Det er for enhver en vældig hæder
at stå fast ved sin ære og sit ord.
Og især skal den anstrenge sig for det
der har modtaget kongelig magt,
l5v|hvis han sværger og siger noget godt,
hvad enten det er stort eller småt.
Som mesteren, den vise Aristoteles
skriver i sin bog, hvem der så læser den,
som han har skrevet om herskeres styre
til Alexander, den store konge.
Da jeg var viet til kongemagt,
gjorde jeg denne pagt med Gud:
Jeg lovede at bevare den hellige tro
og lade den gro med gode gerninger.
Jeg tog en guldring på for at vise
at jeg altid var tro mod dette løfte
som pant fra den biskops hånd
som skænkede mig den hellige ånd.
Dernæst afgav jeg også det løfte
at jeg ville holde enhver ved hans ret,
kirken, dens personale og gods,
og skærme dem alle mod samkvem med onde mænd.
Behørig lydighed lovede jeg dem også
efter hver enkelts position.
Jeg gav derfor bisperne den position hos mig
som grever og hertuger før havde haft for sig selv.
Jeg svor at opretholde hver enkelts frihed,
hvad jeg også gjorde, så vidt jeg ved.
Derpå modtog jeg et sværd
at bære med mig på felttog,
til at forsvare kirker og klostre
og deres mandskab mod al slags uret,
samt enker og andre fattige folk,
som møder uret fra mange skurke
l6r|og fra falske og forlorne kristne,
ikke bedre end lovløse hedninge.
Jeg lovede at styre retfærdigt
mit rige og hele mit folk.
Dertil modtog jeg fra bispen
et kongeligt scepter i højre hånd.
Jeg lod ingen gå bedrøvet fra mig
uden at få nogen trøst.
Jeg lovede at holde på lov og ret,
som mine forfædre klogt havde fastlagt,
og Harald, min bror, havde sløjfet,
som han før har fortalt det.
Den gjorde jeg atter gældende,
og jeg holdt den af al magt gyldig.
Jeg skånede hverken ven eller fremmed;
i retten var de lige for mig
som jeg havde svoret ved Helligånden.
for at undgå at Gud blev vred på mig
og tog hævn over mig og mit land,
som det ofte er sket og stadig sker.
Nogle lande er blevet ramt af plager
fordi deres konge ikke stod fast ved det sande.
Jeg indtog Preussen og Kurland til Danmark
og flere smålande deromkring.
Derpå fik jeg hele Danmarks styrke samlet;
nu agtede jeg mig til England
for med magt at vinde det tilbage
som var gået tabt mens min bror var konge,
hvis bare Oluf, min bror, havde været mig tro,
hvad han ikke var, men svigagtig.
l6v|Gang på gang forsinkede han mig
så længe at provianten slap op,
og folket begyndte at svigte mig,
hvad han rådede dem til med falskhed og svig.
Jeg lod ham så gribe og forvise
med brev og besked til greven af Flandern,
min hustrus far, som hed Robert,
om at holde ham fængslet som han havde gjort sig fortjent til.
Så befalede jeg alle danske mænd,
rige som fattige, hver og en,
at vedtage den ordning
som den hellige kirke har fastsat som rimelig,
hvad jeg ofte før havde bedt om
uden at komme det nærmere,
at de skulle betale Vorherre tiende
både af korn og anden indtægt
eller betale mig en skat
fordi de så pludselig svigtede mig.
Jeg mente jeg dermed kunne få dem til
at give deres tiende som rimeligt var.
Skatten tog de imod med det samme,
tiende ville de ikke betale.
Men snart besluttede de troløst
at de ville tage livet af mig.
Jyderne, vendelboerne først og fremmest,
gav mig hverken troskab eller støtte.
I Odense slog de mig ihjel,
fynboerne hjalp ivrigt til.
Det var i det et tusindogfirsindstyve og syvende år
efter at Guds søn blev født.
m1r|Bent, min bror, døde også dér,
for i nødens stund stod han på min side.
