p2r| ¶ Woldemar,
Cristoffers søn
I ær muss alt som hwn maa
i fattig kones posæ.
Men kommer katten oc driffuer henne fraa,
hwn tørf ther lidheth aff rosæ.
Hwor mussen oc katten giøre bode eth,
ther pleyer god bonde at tabe.
Wthen han seer ther tijl fulbreth,
tha holles han for en abe.
Tha Cristoffer, myn fader, aff ganghen waar
och myne sysken tesligæ,
the bødet meg tijl i keyserens gaar
ath ieg motte faa theris rigæ.
Twsende oc saa tryhundrede aar
och ther effther fyretiwe
effter ath Gutz søn føddher waar,
meth sandhen kan ieg thet drwe
tha foer greue Gerd aff Holtzeland
oc ind i Iutland ath stride
meth xi twsend ey fære en mand
i Randerss tha willæ han bliffue.
Thet danskæ ridderskab hade han tha acth
ath legge aldelis ødhe
om han kunne nogherletz fanghet thes macth.
The iudher giorde han stor mødhe.
Som han tha best i Randerss laa
meth fyre twsend end mere,
p2v| tha kom Niels Ebbessøn och hannum ther
sloo
meth syw och fyretiwe ey flere.
Siden sloos han selff for Skandelborig
ihiel,
han thet bestallet tha hade
meth flere danske herre om wel,
thet wor fulstoor en skade.
Tha foer ieg fran keyseren oc tijl Sleswig,
hertug Woldemar ieg ther geste.
Hans dotther ionfrw Helwig
ieg ther tha genesthen fæste.
Saa bleff ieg tha kest tijl konning i stad
aff iwdernæ och siælantzfare.
Men tydeskæ hade tha slottenne fat,
the willæ meg intheth sware.
Thi bød ieg gwld oc penning paa them
ath the skullæ meg them oplade
och fare saa selff tijl lande hiem
och intheth paa Danmark hade.
Tha swarede the meg endræcthelig saa:
»Wij sye teg thet wij mene.
Paa annen dægen willæ wij ey gaa,
wij holle thee rødhe stene.«
Thi lade ieg først for Kaldenborig
och fik thet tijl gode rede,
och syden ther effther for Siøborig
och fik thet samme leede.
Siden wand ieg ther nest Friseland
en xi twsend iomfrwes affthen at qwælle
och kom thet ighen wndher danes hand
p3r| oc Danmarks
konninges wælle.
Ther effther fik ieg Worenborg
wndher myn wern och haffue
och saa Korsør paa Pædeborig
saa holt ieg them wed affue.
Siden redh ieg tijl Then Helly Graff,
meth manghe aff Danmarks rigæ,
och sloos tijl ridder som Gud meg gaff;
ieg sloo ther andre theslighe.
Tha ieg kom syen tijl lande hiem
meth meghen hedher oc ære,
tha løsde ieg manghe slot aff them
som the hade tha i wære.
Siden giorde ieg eth mode i Helsingborg
meth hedherlig herrer oc mange,
thijt wysthe ieg hertugen aff Mekelborg
som ieg hade iæt forlanghe.
Han giorde stoor skade och fik oc saa
i Siæland tha han tijd færdis.
Thi ieg ther tijl gemmen fingher saa
doch thet fulsaare kærdis.
Tree reyser giorde ieg tijl
Tydeskeland.
Først brende ieg Landtopøle.
Annen tijd foer ieg myn swawer tijl hand,
ieg lade hans fiende i søle.
Tredie tijd foer ieg ther ind
och kærlighe hannum forlicthe
meth twenne greffuer som wore i Stetyn
och lodh ther breff paa dicthe.
p3v| Men tha ieg foer tijl ryggæ ighen
och lod ieg fast hiem stande,
tha giorde han meg fuldstoort eth men,
segh skreff aff Wendis lande.
Thi brende ieg hans slot, stædher oc by
och sloo hans folk tijl døde.
Och them som ieg lod leffue thery,
them giorde ieg meghen nøde.
Paa somme lod ieg skære næsen op
och somme theris ørnæ aff skære.
Saadan lyde paa theris krop
burde them syden ath bære.
Siden wand ieg oc saa Traneker
som tydskæ hade them tijl hande,
och Nørreborig meth samme her
alt før wij fore tijl lande.
Saa foer ieg tha tijl Femers land,
som ieg hade iæt them førre,
och wand thet wndher danes hand;
ther holt hwercken porte eller dørre.
Ther nest foer ieg tijl Skoneland
som Danmark tijlhører meth rætte.
Och Helsinborig ieg offuerwand,
konning Magnus tordhe't ey
wnsætte.
Saa fik ieg ther oc allæ slot,
them torde meg inghen nethe.
The skonnighe sade meg mandom oc got,
stoer kærliched the meg wethe.
Konning Magnus hade køfft all
Skoneland
p4r| lith effther myn fadher døde
aff tydskæ som thet tha hade i hand,
och mogsen hade lafft øde.
Halfierde synnetiwe twsende løde mark
och alt i sølff hyn bone
hade han them giffuet wd aff syn ark
for Helsinborig i Skone.
Effther han them køffte aff sodan men,
som ey wore eyer tijl rætte,
tha wille ieg haffue't tijl righeth
ighen
elder wære meth hannum i trætte.
Saa foer ieg tha bædher i øster wd,
wedh Øland mwnne ieg lænde.
Borcholmen wand ieg meth skiold oc spiwd
och landheth mellom bægge ænde.
Siden foer ieg tijl Gulland ful gladh
och stride paa landheth wel saare.
Men tha ieg kom tijl Wijsby stadh,
han stodh meg obenbare.
Ther fik ieg mere kostelig ting
indhen Wijsby stad all ene
end ieg hade foeth ther nogher stad omkring,
som ieg lod førre skene.
Tha hense stædher finghe thet sport
at ieg hade Wijsby wundet,
the ginghe i raad, the
slowe'th
wel stort,
thet the fulsaare grundet.
The skreffue meg tijl wnsegelsæ breff,
the sade the skullæ thet wrecthe,
p4v| for theris gotz ther arresteret bleff,
om the wore fød aff æcthe.
Thi skreff ieg them eth breff ighen,
thesse ordh tha holt thet inne
meth samme theris bud, ieg wor ey seen,
ieg skreff hwerken meer elder mynne:
»Søwen vnde søwentich henseen
hefft søwen vnde søwentech gensen.
Wo my de gensen nicht en biten,
de hensen frage ich nicht en skiten.«
Thi wdgiorde the theris største macth,
Helsingborig the genesthen belade.
Thet wor saa mest i theris acth
at giøre meg last oc skade.
Sexten blidher hade the ther rest
och kaste bode nat och dawe.
The hade tha tenckt Danmark mest
hade the ey fanghet got awe.
Ieg kom paa them bode greff oc sloo,
som the toghe mest at bramme,
en mectig hob ther nogheth droo.
The andre fore hiem meth skamme.
Twsende iij hundrede aar
och try oc trysynnetywe
effter at Gutz søn fødher waar,
ieg wil thet ickæ lywe,
tha giorde ieg konning Hagen thet tijl gaffn
och saa myn dotther Margrethe,
theris brøllop holt ieg i Købmanhaffn;
p5r| then hedher ieg them ther wethe.
Konning Mawensses søn aff Swerigis
land
wor han aff æchte och rætthe.
Han hadde tha Norghe vndher syn hand
frijth forwthen allæ trætte.
Om syer bleff ieg paa Gorffue døt,
paa Wordingborig lafft i iorde.
Margrethe, myn dotther, hwn siden thet bøt
ath ieg skullæ føres tijl Soræ.
Effther Gutz burd twsend tryhundrede aar
och fæm oc halfierdesynne tiwe
tha bleff ieg døt som screffuet staar,
thy tørff ther inghen om lywe.
