Margrete, Valdemars datter
Jeg beder alle gode mænd
hædre enhver god kvinde,
og jeg råder jer alle hver og en
til at have det i erindring:
Selv om kønnet er skrøbeligt
som det ligger i deres natur,
vil de hvem stor magt hviler på,
ofte handle mandigt.
Jeg takker min skaber i Himmerig
for alle hans velgerninger og gaver
at han gav mig den skæbne
at jeg skulle styre riget.
Jeg gik kun i mit ellevte år,
det kan jeg sige med sikkerhed,
da mit bryllup stod i København
p5v|med kong Hagen af Norge.
Med ham fik jeg senere Oluf, min søn,
og arvede Norge med ham.
Og derpå fik jeg Danmarks skønne rige
da min far Valdemar døde.
Jeg takker de ædle danske mænd
for at de ville give mig det
som havde jeg været en mand eller svend
som kunne regere bedst.
Da kong Albrecht af Sverige hørte
at Gud havde givet mig den gave,
fik han stort begær efter Danmark og Norge
og ville tage dem fra mig.
Han kaldte mig kong Bukseløs
og hånede mig så voldsomt.
Han skændte og truede og fnøs,
og sådan viste han sin ondskab.
Han sagde bestemt og sværgede på det
at han aldrig ville gå med hætte
før han fik erobret Danmark fra mig
og Norges rige, helt og aldeles.
Til sidst skrev han til mig
at han ville kæmpe med mig.
Så sendte jeg Danmarks styrker mod ham,
de kunne nok stå fast og holde stand.
De tog ham til fange i et slag
og bandt ham ganske hårdt.
Det skete en Sankt Matthias’ dag
at de erobrede Sverige til mig
p6r|et tusind halvtredje hundrede og firsindstyve år
og dertil fire år
efter at Guds søn blev født;
det kom af hans grådighed.
Så fik jeg syet en helt ny hætte
af femten alen vadmel,
men der kom nitten i struden
for at farven ikke skulle falme.
En snor der flettes af hele tre strenge,
den kan næppe briste
– det siger den vise mand alvorligt –
hvis det sker på den rigtige måde.
Jeg flettede en snor der var fuldkommen stærk,
da jeg vandt Sveriges krone
og arvede Norge til Danmark
så de kunne stå i fred.
Ingen vold eller magt i verden
kan skade disse riger
så længe de bliver ved den samme pagt
som jeg lagde dem sammen i.
Mit råd er derfor til alle de mænd
der skal have ansvar for rigerne,
riddere og svende, hver og en:
I skal lade dem blive sammen.
Lyt ikke til nogen fjender
der vil råde jer til andet,
for det vil gøre jer selv forhadte
og være til fare for liv og sjæl.
Den hellige, uskyldige enhed,
p6v|der er i tre personer
sådan som præsterne prædiker og skriver,
skal lade dem blive sammen.
I det et tusind fire hundrede og tolvte år
efter at Guds søn blev født,
døde jeg og blev lagt på båre,
det var på Sankt Simons og Judas’ aften,
da jeg på det tolvte år
og dertil hele tyve
havde regeret Danmarks rige,
det kan jeg sige med sikkerhed.
I Roskilde hviler nu mine ben
som det nu står beskrevet,
havde jeg haft en bedre ven,
var jeg blevet i Sorø.
