Løcken, hwn maa wel lignes eth glar,
hoo thet giffuer gøm, han worder thet war.
Nar som thet skyn alsom klarest,
tha brøster thet alsom snarest.
Ther wor en konning i Sweriges land
wthi myn tijd, Erod hede hand.
Han hade en dotther, hwn war bold.
i2v| Han reddis at nogher skullæ gøre henne wold.
Thi lod han føde too orme opp;
the odhe hwer om daghen en oxekropp.
Them lod han sættæ for hennes dør
at ther skullæ indh inghen komme før
en han kwnne faa hans mynde thertijl
oc andræ fleræ wenners om wel.
Tha ormenæ woræ saa store i kropp,
tha angræde hannum at han hade fød them opp.
Han reddis for seg oc alle syn land
ath the skullæ dræbe them hweriæn mand.
Thi lod han almyndelig tijlsyæ saa
at then man skullæ hans døtther faa,
som samme orme kwnne sla ihiell
oc frælsæ hannum aff then angher well.
Thi ford ieg tijd paa en god røn
om ieg mottæ faa then ionfrw skøn.
Ieg gik ther vdh wthi en aa,
ieg lod myne kleder ther frysæ saa
at the wore som eth harniske klarth,
oc søcthæ ieg ormænæ meth en farth.
Meth skioldhen beskermde ieg meg for theris
tand,
meth ysen for edher, ieg thet ey fand.
Saa fik ieg slaffueth the orme tijl dødh
oc frælstæ tha kongen aff syn nødh.
Ieg wand then ionfrw faffuer oc fyn
oc fik henne saa tijl drodning myn.
Tha ieg kom op aff then aa
och konghen han myne kleder saa,
i3r| ath the hende saa klattegæ om meg,
tha sporde han ath oc giorde aff legh:
»Hoo ær then lodbrog hissæth goor?
Han ær saa klattig som eth foor!«
Ther aff kalledis ieg siden Lodbrog,
thet syer ieg edher for wthen hiog.
Siden wor meg løcken længæ blidh
tijl orloff oc allskøns idh.
Therforæ ieg Norgæ twswer vandh,
saa giorde ieg oc wedh Skotlandh.
Ieg Ængland wand oc Hyberland
oc Swerigis rygæ oc saa
Gwlland,
Grønlandh och Ørkenøø
meth andre smaa land i Westersøø.
Ther skattidæ meg mere wæpnthe men
oc wæpnthe romer hwer oc en.
Tha ieg wand keyseren aff stridh,
forthi ath løcken wor meg blidh,
thet Lanthosassen ieg och tha wand
meth allæ andræ tydeskæ land.
Ther kørde ieg keyseren aff landhen wdh,
han glømde igen bode skiold oc spywdh.
Hans store pallatz, som wor i Tagæn,
thet hæctedæ ey mere æn en lagæn.
Ieg wand thet snarth meth storm oc stridh,
ieg settæ ther myne hestæ wdhi.
Franckerigæ wand ieg oc saa
och fik myn søn thet foræ ath staa.
Ieg krijde ther paa i fyretyw aar
i3v| och giorde ther døde men oc soræ.
The som bode i Parises stad,
ieg wil thet syæ: the fingæ eth bad.
Rytzen ieg oc saa offuerwand
och fik en annen myn søn i hand.
Hannum sloffue the saa snarth ihiell
meg tøcthe the giorde thet ey meth skiell.
Thi for ieg andhen tijd thijd igen
och wandh thet land, ieg wor ey seen.
Ieg hannum lodh beholde thet land,
som slo myn søn, then vngæ mand.
Han skullæ meg skath giffue orlig modh
selff tolthe paa theres baræ fodh.
Hwath skall ieg nw mere syæ ther aff?
Ieg maa thet syæ for wthen straff:
Fra Danmark oc saa tijl Mæret wdh
ieg offuer wand meth skioldh oc spywdh.
Ieg wand eth rigæ wthi thet mærdh
oc lodh them see the danskæ swærdh.
Fæmthen myne søner som ieg hade kæær,
them fick ieg hwer sit rigæ i sæær,
som wore Ornik och Godefredh
Wlff, Biørn,
Rawerth, oc Sygefredh,
Siwer, Iwer,
Radulff oc Erik Wederhat
Agner, Vbbe,
Ingwer, Frytlæ oc
Dwmwat.
Siden bleff ieg greffuen i Hyberland
oc sætthes i ormethorn paa stand.
The ormæ thæret meg saa snarth,
saa fald myn løckæ bort saa brath.
i4r| Tha ieg skullæ tijl the ormæ gaa,
tha sade ieg tijl tornwoctheren saa:
»Westhæ nw grissæne hwad ornen toll,
the komme saa snarth oc løsde hans qwoll.«
