Erik Emune, Erik Ejegods søn
Som mesteren, den vise Aristoteles,
skrev til kong Alexander
i sin bog, hvem der end læser den,
Secreta secretorum:
»Når en mand slår en anden ihjel,
klager Guds engle til ham.
De råber til ham og siger:
‘Det må ikke ske ustraffet!
Herre, din svend vil være som dig,
han vil tage sin egen hævn,
Han vil tage din opgave fra dig
hvis han kan komme til det.’
m5r|Så svarer den mægtige Gud dem:
‘Nu skal I have tålmodighed!
Lad dem først dræbe deres brødre,
de selv får samme endeligt.’«
Sådan gik det præcis for mig
da jeg havde dræbt Harald Kejser,
– sådan hed min bror –
og for en stor del udslettet min slægt.
Jeg huggede hovedet af ham,
hans børn, dem lod jeg drukne.
En der hed Oluf, slap dog fra mig,
ham hjalp en kvindelig slægtning væk.
Jeg slog også Mogens ihjel, det fik han at se,
fordi han dræbte Knud, min bror.
Han var min farbrors søn,
men han var ikke god.
Da jeg sådan fik fred indenlands,
ville tyskerne skaffe mig krig.
Jeg tøvede ikke længe
og gjorde mine folk parat.
Tusind skibe og hundrede mer
samlede jeg i en flåde.
Muligvis var de endnu fler,
deres udstyr var ganske rede.
I hvert skib – ud over besætning –
havde jeg fire heste
og dertil mange tapre svende.
Nu skulle vi angribe Rusland.
Det var først nu det blev indført i Danmark
m5v|at bringe heste med på felttog.
Jeg mener nok at de får brug
for at gøre det herefter.
Det land erobrede jeg med det samme
jeg helmede ikke før det var gjort.
Jeg skaffede dem en biskop,
som skulle lære dem troen.
Men aldrig så snart var jeg draget derfra
før de forkastede troen.
Og bispen gjorde de stor fortræd,
de overfaldt ham voldsomt.
Eftersom jeg havde myrdet så mange,
gik det mig ligesådan.
Jeg blev dræbt i Ribe og lagt i jorden,
døden undgik jeg ikke
ved nytår år et tusind et hundred tredive
efter Guds søn lod sig føde;
jeg var kun konge i fire år
før jeg blev slået ihjel.
Havde jeg vidst hvor kort en tid
jeg skulle være ved magten,
havde jeg ikke sådan brugt mord og strid,
så havde jeg levet i fred.
