a2v|¶ Wilde Gud meg ther tijll nadhen giffuæ,
aff danæ konninghæ wilde iegh skriffuæ.
Hwoth the i fordum mwnne bedriffuæ,
ther the wore mecktigæ oc wore i liffuæ.
Thet syer Beda then ærilighe man:
»Thet ær well giort i hwo thet kan,
ath skriffuæ forælderes gerningher allæ.
Ere the ondæ man maa them fly.
Ere the godæ man maa them thy
och engælunde fraa them fallæ.«
Thi thet the gamblæ haffue fordum giort,
thet ær the vnghæ efftherligen stort
ath the mwæ oc saa gøræ.
Men haffue the giort thet lasteligt ær,
the lade thet ware oc kommedh ey nær.
Slickth maa ieg wel framføræ.
Then størsthæ mandom staar her wthi
som danskæ konningher haffuer giort i krij
aff the som ieg kan fynnæ.
Men ær her nogheth forglømt i blandh,
thet sætther ieg ind tijl theris handh
som bædræ kan draghe tijl mynnæ.
