¶ Gorm Haraldssøn
Som andræ kongær toghe them tijl idh
i orloff oc krij ath øffuæ,
saa tog ieg meg foræ vdhi myn tijdh
behendeligh tingh ath prøffuæ.
Ieg spurde ther bodhe en iætthæ i nøør
megeth righ paa kostellighæ eyæ.
Thet sade meg Torkyld, myn tiæner føør,
han wistæ wel ther tijl veyæ.
Geruth saa hedh then iætthe righ,
thet rwcthæ gik aff saa widhe.
Tijl hannum hade ieg meghen figh,
ey andheth kunne ieg meg tagæ tijl idhæ.
h1r| Thi lodh ieg rede meg holkæ tree
meth hwder saa wel betacthæ
och hundrede men i hwer aff thee,
ther hædhen tha mwnne ieg acthtæ.
Saa seglde ieg hedhen wdhi then søø
paa hyn syde Norgis rigæ
saa lengæ ieg kom tijl en øø,
ther bode saa arghæ tigæ.
Ieg kaste mit acker paa then sandh,
iegh hade saa lith at thæræ.
Thi sænde ieg buth oppaa thet landh
smaa dywr tha betæ wij theræ.
Om nathen kom ther so manghe troldh
oppaa then strandens bankæ.
The spurde at hwo oss gaff then woldh
ath wij theres dywr skullæ sanckæ.
Bland andræ kom ther eth saa høøth
som eth wort mast kwnde wære.
Tha ieg thet saa ieg hade nar døøth,
saa mwnne meg thet forfæræ.
Thet beddis aff hwert wort skiff en mand
for theres smaa dywr wij betæ,
om wij skullæ komme bort fran thet land;
then bøn wij genesten wethæ.
Saa seglde wij thædhen tijl Gutmwntz land
i stor bekommer oc waadhæ.
Tijl Gerutz broder, saa hed hand,
wij gleddis at wy thet naadhæ.
Ther bad oss Torkell hwer och en
h1v| ath wij skullæ thiæ som stene
om wij willæ hiem tijl lande igen,
oc lade hannum tale all ene.
Han oss forbøth ath ædhe meth them
elder noger theres ting ath røræ
om wij willæ komme tijl Danmark hiem
och sye hwat wij ther høræ.
Om affthenen mørketh gik oppaa
och daghen mwnne bort fallæ,
tha kom Gwdmwndh for oss at staa
bode stoor oc grwm meth allæ.
Han helsæde oss hwer wedh sith naffn,
han badh oss hoss seg gestæ.
Han iættæ oss bode meth hand oc saffn,
han willæ oss gøræ thet bestæ.
Han settæ oss op tijl høffue bordh
ther wore saa kostelligæ rætther.
Ickæ talede wij eth ænæstæ ordh
meth kemper elder meth iætther.
Xij hans søner, wel deyligæ mæn,
the gynge ther fore at tiænæ
kledde i gyldene støckæ hwer oc en
och xij hans døtther wenæ.
Then ælstæ oc wænestæ bød han megh
the andræ mynæ ypperste swenæ.
Ieg menthe ther wor allt vnder eth swegh,
thi laa ieg helder enæ.
Fyre myne ridder toghe ther wedh,
the gyngæ meth them at soffue.
h2r| The bleffue forwendæ paa en stedh
tijl trold ther som the loffuæ.
Ther the sowe ath wij tawdhe saa quer
oc wille ey ædhe oc dryckæ,
tha wor them ildh i lengher oc wer,
the togæ thet tijl mystyckæ.
Tha swarede Torkell for oss saa,
han badh them ey wære wredhe:
»The kwnde ey well edhers moll forstaa,
thi geffuer ether nw tijl fredhe.
The hollæ oc fwlmegeth tijl hadh
ath the bliffue skullæ sywgæ
om the ædhe aff thenne fræmmede madh
aff skyffuer i theres bwgæ.«
Tha han thet hørdhe at wij sade ney
och wore aldeles saa tryggæ,
tha lod han følghæ oss paa then wey
tijl Gerutz, hans broder, byggæ.
Thet wor eth græselicth sloth elder gaar,
for døde mentz howeth ther wore
paa steyler seth i hwerth wighskaar
och hwnde som ther laa foræ.
The hwnde gaff Torkel eth horn meth feth,
saa gaffue the them tijl fredæ.
Wij steyæ then mwr oc gyngæ saa breth,
wij fwndhe ther trold saa ledæ.
Thet wor bode grwmth oc rædelicth
alt thet som wij soffue tæræ,
och tijl syn lucth wel græselicth,
h2v| ieg syer thet paa myn æræ.
Ther roddæ oss Torkill atther saa
at wij skullæ wære wel trøstæ
och hwer meth annen manneligæ staa
och lade oss intheth løstæ.
Hwo som tagher her noghen tingh,
tha hængher hwn wedh hans hænder.
Thi ær thet raadh at gaa omkringh
elder han bliffuer forwænder.
Saa gyngæ wij ind vthi then sal
som Geruth wor selffuer indhe.
Ther fwndæ wij hannum aff døden qwal
meth tre kroghryggæde qwinde.
Meth døde hwghormæ wor gulffueth strøth,
the wæggæ the wore saa sortthe.
Menneskæ sade ther som lengæ wor døth.
All gletskaff wor ther borthe.
The sode alle paa sædæ aff iern,
the mwnne saa ildhe lucthæ.
Ieg hade tha gernæ waret ther fiern
saa tog ieg tijl ath fructhæ.
Tha wij soffue oss bedher omkring
wthi then sal saa widhe,
wij soffuæ ther faffuer oc løstelig ting
som wij mottæ tha wel lidhe.
En hwalstan laa ther slawen meth gwld,
eth horn meth dyræ stenæ,
en fading giord meth konsten fwld.
Alt sammen meth gwll hynth renæ.
h3r|Aff wore hoffswenæ løbe ther tijl tree,
the togæ the kleynodæ skøne.
The frommestæ men man kunne see,
the mwnne thet illæ røne.
Then tand, han wendis om tijl eth swerdh.
Thet horn, thet bleff en dragæ.
Then fading, en orm han giorde syn gerdh.
The dræptæ the men saa fagæ.
Tha tog then sall i same stwnd
ath røstes och ath skelffue,
fran øffuerstæ oc tijl nedrestæ grwnd
the døde op sprwngæ ther selffuæ.
The kerlingher tree the roptæ ioduth
ath wij skullæ ther saa røffuæ.
The orme paa gulffueth wthi then puth,
omkring wore øern the fløffuæ.
Tha fingæ wij ther ful storth eth meen,
wij kwnde oss ey saa weriæ
ath wij bleffue ey wthen tywæ igen
som kwnde wort liff tha beriæ.
Saa hwldæ wij oss tijl skips i seen
meth thet folk wij hade,
och seglede saa hiem tijl Danmark igen.
Wij wore saa drabelig glade.
Tha ieg kom hiem tha kedis meg wedh
ath faræ saa lengher om landhe.
Thi gifftæ ieg meg oc bleff meth fredh,
thet gik meg wel tijl handhe.
Siden fik ieg spurth ath menneskens siell
h3v|skall altijd bliffue i liffuæ.
Thi willæ ieg widhe meth nogheth skeell
hwor myn siæll skullæ bliffuæ.
Ther swarede meg mit rod saa tijl:
»Thet inghen tijl stor ath widhe,
wthen eders nadis gudh, om han so wil.
Tha mwe I ther paa lidhe.
Thertijl widhe wij ey bæder budh
wthen Torkil, eders swen hyn snare,
han maa thet spøriæ aff ethres guth
oc widhe hwat han will suare.«
Tha lod ieg kallæ Torkel fræm
och bødh hannum tijd ath faræ.
Ieg badh hannum koræ tijl seg aff thæm
som deyligæ wore och snaræ.
Ieg badh hannum faræ tijl Wgartilock
som ieg hade tiænt saa lengæ,
och spøriæ hannum ath for wthen drock
hwath løn myn siæll skullæ fangæ.
Ieg lod hannum redhe eth skiff saa fast
ath seglæ meth tijl the gwder
och fik hannum retskaff meth en hast,
betacth meth tiwræ hwder.
The seglidæ saa lengæ bort i nør
ath the i mørken komme.
En segidlæ the tha som the giorde før
for the wore hellædhe fromme.
Lancth om syer tha mathe the see
en ildh for staffnæn brændhe.
h4r| Ther seglidæ the effther i daghe tree
før en the kunnæ ther lændhe.
Ther thren Torkell oppaa thet landh
och gik imodh then lwæ.
Tha han tijd kom han ther tha fandh
saa røghet och sorth en stwæ.
Ther sade too kompaner hoss then bool,
theres næser wore ledhe oc langæ
oc horde som horn elder som stoll
oc thertijl krogedæ som andræ stangæ.
Meth them rørdhe the bode nath oc daw
i ildhen som ther laa foræ
som stegher plæiæ meth theres karnaw
ath røræ i brandænæ och poræ.
Them spurde Torkell fræmdeles om vey
hwor han kunne myn gudh fyndhe
och om tijdh wor lancth elder ey
och om han kunde tijdh wyndhe.
Tha sade then enæ oc paa han sordh:
»Skall ieg teg wæen kændhe,
tha skalltu syæ meg trænde ordh
som wel kunne wære sændhe.«
Tha swarede Torkel oc sade saa:
»Ieg wil thet syæ paa loffuæ:
Ieg aldrig slemmer næser saa
noger handhe menneskæ owæ.
Aldrig wor ieg oc nogher stedh gesth
som ieg willæ nødigær wære.
Thi holder ieg then fod altsom besth,
h4v| meg først kan hedhen bæræ.«
Tha swarede troldhit: »The samme ordh,
the kunde wel wæræ sændæ.
Thi som ieg tigh iætte oc sordh
alth weyen oc seglinghen kendæ.
Fyre dags segling skalth tw ga paa
før tw thet lanth kanth fyndæ,
som thin herres guth ær oppaa,
och hws som han ær indhe.
Saa gik Tørkel tijl then bool
han willæ aff ildhen tyggæ,
»Ney,« sade troleth paa sith mool,
»tw skalt hannum lade lyggæ,
wthen tw sier meg trenne ordh
som inghen kan driffue tijl ryggæ,
annen gawe elder bedæ stordh
wil ieg ey aff teg tyggæ.«
Tha swarer Torkil, han wor saa bradh:
»Thet ær hwer man til frommæ
ath høre oc tagæ aff nuttiligæ raadh
i hwædhen som the mwnne kommæ.
Kan ieg nw wel komme hæden igen,
ieg wil hijdh aldrig mere faræ.
Thi tacker ieg mest myne eygenæ ben
som hijd oc hedhen meg baræ.«
Saa fik han ild oc seglidæ saa fws
som trollet hannum foræ sadæ.
Han fand myn gudh ther i eth hws,
saa faa wor ther i gladæ.
h5r| Han tænde eth lyws oc gik ther indh,
ther wor saa græsæligt indhe.
Han hade nar tabeth bode andh oc sind,
hannum kunde ey raadh tijl rindhe.
Ther sadh myn gudh, Wgartilok,
wor bwnden meth boyær sterkæ
som han hade sidhet wthi en stok,
thet kwnde Torkell wel merkæ.
Hwert haar som wor paa hans krop,
thet wor som glaffuen aff hornæ.
The stode alle och styrlede op
som the hade wæret thornæ.
The lucthedæ werræ en noghen vting
man kan i werdhen fyndhe.
Ther loffue hugormæ trinth omkring
thet hws som han wor indhe.
Han ructæ eth haar odaff hans skegh
meg hiem tijl thegn ath føræ.
Thet gaff aff seg then lucth oc dregh
som wærst kunde nogher stedz høræ.
Tha sprungæ the ormæ oc ander trold
paa hannum oc hans følgæ saræ.
Ther vndgik ey vthen v aff theres wold
som seg kunde for them varæ.
Intijl the komme tijl skips igen,
the ormæ effther them flwæ.
The hwitzlede oc spwtæ paa them venen
ath them mottæ ther foræ grwæ.
En aff them vndher thiællynghen waar,
h5v| han skullæ segh ladæ løstæ,
och stynghæ sith howeth ther vdh saa snaar
han thet ther genesthen møstæ.
En annen racthe ther vdh syn hand,
han skullæ thet thiæll tijl draue.
Hwn bleff ther stecth al som en brand,
saadan fick han ther plaue.
Then trediæ skullæ oc se ther tijl
hwedhen them kom then wode.
Thet kwnde well ware eth iamerlig spel,
han møstæ synæ øffuen ther bode.
Tha bad Torkel al mectichste gud
ath han skullæ hannum benodhe
och frælsse hannum wdaff then nød
oc aff then høwelig wodhe.
Tha fik han genesthen bør saa from,
han lod tijl Tydeskæland standæ.
Ther tog han dob oc kristendom
før han kom hiem tijl lande.
Siden han kom tijl meg meth thet hoor
han aff myn gutz skegh ructhæ,
ther dødhe aff mangæ och ladis paa boor,
saa iamerlig mwnne thet lucthæ.
Tha han fik sacth meg aff then wroo
myn syæl skullæ haffue och mødæ,
tha styrtæ ieg nødh al som en koo.
Aff angher oc sorgæ ieg dødæ.
