Erik som kom fra Pommern
Jeg var en fornem hertug i Pommern
før de danske herrer skrev
at jeg skulle påtage mig kongemagten
over de tre højt agtede riger.
I den ære og den position
q1r|satte dronning Margrete mig.
Jeg takker hende dag og nat
for at hun viste mig den ære.
På Femern slog jeg tyskerne,
– der var så mange af dem –
fordi de ville tage landet fra mig
og kæmpe imod mig på mange måder,
år et tusind fire hundrede
og et år mindre end tyve
efter at Guds søn blev født,
det kan jeg sige med sikkerhed.
Senere hen lå tyskerne ved København,
det var en mægtig flåde.
Jeg tror det var dem til begrænset gavn
og endnu mindre fordel.
Derfor råder jeg dem til at passe på
med at prøve krigslykken med de danske,
men hellere leve i fred og ro
og passe deres sager.
Senere hen forlod jeg Danmark
fordi jeg var bange for danskerne,
og jeg opgav dermed de herlige riger.
Først slog jeg mig ned på Visborg
år et tusind fire hundrede
og atten og dertil tyve
efter at Guds søn blev født,
det kan jeg med sikkerhed bevidne.
Der var jeg til jeg blev undsagt
af kong Karl i Sverige
q1v|og kort tid efter belejret
også af svenske herrer.
Kong Christian i Danmark erfarede
at det gik mig sådan.
Han samlede en mægtig hær
og gik i land ved Visby.
Han kom mig til undsætning som en mand
med de trofaste danske mænd.
Så begav jeg mig til Pommern,
dér blev jeg lagt i jorden.
