Gorm, Haralds søn
Som andre konger gav sig af med
at træne i kamp og krig,
så satte jeg mig i min tid for
at udforske usædvanlige ting.
Jeg hørte der boede en kæmpe mod nord
der ejede store kostbarheder.
Torkild, min raske tjener, sagde
han kendte vejen dertil.
Gerud hed den rige jætte
som rygtet spredte sig om.
Ham ville jeg gerne rejse til,
jeg tænkte ikke på andet.
h1r|Jeg fik derfor udrustet tre store skibe
godt betrukket med huder,
og hundrede mand i hver
da jeg ville drage herfra.
Så sejlede jeg over havet
på den anden side af Norges rige
indtil jeg kom til en ø
hvor der boede slemme trolde.
Jeg kastede anker på sandet,
jeg havde så lidt at spise.
Derfor sendte jeg bud ind i landet
for at jage efter smådyr.
Om natten kom en masse trolde
ud på strandens banke.
De spurgte hvem der gav os lov
til at tage deres dyr.
Blandt andre kom der én så høj
som en af vores master.
Da jeg så den, var jeg nær ved at dø,
så meget skræmte det mig.
Den krævede en mand for hvert skib vi havde
for de små dyr vi havde fanget,
hvis vi skulle komme væk fra det land;
den bøn opfyldte vi straks.
Så sejlede vi derfra til Gudmunds land
med stor bekymring og jammer
til Geruds bror, sådan hed han;
vi var glade for at vi nåede frem.
Der gav Torkild os alle ordre
h1v|til at være så tavse som sten
hvis vi ville hjem igen,
og lade ham alene tale.
Han forbød os at spise med dem
eller røre nogen af deres ting
hvis vi ville hjem til Danmark igen
og fortælle hvad vi havde hørt deroppe.
Om aftenen da det blev mørkt
og dagen gik på hæld,
kom Gudmund og stod foran os,
både stor og virkelig grum.
Han hilste os alle ved hver vores navn,
han bad os være hans gæster.
Han lovede os både med hånd og ord
at han ville sørge godt for os.
Han satte os til højbords,
der var så kostbare retter.
Vi talte ikke et eneste ord
med kæmper eller med jætter.
Tolv af hans sønner, flotte mænd,
de kom for at servere,
alle klædt i guldbrokade,
og også tolv af hans smukke døtre.
Den ældste og smukkeste tilbød han mig,
de andre til mine bedste mænd.
Jeg mente det dækkede over bedrag,
og derfor lå jeg hellere alene.
Fire af mine riddere
tog imod og gik med dem i seng.
h2r|De blev på stedet forvandlet
til trolde dér hvor de lå.
Da de så at vi tav så stille
og hverken drak eller spiste,
blev de vrede, jo længere des værre,
det blev de utilfredse over.
Da svarede Torkild på vores vegne,
han bad dem ikke være vrede:
»De kan ikke så godt forstå jeres sprog,
så tag det bare roligt!
De er også bange for
at de skal blive syge
hvis de spiser den fremmede mad,
og få svulster i deres maver.«
Da han hørte vi sagde nej
og var aldeles trygge,
gav han os følge med på vejen
til hans bror Geruds bolig.
Det var en grufuld borg eller gård,
for der var døde mænds hoveder
sat på stejler i hvert skydeskår,
og foran lå der hunde.
De hunde gav Torkild et horn med fedt,
så blev de fredelige.
Vi besteg så muren og den brede grøft,
dér fandt vi hæslige trolde.
Det var både grufuldt og skræmmende
alt det vi så derinde,
og hvad lugten angår, frygteligt,
h2v|det siger jeg på min ære.
Dér rådede Torkild os igen
til at være rolige
og stå tappert sammen
og ikke lade os friste.
Hvis nogen stjæler noget her,
så hænger det fast i hans hænder,
så det er klogt at gå udenom,
ellers bliver man forvandlet.
Så trådte vi ind i salen
hvor Gerud selv befandt sig.
Dér fandt vi ham pint af døden
med tre krogryggede kvinder.
Gulvet var dækket med døde slanger,
væggene, de var sorte,
der sad mennesker som for længst var døde,
al lystighed var borte.
De sad alle på bænke af jern,
de lugtede så fælt.
Jeg havde helst været langt derfra,
så bange blev jeg for det.
Da vi så os bedre omkring,
i den brede sal,
så vi skønne og dejlige ting
som vi godt kunne lide.
En narhvalstand lå der, beslået med guld,
et horn med kostbare stene,
en kæde af fineste håndværk.
Alt sammen af det pure guld.
h3r|Tre af vores mænd løb derhen
og tog de skønne kostbarheder.
De tapreste mænd man kunne finde,
det gik dem ikke godt.
Tanden blev omskabt til et sværd,
hornet det blev til en drage,
kæden en slange, den gjorde hvad den skulle.
De dræbte de mænd på stedet.
I samme nu begyndte salen
at ryste og at skælve
helt fra toppen og ned til grunden,
og de døde mænd sprang op.
Alle tre hekse råbte »Åh nej!«
over at vi gik sådan på rov.
Krybet i pølen på gulvet
fløj omkring ørerne på os.
Det gik så hårdt ud over os,
vi kunne ikke forsvare os
og ikke mere end tyve af os
havde held til at redde livet.
Så gemte vi os på skibene
med de folk vi havde
og sejlede hjem til Danmark igen.
Vi var særdeles glade.
Da jeg kom hjem, var jeg træt af
at rejse så langt ud i verden.
Jeg giftede mig derfor og holdt mig i ro,
og sådan gik det mig godt.
Senere hen fik jeg nys om at menneskenes sjæl
h3v|altid forbliver i live.
Så ville jeg vide med sikkerhed
hvor min sjæl skulle hen.
Dertil svarede mit råd:
»Det kan ingen vide,
kun, hvis han vil, jeres nådes gud.
Det kan I stole på.
Vi kender ingen bedre at sende
end Torkild, jeres raske svend.
Han må spørge jeres gud
og få at høre hvad han vil svare.«
Så lod jeg Torkild kalde
og befalede ham at rejse dertil.
Jeg bad ham vælge blandt de mænd
der var hurtige og tapre.
Jeg bad ham rejse til Udgårdsloke,
som jeg havde tjent så længe,
og spørge ham ligefremt
hvilken løn min sjæl skulle få.
Jeg lod ham gøre et stærkt skib klar
til at sejle til guderne i,
og gav ham udstyr i en fart,
beklædt med tyrehuder.
De sejlede mod nord så længe
at de kom op i mørket.
Men selv da sejlede de som før,
for de var tapre krigere.
Langt om længe kunne de se
en ild der brændte forude.
h4r|Den sejlede de efter i tre hele dage
før de kunne komme til land.
Der gik Torkild ind på land
og vandrede mod flammen.
Da han kom hen til den, fandt han
en sort og tilrøget stue.
Der sad to fyre ved bålet,
deres næser var lange og grimme
og hårde som horn eller stål
og krogede som grene.
Med næserne rørte de nat og dag
i ilden som lå foran dem,
som kokke plejer med ildrageren
at rode og røre i brændet.
Dem spurgte Torkild så om vej
til hvor han kunne finde min gud,
om det var langt væk eller ej,
og om han kunne nå derhen.
Så sagde den ene, og bandede på det:
»Hvis jeg skal vise dig vejen,
så skal du nævne mig tre udsagn
som virkelig er sande.«
Så svarede Torkild og sagde:
»Jeg skal sige dig ærligt:
Jeg har aldrig set en mand
der havde en grimmere næse.
Aldrig har jeg besøgt noget sted
hvor jeg nødigere ville være.
Derfor anser jeg den fod for bedst
h4v|der hurtigst kan bære mig væk herfra.«
Så svarede trolden: »De udsagn
kan faktisk være sande,
så som jeg lovede dig med ed,
vil jeg vise dig vejen at sejle.
Fire dages sejlads skal du ud på
før du kan finde det land
hvor din herres gud er,
og det hus han er i.«
Så gik Torkild hen til bålet,
han ville have noget af ilden.
»Nej,« sagde trolden på sit sprog,
»du skal lade det ligge,
medmindre du siger mig tre udsagn
som ingen kan modbevise.
Anden gave eller betaling
vil jeg ikke forlange af dig.«
Så svarede Torkild – han var så kvik:
»Det er en fordel for enhver
at høre og modtage nyttige råd
hvor de end kommer fra.
Hvis jeg slipper godt herfra,
vil jeg aldrig komme her mere.
Så jeg takker især mine egne ben,
som bærer mig hertil og herfra.«
Så fik han ild og sejlede ivrigt
den vej som trolden havde sagt.
Dér fandt han min gud i et hus,
kun få var glade derinde.
h5r|Han tændte et lys og gik derind,
der var så grufuldt derinde.
Han var nær gået fra sans og samling,
han anede ikke sine levende råd.
Dér sad min gud, Udgårdsloke,
bundet med stærke lænker
som om han sad i en gabestok.
Det kunne Torkild tydeligt se.
Hvert hår der var på hans krop,
det var som et spyd af horn.
De stod alle dér og strittede op
som havde de været torne.
Der lugtede værre end noget slemt
man kan finde i verden.
Der lå hugorme tæt overalt
i huset hvor han var.
Han rykkede et hår ud af hans skæg
at tage hjem til mig som bevis.
Det gav en lugt og en stank fra sig,
den værste man noget sted har hørt om.
Nu sprang både slanger og andre trolde
på ham og hans følge.
Kun fem kunne forsvare sig mod dem
og slap i sikkerhed fra dem.
Indtil de kom om bord igen
fløj slangerne efter dem.
De hvislede og sprøjtede gift på dem
så de blev rædselsslagne for dem.
En af dem der var under presenningen,
og stak hurtigt sit hoved ud
– han mistede det straks.
En anden rakte hånden ud,
han skulle trække forhænget for.
Den blev svedet som af ild,
så galt gik det ham.
Den tredje skulle se efter
hvor den fare kom fra.
Det kunne være en farlig leg:
Han mistede begge øjne.
Torkild bad da den almægtige Gud
om at vise ham nåde
og frelse ham fra denne nød
og fra den store fare.
Da fik han straks en gunstig vind
og satte kursen mod Tyskland.
Der tog han mod dåb og kristendom
før han kom hjem til sit land.
Derpå kom han til mig med det hår
han rev ud af skægget på min gud.
Mange døde og blev lagt på båre,
så frygteligt lugtede det.
Da han fik fortalt mig om den bekymring
og uro min sjæl skulle møde,
faldt jeg om som en anden ko;
jeg døde af sorg og smerte.
