q2v|Christian
Før jeg bar Danmarks krone,
som Gud havde ment skulle tilkomme mig,
havde jeg magt og herredømme
over to grevskaber:
Oldenburg og Delmenhorst,
det plejer man at kalde dem.
De lande står derfor som bolværk
og hjælp og trøst for alle.
Da var der gået af Guds søns år
et tusind fire hundrede fyrre
og dertil syv, som skrevet står,
det kan jeg bevidne med sikkerhed.
Jeg forstod at det stod skrevet
at ingen bør være mildere
end en konge eller en fyrste
som vil styre sit land med ære.
Derfor bestemte jeg mig for
at jeg aldrig ville begære
nogens liv eller ære
efter at jeg kom til Danmark.
Selv om jeg tit og ofte
kunne have gjort det med rette,
ville jeg hellere være barmhjertig
og tilgive det fuldstændig.
Svenskerne blev med det samme vrede
over at danskerne valgte mig.
De gjorde straks Karl Knutsson til konge
q3r|og overdrog Sverige til ham.
De så stort på de dokumenter, gamle såvel som nye,
som de og deres forfædre havde skrevet
da de knyttede disse tre riger sammen
og samlede dem ved ed.
Så drog de over til Visby
og belejrede dér kong Erik.
Han blegnede stærkt om kinden,
det bekom ham ikke vel.
Han skrev i sin nød til mig
at jeg skulle komme ham til hjælp.
Jeg sendte ham derfor øl og brød
og hjalp ham ud af striden.
Jeg lagde mine skibe ind til Visby
med danske mænd til undsætning.
Så blegnede svenskerne stærkt om kinden,
og de mistede mod og besindelse.
Jeg stak ild til byen,
jeg sparede hverken på skyts eller pile.
Mange hjerter jamrede dér,
der var ingen hvile at få.
Mange svenske herrer tog jeg dér til fange,
de gav mig gode løfter,
men senere gik det til alt held op for mig
at det var tomme ord.
Senere holdt jeg bryllup
i København med den omtalte ædle fyrstinde,
Dorothea, min dronning, til gavn for Danmark,
som ventede på mig der
q3v|i år et tusind fire hundred,
det kan jeg bevidne med sikkerhed,
efter at Guds søn blev født,
jeg vil ikke benægte det.
Så førte jeg krig mod Sverige i otte år
før svenskerne tog imod mig,
da kong Karl var jaget ud
og skyndsomst draget til Preussen.
Senere blev jeg kronet i Trondhjem
til konge over Norge.
Sådan hjalp Gud mig frem til magten,
og derfor bør jeg ære ham.
Da skrev man et tusind fire hundrede og halvtreds
efter at Kristus blev født.
Jeg husker det stadig tydeligt,
det var på Sankt Olavs dag.
Det femte år derefter
på kyndelmisse, Vor Frue dag,
fødtes min søn, hr. Hans,
det kan jeg her berette.
To år efter drog jeg til Øland,
og dér belejrede jeg Borgholm,
fordi jeg dér ikke fik det svar
der ville behage mig.
Jeg stormede den velbefæstede borg,
både mænd og kvinder blev skræmt,
med kanoner og blider
indtil jeg indtog den.
Så førte jeg en hær til skibs
q4r|til Viborg
ovre i Finland.
Det gik hverken værre eller bedre dér
end at de brændte borgen ned.
Derpå hyldede svenskerne mig på Mora Sten
til deres konge og herre.
Og så i Uppsala atter en gang,
viste de deres gode vilje
i år et tusind fire hundrede
og syvoghalvfemsindstyve
efter at Guds søn blev født,
det kan jeg bevidne med sikkerhed.
Samme år fødte min dronning mig
en datter der hed Margrete.
Hun var ædel og smuk og fin,
den gave forærede Gud hende.
Hende gav jeg til kongen af Skotland
som dronning og som hustru
med de danske herrers samtykke
da hun var tretten år gammel.
Fordi jeg ønskede at danskerne
skulle komme i bedre humør,
købte jeg Stormarn og Holsten
ind under Danmarks krone.
Da faldt svenskerne fra mig
og hentede kong Karl tilbage.
De lovede at de ville være ham tro
og underkastede sig ham.
Herefter drog jeg ofte til Sverige,
om end ikke som fjende.
q4v|Jeg lagde mere vægt på forhandling
af hensyn til folkets tryghed.
Det kom mig slemt til skade,
jeg kunne ikke skærme mig sådan.
Når de så deres snit til det,
angreb de mig voldsomt.
Jeg slog også hårdt tilbage på dem,
jeg hverken kunne eller burde andet.
De tvang mig til at gøre dem ondt,
det vandt de ikke meget ved.
På et tidspunkt skete det
at vi mødtes på Herrljunga
og jeg slog dem i et slag;
dér blev de tappert overvundet.
Dér tog jeg fem af deres faner
og bragte dem til Danmark.
Jeg hængte dem i kirken i København;
det glædede hver en dansker der hørte om det.
Senere drog jeg til Sverige på ny
for at opnå en god overenskomst.
Jeg lod jeg mine folk marchere op
på Brunkeberg uden for Stockholm.
Der lå jeg længe og ventede på svar,
som svenskerne daglig lovede mig.
Imens fik de samlet folk hvor end de var at finde,
for at forråde mig.
Jeg tænkte de skulle have fulgt
deres høviske dyd og ære,
og modtaget mig, som de havde hyldet
q5r|som deres herre og konge.
Så gik de voldsomt til angreb på mig.
Der faldt så mange
af mine folk og deres med;
derover må hjertet bløde.
Jeg blev selv alvorligt såret
for Danmarks krones skyld
fordi jeg ikke skånede mig selv
ligesom de fleste af mine folk.
Mange blev forhekset og løb til de segnede,
som jeg senere hørte;
det var en gave med djævlekunst
fra ham doktor Rytting der gjorde det.
Da jeg efter dette forstod
at de blæste på løfter og ære,
blev jeg i Danmark og holdt mig derfra,
jeg tog mig ikke af dem.
Derefter rejste jeg herfra til Rom
for at sone mine synder.
De tog godt imod mig da jeg kom,
de hellige og værdige fædre.
Først tilgav han mig mine synder,
pave Sixtus den Fjerde,
så skænkede han mig venligt sin gunst
og viste mig hæder og ære.
Han gav mig det privilegium,
blandt andre lignende gaver,
at jeg måtte have universitet
et sted i Danmarks rige.
q5v|Han gav mig også en stor mængde aflad
at have til evig tid
i mit kapel i Roskilde
som en særlig nådegave.
Den højbårne mand kejser Frederik,
han viste mig også hæder og ære:
Han gav mig hele Ditmarsken
til evigt eje for Danmark.
År et tusind fire hundrede
og firehalvfjerdsindstyve
var jeg hos paven i Rom,
det kan jeg bevidne med sikkerhed.
Jeg kan også med sikkerhed sige
at i det tredje år derefter
sendte jeg bud til Meissen
for at fri til en jomfru for min søn Hans.
Hertug Ernst hed hendes far,
jomfru Christine kaldte man hende.
Begge er ud af magtfuld og fornem slægt,
hun er aldeles dejlig.
Deres bryllup holdt jeg på København
med høvisk hæder og ære
til lykke og gavn for mine riger.
– gid Gud lader det blive sådan –
år et tusind fire hundrede
og otteoghalvfjerdsindstyve,
den sjette dag i september,
det kan jeg bevidne med sikkerhed.
Så døde jeg på København
q6r|og blev lagt i jorden i Roskilde.
Jeg takker Gud, som i al min nød,
skærmede og bevarede mig.
Det skete år et tusind fire hundred
og enogfirsindstyve
efter at Guds søn blev født,
det kan jeg bevidne med sikkerhed,
på det tredje A i måneden maj,
det siger jeg uden at lyve,
da jeg havde styret Danmark
i tretten år og tyve.
