e3v| ¶ Haldan Haryltssøn førstæ, som kalles
byerggram
I tij aar styrdhæ ieg Danmarks landh,
ieg tæncker thet wor ey mynne.
Saa fick ieg thet myn broder i handh
for ieg willæ mere wynne.
Saa for ieg selff aff rygeth wdh.
Ølandh ieg førsth bestridhæ,
och ander smaa landh meth skioldh oc spywd
som Sweriges rygæ tijl lyddhæ.
Siden for ieg tijl Swerigæ selff
thet rygæ vndher meg at wynne.
Ieg slo theres koning vdh meth en elff
medh swenskæ men oc fynne.
Thet fortrødh Erich, hans søsthersøn,
han hade thet thænct at wræcthæ.
Han soor han skullæ meg giffue myn løn
om han wor føddher aff ecthæ.
Han hade en kempe, thet haffuer ieg sporth,
som aadh och egh kunne dyliæ.
Thi hade ieg meg en kølffue giorth
wel ierngyrdh efther myn williæ.
Ther meth ieg fram i spetzen sprang
och slo then kempe tijl dødhe
och andræ fleræ meth samme stang,
theres haffue ieg ther paa marken strødhe.
Men Erich han dog marken beholth
for ieg bleff illæ slawen.
Tha ieg bleff læcth ieg hannum thet golth,
e4r| ieg wilæ thet ey fordrawen.
Ieg hade nar fonghet eth faldh,
thet kunne ieg wel menæ,
hade ieg ey tha flydh tijl en stenhaldh
och østh paa them fast stenæ.
The gaffue meg ther fore biærggrams naffn
ath ieg saa brødh then kleppe
och tog ther sten i handh oc fawn;
ther løbæ ickæ mangæ sleppe.
Tha bwrdhe Erich marken ath fly
tijl Danmark lodh han glijdhe.
Han stridhe meth myn brodher aff ny
oc thabede thrænde tijdhe.
Han slo myn brodher i fierde stridh
som han hannum tha paa førdhe.
Tha ieg thet spurde, ieg wor ey blidh,
ieg hannum aff Danmark kørdhe.
Saa fwldhe ieg hannum tijl Swerigæ indh,
ther ladhe ieg hannum i lighæ.
Ieg wandh thet rygæ oc wor ey seen;
ieg nødhe them meg ath wighæ.
Om syer the reysda seg meg imodh
en knabæ meth syw hans sønner.
Ieg op tog eghen meth syn rodh,
ieg slo them allæ som høner.
Siden kom ther en kempe saa stærk,
wel xi alne langgher.
Han willæ tha meth meg øwæ hoffuerk;
ieg thencker han fick eth angher.
e4v| Han bødh meg aff i kretz ath slas
meth seg selfftholthæ kempæ.
Ieg sade ieg willæ gøre them eth fas
om ieg fingæ ther tijl lempæ.
Therfore bleff han so harmt i hw
ath ieg thordhe hannum so swaræ.
Han slo ihiell sex eller syw
wdaff syn egæn skaræ.
Saa tog han them han hade igen,
och gik modh meg ath strydhe.
Ieg saa thet ath the fynghæ eth men
heller the wore wrede eller blyde.
En mectig kempe i Norgæ wor,
han war so doll i twngæ.
Han lade syn koning for twende velkor,
the woræ hannum bode twngæ.
Han skullæ hannum enthen syn dotther faa
tijl syn husfrw ath haffue
eller meth hannum i kretzen gaa
och ficthe som løckhen hwn gaffue.
Thi lodh han kyndhe offuer allæ landh
then skullæ hans dotther forhwærffue,
ware seg ænthen swæn eller man,
som then kempe kunne forderffue.
Thi for ieg thijdh then kempe at slaa
och iomffrwen ieg forhwerffdhe.
Ieg affledh meth henne en søn saa fraa,
hedh Asmwndh, han Norgæ ærffdhe.
e5r|Af hannum kom Norgis koningligæ
slecth
som syen haffue rodh for landhen
och waret ther syen i staght oc macth;
ieg kan thet siæ for sandhen.
Tha haffdhe ieg slaffuit so mangen man,
bode kempper och saa iæthæ.
Saa kom ther en, Helsot hedh han,
han tog meg bort meth slæthtæ.
