Erik Klipping, Christoffers søn
Den der handler så uretfærdigt
at han hader det der tilhører Gud,
og tager hvad der er givet til Gud,
han kan vente sig store trængsler
medmindre han gør passende bod,
så han skal hellere lade være.
Da jeg fik Danmarks prægtige rige,
var jeg ikke retfærdig mod nogen,
så meget desto værre var det at jeg vovede det.
Kirken tog jeg tienden fra
med folk og heste og hunde;
jeg gjorde klostrene fattige.
Jeg levede et utugtigt liv
og havde derfor et dårligt rygte,
og især med fornemme herrers kvinder.
Derfor gav Gud mig en straf:
Jeg kunne ikke få fred udadtil
og endnu mindre derhjemme.
o2v|Jeg sendte en hær ind i Sverige
for at angribe landet med styrke og mod,
hvad mine også gjorde så mandigt.
De kæmpede og vandt upåklageligt,
deres konge, Valdemar, afsatte de.
Det glædede mig da jeg hørte det.
Så trådte Magnus, hans bror, dog frem
og modtog Sveriges krone fra dem;
de satte den på hans pande.
De gjorde ham til konge dér med ret
til at styre Sverige både fjern og nær,
og derpå drog de hjem.
I Finderup blev jeg slået ihjel
fordi jeg levede uanstændigt
og tog hvad der tilhørte Gud.
Jeg blev dræbt Sankt Cecilies nat,
jeg døde ganske hurtigt,
og de bragte mig til Viborg.
I det et tusind to hundrede seksoghalvfjerdsindstyvende år
efter at Guds søn blev født,
blev jeg lagt i mulde.
Når det kommer så vidt med en mand,
kan han bedst erfare
om han har trofaste venner.
