forestillet mig
at jeg skulle hænge Odder for,
men da min datter fortalte mig
hvordan han havde befriet hende fra jættens net,
og senere også fra andre farer,
brugte jeg ikke flere hårde ord på ham,
men gav hende til ham som hustru
og tog selv hans søster som dronning.
Nu kom så Regnald fra Sveriges land,
e6v|han der dræbte min far, den ædle mand.
Han havde tiltænkt mig det samme
og gjorde stort spektakel af det.
Jeg gik imod ham på Sjælland
med krigere væbnet til tænderne.
Der sloges vi hele tre dage,
for vi var stærke, og de var det også,
indtil min svoger – som ikke var bange –
opsøgte Regnald der hvor han stod.
Han dræbte ham midt imellem hans folk
og vakte derved anskrig og råb.
Elleve krigere tog så flugten,
og sådan fik vi bugt med dem.
Stærkodder han var en af dem
som aldrig før var så ussel i krig.
Da hjalp min svoger i broders sted
som man altid bør mod et overfald.
