Knud, Valdemars søn
Ingen skal afslå gaver fra nogen
n3r|om de så er mange eller få,
men snarere tage mod dem med glæde.
Ingen skal heller love andre
en fugl som han ikke ved hvor flyver hen,
for den er svær at finde.
Da jeg blev konge i Danmark,
sendte kejseren bud og brev
om at han ville bortgive Danmark.
Derfor skrev jeg til ham og sagde
at han skulle skaffe sig Danmark før
han gav det bort så gavmildt.
Bisp Absalon svarede også deri:
»Min herre har Danmark lige så frit
som kejseren har sit rige.
Hans Nåde vil derfor beholde det sådan,
ikke underordne sig nogen
eller lyde nogen ordre.«
Han sendte derfor fem hundrede skibe
og ville berøve mig riget og livet.
Heldigvis skete det ikke.
Biskop Absalon sendte jeg mod dem.
Han fangede og dræbte dem alle for fode,
de var ikke så vrede.
Venderriget og Holsten
overvandt jeg med våbenmagt
med danske herrer og deres mænd.
De ydede skat og adlød mig.
Så længe jeg var i live i verden,
lå de under Danmarks krone.
n3v|Eftersom kejseren, den gode mand,
gav min far brev på disse lande,
som en særlig begunstigelse,
kunne jeg ikke få dem ved forhandling.
Med krigsmagt anstrengte jeg mig for
at få dem alligevel.
Det skete en allehelgensdag
at jeg fik mine sager så vidt i orden
at jeg kunne vinde Ditmarsken.
Jeg vandt det hele to gange
og dermed Rendsborg i Holsten
og andre borge dér.
Et tusind og to hundred år
efter at Guds søn blev født,
mens jeg var konge,
nåede nyheden til mig
om at Sankt Frans nu grundlagde
sin orden med tugt og ære.
I toogtyve år var jeg konge,
så længe bar jeg Danmarks krone
før jeg blev lagt i jorden.
I det et tusind to hundred tredje år
efter at Guds søn blev født,
blev sygdom årsag til det.
