¶ Magnus, sancte Oleffs søn
Tha Knud hin horde wor aff ganghen slæt,
ieg Danmark fick, som meg wor iæth.
Swend Æstretssøn thet for tøttæ.
Thi wand ieg hannum too stridher aff,
en tijl land oc anden tijl haff.
Wij kunne ey bliffue sotæ.
Tha tydskæ hørde at wij hadde kry,
tha bleffue the glade thet samme ry.
The hadde ther aff got gamen.
The williæ tha hielpe oc skiliæ oss ath
dogh ickæ for gode men mere for hath,
megeth folk tha drogæ the samen.
Saa droffue the indh i Synder Iutland
och giorde stor skade meth mord oc brand.
Stor roff the ther wdh fingæ.
Hoss Sleswigh kom ieg meth them i fær,
och fæmthen twsend ieg aff slo ther.
Fuld faa meg ther wndgingæ.
For then samme seyær som ieg wand ther,
hadde meg allæ danskæ men kær,
och Swen the plath forsordhe.
Thi sættæ ieg meg oppaa myn hest
och hadde thencth ad waret hans gest.
Han mwnnæ seg tijl Swerigæ fordhe.
Tha kom meg løbende en hare imodh.
l3v| Myn hest, han slo meg neder for fodh,
saa thet ieg genesthen dødhe.
Siden bleff myn krop tijl Tronthem førth,
som mangæn man haffuer seth oc hørth.
The iordh ther paa meg strødhe.
