Sven Otto, Haralds søn, kaldet Tveskæg
Min far fik jeg slået ihjel
som danskerne rådede mig til,
fordi han med ærefrygt modtog dåben,
og jeg tragtede stærkt efter riget.
Alle de folk der troede på Gud,
dem fik jeg fordrevet fra landet.
For mig og de folk jeg sendte ud,
k5r|kunne de ikke få fred.
Derfor gik det mig galt på mange måder
fordi jeg gjorde det.
I Tyskland blev jeg på ganske kort tid
tre gange taget til fange.
Først gav jeg dem så meget guld
som jeg vejede selv
når jeg bar fuldt harnisk,
og dobbelt så meget sølv.
Den anden gang jeg blev taget til fange,
frikøbte jeg mig lige så dyrt.
Da fik Danmarks krone et skår,
og danskerne fik en tyngende byrde.
Den tredje gang jeg blev taget til fange,
var mit land så fattigt.
Denne gang så det sort ud
indtil kvinder forbarmede sig.
Fruer og jomfruer og gode hustruer
og andre gode kvinder
gik i forbøn og fik mig heldigvis fri;
så godt tænkte de om mig.
Derfor gav jeg dem den ret
at de efter dette kunne arve
halvdelen af hvad en bror vil få,
sådan fik de den ret.
Da jeg forstod at det gik mig sådan,
ventede jeg ikke længere.
Jeg antog snart den hellige tro
og sluttede sådan en pagt med Gud.
k5v|Derfra gik det mig nu godt
hvor jeg end vendte mig hen,
så jeg fik Norge og England
og lærte dem at betale skat.
Senere rådede jeg alle danske mænd
til at lade sig omvende
og antage den tro som var mere sand
end den deres far havde lært dem.
De sagde de ikke med rimelighed
kunne knægte deres fædrene tro
med mindre de så et mirakel der viste
at den nye tro var bedre.
Kejserens udsending var dengang
hos mig, hr. Poppo hed han.
Han svarede at »hvis det er Guds vilje,
så vil jeg vise jer et mirakel.«
Han satte sig på sine bare knæ,
han bad til den milde Gud
om til glæde for dette folk
at fremvise sin barmhjertigheds skat.
Så tog han et glødende jern
og bar det på sin bare hånd.
Det brændte ham dog ikke mere
end hvis det havde været koldt.
Derpå tog han på sin bare krop
en bred, voksklædt kåbe.
Han stak ild til og lod den brænde op.
Hans lemmer var lige kølige.
Da de havde set de to mirakler
k6r|som Gud havde vist dem,
tog de villigt mod troen,
med glæde over den nåde der var vist dem.
Efter det var alle danske mænd
aldeles faste i den kristne tro.
Rige som fattige, hver og en,
vragede den hedenske tro.
Der var nu gået af Guds søns år
ni hundrede firs
og dertil seks, som skrevet står.
Det kan jeg sige med sikkerhed.
Derefter lagde vi den sædvane fast
at hvis nogen klagede over en anden,
og denne afviste klagen,
så skulle han rense sig sådan:
Han skulle bære et glødende jern i de bare hænder
uskadt, og ikke afvise det,
men derved forsvare sig retmæssigt
og herefter være frikendt,
og ikke slås som man plejede før
om sager og stridigheder,
for ofte blev den mand slået ned
som før var den skadelidte.
Som mine forældre lagde grænsen
mellem Danmark og Holsten,
sådan gjorde jeg tilsvarende
mellem Danmark og Sveriges rige
med den som da var konge dér
– han hed Armund Slemme –
k6v|for at det til evig tid
skulle blive erindret.
Vi tog dertil tolv myndige mænd
fra Danmarks og Sveriges rige,
vise og kloge hver og en,
som skulle enes om sagen.
Torn tog vi fra Vestergøtland
og Torsten fra Østergøtland,
Gase fra Vestmanland,
Grundvald fra Sødermanland.
Tole og Totte fra Upplandene
som svenskerne kalder dem.
Tokke og Toste fra hver del af Jylland
og Ubbe blandt alle fra Fyn.
Grundvald tog vi fra Sjælland,
og Dan udpegede vi fra Skåne.
Så tog vi Grundvald fra Halland,
og alle dem kaldte vi sammen.
Disse tolv førnævnte mænd
de satte seks store sten
mellem Danmark og Sverige, de står der endnu,
til evig tid, det tror vi.
I Struttesø satte de den første sten.
I Danebæk skulle den anden stå.
Den tredje kalder man Kindsten.
I Væretsnæs står den fjerde.
Den femte sten der blev opsat,
den kaldte vi Hvidesten.
Den sjette står mellem Blekinge og Norge
l1r|som en glimrende landegrænse.
Kongen af Norge, han var der også
da de satte den landegrænse,
fordi også hans land lå nær,
derfor skete det uden uenighed.
Daneholm delte vi i tre
fordi den lå så passende der.
Den fik vi hver en del af,
til gavn og nytte for alle.
Da vi dér havde delt og udmålt
i enighed og glæde,
holdt kongen af Norge mit bidsel
og kongen af Sverige min stigbøjle.
Da fastlagdes grænsen fra Daneholm til Stævnesund,
fra Stævnesund til Blymern,
fra Blymern på samme vis til Slættesø,
fra Slættesø til Flækkebæk i Sandsø langt derfra.
Fra Sandsø og til Almandebrink og til Dyregrund.
Fra Dyregrund til Gnyby og Anderosen.
Fra Anderosen også på samme måde
til Emptemose.
Fra Emptemose og ind i Ormunder skov,
fra Ormunder skov til Tranemose,
fra Tranemose til Slættesø efter samme system
og så til Robæks mose.
Sådan blev Danmark og Sverige adskilt
efter den overenskomst vi sluttede.
Den sluttede vi for at der aldrig skulle opstå
strid og had i eftertiden.
