En høvding bør altid give sig af med
at afskaffe uret og røveri.
Dengang jeg var en helt ung mand,
kom der en røver fra Rusland;
han var så slem med rov og tyveri.
Det tøj man dækker sig med om natten,
stjal han som om det var sølv og guld;
han kunne ikke nøjes med mindre.
Denne røver, som hed Rød,
slog jeg og Borkort ihjel.
Borkort blev dræbt på samme tid,
jeg mistede to tænder i munden.
På den tid sad Gyreth ugift,
for ingen i Danmark var så tapper
f3r|at han havde fortjent at få hende til hustru
og dermed regere Danmarks rige.
Tolv krigere havde hun hyret for løn
til at vogte hende mod overlast.
Men en dag da de ikke var der,
fik jeg friet til Gyreth, den skønne rose.
Hun svarede nej til mig,
især på grund af to skavanker:
Først at jeg ikke var fornem nok,
og så den skade jeg havde i munden.
Jeg sagde derfor på vej ud ad døren
at jeg aldrig skulle fri til hende før
jeg var blevet så mandig og stærk
at det kunne bøde på begge mangler
og vaske dem bort, som det hører sig til,
med fægtning og andre vovestykker.
Jeg bad hende sidde uforlovet
til jeg kom til hende næste gang.
Da jeg kom ud på min rejse,
blev jeg mødt af hendes tolv krigere.
Jeg havde ingen våben med mig
så jeg rykkede et egetræ op med rod.
Dermed gav jeg dem hver et smæk:
De trimlede over hinanden som ærter.
Så satte jeg derfra kursen mod Rusland,
de kæmpede dengang mod kongen af Sverige.
Den første dag jeg gik med i den kamp,
slog jeg en kriger ihjel på en bakke.
Den næste dag slog jeg to ihjel,
f3v|den tredje dag dræbte jeg hurtigt tre,
den fjerde fire, den femte fem.
Jeg ved at jeg ikke mangler nogen.
Den sjette seks, den syvende syv,
jeg husker godt deres navne.
Den ottende otte, den niende ni.
Så var der 45 af dem.
Senere dræbte jeg Hildiger, min bror,
selv om han både var dygtig og tapper.
Så kom det falske rygte til Danmark
at han havde hugget hovedet af mig.
Følgelig friede en fornem ung mand til Gyreth.
Han havde hjemme i Sachsen.
Hun sagde kun ja på det vilkår
at han skulle samle riget,
som var adskilt i mindre dele,
og som hendes forfædre havde mistet.
Det lovede han hende med hånd og mund
og kærlighed af sit fulde hjerte.
Men den første dag de sad på bænken,
kom jeg ind og skænkede op.
Først slog jeg brudgommen ihjel,
derpå alle hans landsmænd.
Så tog jeg Gyreth i mine arme
og tilgav alt hvad hun havde gjort.
Med hende fik jeg Harald Hildetand,
som vandt stor ære for Danmark.
Senere blev jeg dræbt på Sjælland,
det gjorde en kæmpe, Veset hed han.
