Roskilde stadsret 1268. 15. juni og senere.

<2.> Om voldtægt.

Fremdeles forordner vi, at hvis <nogen> bortfører jomfru eller kvinde og øver vold mod dem, skal han være hjemfalden til dødsstraf, såfremt det behager den kongelige majestæt, hvis han bliver grebet på fersk gerning; men hvis han ikke bliver grebet på fersk gerning, og hverken tilstår eller bliver fældet, skal han forsvare sig med tre gange 12 mænds ed; men hvis han er edsvoren (ͻ: gildebroder), skal han rense sig med 12 mænds ed.

<3.> NHerwirke.

Fremdeles forordner vi, at begår nogen herwirke i byen, skal han bøde 40 mark til den skadelidte, 40 mark til kongen, og lige så meget til byen. Men hvis han er borger, og han benægter (forbrydelsen), skal han rense sig med tre gange 12 mænds ed, eller, hvis han er i edsvorent gilde, forsvare sig med 12 lovfaste mænd; men hvis han ikke er borger, skal han forsvare sig efter landets love (ͻ: sjællandsk lov). <Fremdeles> trænger nogen med vold ind i anden mands gård med færre mænd, end man kan begå herwirke med, skal han bøde 9 mark til ham, og lige så meget til kongen, og lige så meget til byen. Derudover skal misdæderen bøde den skadelidte, i overensstemmelse med det, det erfares, at han har forbrudt mod ham, eller værge sig med to gange 12 mænds ed; men hvis han er edsvoren gildebroder, skal han rense sig med 12 mænds ed.

<4.> Om tildeling af sår.

Fremdeles forordner vi, at enhver, der sårer nogen til blodsudgydelse på torvet, skal bøde den skadelidte 40 mark, kongen 40 mark, og byen lige så meget; men hvis nogen på tinge på samme måde krænker en anden, skal han betale bøde som ovenfor nævnt; men hvis nogen bliver anklaget for en sådan sag benægter det, skal han, hvis han er borger, men ikke edsvoren gildebroder, rense sig med tre gange 12 mænds ed; men hvis han er borger og edsvoren gildebroder, skal han forsvare sig med 12 mænds ed; men hvis han ikke er borger, skal han forsvare sig efter landets love (ͻ: sjællandsk lov). Men hvis nogen på tinge eller på torvet kræver sikker garanti af ham, for at han skal stå til rette, og hvis samme anklagede har jord eller grund i byen af 3 marks værdi, kan den jord være tilstrækkelig sikkerhed for ham, og fogeden skal ikke kræve anden garanti af ham.

<5.> Dette siger vi også skal overholdes, at fogeden ikke skal stævne nogen borger for retten fra Nbegyndelsen af tiden for Herrens komme indtil Nottendedagen efter Hellig tre konger, der på folkesproget (ͻ: dansk) kaldes Niulæhelgh; fremdeles fra Nseptuagesima indtil Nsøndagen Quasimodo geniti, der på folkesproget kaldes Nfastæhelgh; fremdeles fra NSt. Olafs dag til NSt. Mikkels dag, der på folkesproget kaldes Nhøsthelgh; ikke fra den tid, hvor kongens leding stævner til et udpeget sted.

<6.> Om renholdelse af gader.

Fremdeles forordner vi, at enhver borger, der ikke på behørig vis får istandsat bro eller gang foran sin gård inden den ham af fogeden og borgerne fastsatte dag, skal betale 9 ørtug penninge til deling mellem fogeden og borgerne.

<7.> Om at fjerne skarn.

Fremdeles skal enhver, der lægger sit skarn eller mødding på alfarvej, og forsømmer at føre den bort inden den ham af fogeden og borgerne fastsatte tid, være hjemfalden til samme straf.

<8.> Om brand.

Ydermere forordner vi, at hvis det hænder, at der kommer brand i nogen mands hus, og der bliver ringet med klokken (ͻ: byens klokke, alarmklokken, skal han betale 9 ørtug penninge til deling mellem fogeden og borgerne.

<9.> Om Nskudh.

Fremdeles forordner vi, at fogeden årligt skal have 7 penninge i skwt af hver borger, nemlig 2 i Ngresgield, 1 i Nmitsommergieldh, 2 i Nthiwfæ skuth, <1> i Niwlæ skuth og 1 til Nposke helgh. Betaler nogen ikke denne afgift, kan fogeden stævne ham på tre ting, og hvis lovlig dom <bliver> afsagt over den trodsige, skal han betale nævnte skuth, for hvilken han blev sagsøgt, og bøde 3 mark til fogeden; men har han været borte på den tid, dommen mod ham faldt, og han, vendt tilbage til doms, benægter (beskyldningen), skal han rense sig med 12 mænds ed.

<10.> Om udefra kommende købmænd.

Fremdeles forordner vi, at kommer nogen andetsteds fra kommer til Roskilde by og vil drive handel dér som købmand, skal han først betale borgerskabet 4 ørtug sølv; men hvis han prøver på det før dette, skal han bøde 3 mark til byen.

<11.> Om Ndanefææ.

Vi forordner også, at dør nogen i byen uden at have tilstedeværende lovlige arvinger, og han efterlader sig gods, der på folkesproget (ͻ: dansk) kaldes danæfæ, skal det i Ndag og år anbringes i en enkelt borgers forvaring til trofast opbevaring uden at formindskes eller bortkomme; og hvis der ikke inden førnævnte frist møder nogen, der kan bevise at være de rette arvinger, da skal kongens foged uden indsigelse modtage det førnævnte gods.

<12.> Om at søge retfærdighed i byen.

Fremdeles bestemmer vi, at enhver, hvad enten han er borger i Roskilde eller en udenbys mand, kommende udefra, der måtte have sag mod nogen borger, skal stævne ham til Nbyens ting, for at der ved borgernes retmæssige dom kan ske klageren fuld retfærdighed efter loven og byens sædvaner. En borger i Roskilde skal hverken stævnes til almindeligt landsting eller for den herre landets konge eller andetsteds, medmindre samme borger (ͻ: den sagsøgte) først sammesteds (ͻ: på bytinget) er uvillig til at yde passende erstatning til den, der klager over ham.

<13.> NAff vidne vinkøp.

Danske ord i den latinske tekst, måske en oversættelse af et oprindeligt de testificando vinkøp, ’om at bevidne vennekøb’.

Fremdeles vil vi have det strengt overholdt, at køber nogen en ting, der er til salg til rette tid på almindeligt torv (ͻ: inden for ”åbningstid” på torvedagene) ‒ til hvilket køb det ikke er nødvendigt at fremføre vidne, som på folkesproget (ͻ: dansk) kaldes Nwin, ‒ kan køber, hvis en anden senere siger at erindre, at denne ting tilhører ham og enten ved tyveri eller på en eller anden måde uretmæssigt er frataget ham, vindicere sig denne ting ved 12 mænds ed og med to lovfaste mænds forudgående vidnesbyrd.

<14.> Om at betale bøder.

Fremdeles forordner vi, at hvis nogen bliver anklaget af <en anden>, og han bliver fældet i en sag, for hvilken han skal straffes med pengebøder, skal han først betale til sagsøgeren, dernæst til byen, og til sidst til fogeden, hvis midlerne slår fuldt ud til for den skyldige; men hvis den skyldiges gods ikke rækker til at fuldt ud at betale alle bøder, skal så meget af hver tredjedel fratrækkes, at de alle (tre) får lige andel i bøden, så langt som de nævnte midler rækker til.

<15.> Fremdeles forbyder vi urokkeligt på den herre kongens myndighed alle i Roskilde by boende bagere, at de ondsindet drister sig til at hindre nogen, der vil udøve bagers embede i denne by, uanset en slags, som det siges, sædvane, som snarere bør kaldes fordærv, på grund af hvilken ingen nytilkommende, hvor kyndig og tro han end er, kan udøve nævnte embede sammesteds, medmindre han til deres gilde giver 3½ mark i sjællandsk mønt. Endvidere vil og forordner vi, at enhver, der fra <nyt af> tiltager sig nævnte embede, ikke skal undlade at betale en halv mark penninge til den herre kongens foged efter gammel sædvane. Vi tilføjer også, at det nævnte pengemæssige fordærv, der er afskaffet ved dom af den herre kongen, aldrig til nogen tid skal bruges af de nævnte bagere, alle og enhver, nærværende som kommende, såfremt de vil undgå den herre kongens vrede <og> ovennævnte bøde.

<16.> Fremdeles, for at staden i alle ting kan styres fredeligt, forordner vi, at når noget i staden skal indrettes fra nyt af, da skal det indrettes i enighed med fogedens og borgernes råd og samtykke; vi bestemmer også, at om der handles anderledes med nogen som helst embeder eller ting tilhørende byen, da skal det regnes for ugyldigt og uden kraft.

<17.> Alle nærværende som kommende skal vide, at den herre NErik 2., den ovennævnte berømmelige konge af Danmark, hvis liv Gud bevare i lange tider, klogt agtpågivende på Roskilde bys tarv, både for dens tro borgere og for andre, der besøger samme by, og ud af sin medfødte godhed nådigt har bøjet sig for vores bønner og stadfæstet alle og hver af de ovenstående bestemmelser til evig gyldighed ved at vedhænge sit segl i det Herrens år 1268, i juni måned, i den 11. indiktion, den 15. juni, i vor konges <9.> embedsår.

N<18.> Fremdeles forordner vi, at hvis nogen med sine købmandsvarer kommer til vor by som gæst og opholder sig hos os vinteren over, skal han betale den herre kongen en mark penge og en til staden.

<19.> Om fragtafgift.

Fremdeles hvis det hænder, at en gæst, der fører sine købmandsvarer med skib, kommer sejlende til vor by for dér at sælge de købmandsvarer, som han bringer med sig, er han pligtig at betale 2 ørtug penninge; det samme er han pligtig at betale for alle sine fæller, som er ombord i skibet sammen med ham, men blot en af dem undtaget.

<20.> Om fragtafgift.

Fremdeles om nogen, der kommer til vor by, indfører fisk på skib eller vogn, skal han første gang betale en ørtug, derefter skal han, så tit han kommer, betale 2 penninge det år, dog undtagen hvis de blev fisket med hans (eget) garn; men hvis den, som ikke (selv) fisker, bliver anklaget, skal han forsvare sig med sin egen ed; men det, der er sagt om fisk, vil vi skal overholdes for den drik (ͻ: øl), som indføres fra landet og sælges for penge.

<21.> Fremdeles hvis nogen udefra kommende gæst erhverver hest eller kvæg eller andet værdifuldt gods for at udføre det, skal han for hest og kvæg være pligtig til at betale en ørtug for hver af dem og for hvert af hans eget 2 penninge.

<22.> Fremdeles hvis nogen gæst udfører sine ting på vogn, er han for alle vogne, fra den første til og med den tiende, pligtig at betale 1 ørtug, derefter fra og med den 11. og derover skal han betale 2 ørtug.

<23.> Fremdeles forordner vi også, at fra klokken slår matutin (ͻ: morgenmesse) N†på ”samblinto” torvet, medens ting til salg bliver solgt og købt† og til middag skal freden på torvet overholdes ukrænkeligt; men torvets område kalder vi pladsen fra det ny helligåndshus og lige til begyndelsen af Skt. Mikkels kirkegård i den vestlige del. Vi bestemmer også, at hvis nogen sårer en anden uden for dette torv, skal han efter gammel sædvane bøde tre mark til den skadelidte, tre mark til kongen og til staden lige så meget, medmindre det ikke blev gjort efter velovervejet beslutning, hvad der kaldes Nradhit radh, i så fald i henhold til landets lov (ͻ: sjællandsk lov).

<24.> Fremdeles skal enhver bager, hvis han forbryder sig mod den af fogeden og borgerne udstedte forordning om brøds kvalitet og størrelse, betale 9 ørtug penninge til ligelig fordeling mellem fogeden og byen, eller rense sig med to naboers ed. Hvis det er anden gang, skal han betale tre mark. Hvis det er tredje gang, skal han ikke udøve sit embede i et helt år, og brødene skal uddeles til de fattige, ellers må han rense sig med 12 mænds ed.

<25.> Fremdeles skal på samme vis de bryggere straffes, der forsynder sig i embedet, og alle andre, som udøver noget sådant embede (ͻ: håndværkere) skal straffes efter udøvet skøn.

<26.> Fremdeles forordner vi, at hvis fogeden anklager nogen for nogen som helst sag eller delikt, skal han stævne ham for byens ting og dér fælde ham efter landets lov (ͻ: sjællandsk lov) og byens sædvaner, medmindre han måske først forliger sig med ham, selv i 40 marks sager.

<27.> Fremdeles hvis nogen holder den skat tilbage, der kaldes Nmedsommers giæld, eller andre krav af gammel sædvane pålagte og skyldige til konge og by, skal han på tre ting påmindes om, at han skal betale inden en rimelig frist, og hvis han ikke betaler, skal han bøde 9 ørtug sammen med hovedskylden. Hvis han ikke betaler inden et år, skal han betale det dobbelte samt tre mark til fogeden eller byen. Og hvis kan ikke har betalt inden tre år, skal hans jord være i kongens eller byens magt.