Da Magnus var lagt i dødens bånd,
kom Danmarks scepter i mine hænder.
Jeg holdt på det indtil min dødsdag
og bragte mine sager i orden.
Hr. Edward fra England betalte mig skat
og var loyal både dag og nat.
Jeg spillede også højt spil:
Jeg ville indtage Norge,
men Harald, der var Sankt Olavs bror,
var lidt for hurtig for mig.
To gange stødte vi sammen i kamp,
og han tog sejren begge gange.
Derefter affandt jeg mig med det
og opgav al slags krig og kamp.
Kirker og klostre lagde jeg vægt på,
og jeg holdt af dem af hele mit hjerte,
og deres bemanding fjern og nær
elskede jeg højt.
Biskop Vilhelm i Roskilde især
han var min allerbedste ven.
Men engang blev han vred på mig
da jeg gjorde noget som krænkede Gud.
Det skete på en nytårsdag,
l4r|jeg lod nogen dræbe i Lucius' Kirke.
Om morgenen da jeg skulle i kirke,
fandt jeg ham stående foran mig.
I bispedragt og med bispestav
anklagede han mig med hårde ord.
Han stak mig på kroppen med staven.
»Grusomme slagter,« sagde han, »bliv herfra!«
Han satte mig offentligt i band
med bog og klokke og lys i hånd.
Mine tjenere ville så dræbe ham.
»Nej,« sagde jeg, »lad ham gå!«
Så gik jeg hjem til mit hus igen,
og skiftede tøj med det samme.
Jeg klædte mig i stof af hår
og gik barfodet til kirken.
Jeg lagde mig foran den samme dør
som jeg før var blevet vist bort fra,
til biskoppen kom med sin stav
og rejste mig op og forlod mig min synd
og lod mig skrifte som jeg burde,
og gav mig min dom og en kristen belæring.
Derefter kom den tredje dag,
og præsten havde læst sin tekst,
så steg jeg op på prædikestolen.
Jeg bebrejdede mig selv for min dumme handling.
Jeg priste bispen på alle måder
for den nåde og barmhjertighed
som han havde vist mig i denne sag,
hvad de havde både set og hørt.
l4v|Så gav jeg til kirken for bruddet på freden
det halve Stevns Herred, som jeg tilskødede bispen.
Herefter elskede han mig af hjertet
som han viste det i dødens stund.
Han hørte at jeg kom død til landet
og lod straks grave to grave.
Så beredte han sig og gjorde sig klar,
i Topshøj Ore mødte han mig.
Dér fik han lavet en anden båre
og bad til Gud mens tårerne løb,
hvis han havde gjort noget godt nogen sinde,
at Gud nu og her ville modtage hans sjæl
og ikke længere lade ham leve
men følge mig, hans gode ven.
Så døde han med disse ord,
og vi blev begge gravlagt i Lucius' Kirke
i de to grave han fik gravet
før han fra Roskilde drog mig i møde,
i år et tusind og firehalvfjerds
efter at Guds søn blev født.
