Erik, Eriks søn, kaldet Menved
Da danskerne havde valgt mig til konge,
ville tyskerne angribe mig med krig
fordi jeg var ung som hersker.
Derfor gik jeg ind i de tyske lande
o3r|og hærgede dem med sværd og brand;
deres afgrøder gjorde jeg dyre.
Rostock erobrede jeg med storm,
Stralsund undertvang jeg på samme måde,
og mange andre byer.
Jeg byggede et tårn i Warnemünde,
sådan et havde aldrig før stået der.
Jeg roser mig ikke mere af det.
Dem der slog min far ihjel,
gjorde jeg fredløse, og med rette.
Det havde de fuldt ud fortjent.
Derfor bebyggede de Hjelm og slog sig ned dér.
Det var mange mænd de tog ejendom fra,
det klagede de voldsomt over.
Til sidst blev der splid imellem dem,
så skiltes de fra hinanden
til ringe gavn for dem selv.
Nogle fik jeg halshugget,
andre lagt på stejle,
og nogle døde af sygdom.
Jens Grand, som var ærkebiskop i Lund,
ham pågreb jeg med en kløgtig list
og anbragte ham på Søborg.
Så kom han ud og tog til Rom,
og satte Danmark i interdikt
og mig i band og proces.
Det var vi indtil det femte år
til vi fik bud fra pavens gård
Ansgarius var hans navn.
o3v|Han løste os af band og interdikt,
og skilte os af med bispen Jens Grand,
men viste ham dog stor ære.
Han flyttede ham til Bremens stift
og gav ham det rige bispedømme
så han skulle være tilfreds med det.
Selv blev han ærkebiskop i Lund,
det varede dog kun ganske kort.
for han ville opnå en højere post.
Senere skabte jeg Sjællands lov
om hvordan man dér skulle dele mark og skov
og afgøre andre sager.
I Ringsted hviler nu mine ben
til jeg engang skal op igen
og få løn for mine gerninger.
I det et tusind trehundred nittende år
efter at Guds søn blev født,
lagdes jeg i jorden dér
da jeg i fjorten og tyve år
havde været Danmarks konge
og stået til ansvar så godt jeg kunne og skulle.
