Skånske Kirkelov

Kulturhistorisk baggrund

Skånske Kirkelov er trods sit navn ikke nogen egentlig lov, snarere en overenskomst mellem ærkebispesædet i Lund og stiftets befolkning. Den korte tekst berører alene stridspunkter i forholdet mellem de to parter. Loven daterer sig selv på flere indbyrdes modstridende måder, men stammer sandsynligvis fra ca. 1171. Det år blev Sjællands Kirkelov vedtaget, og den minder på en række punkter om den skånske.

Skånske Kirkelov giver befolkningen større magt, end der var hjemmel for i den katolske kirkes generelle bestemmelser. Det skabte strid, da Jakob Erlandsen blev ærkebiskop i 1254. Han ville reformere kirkeloven, så den stemte med kanonisk ret, hvad skåningene modsatte sig. Den efterfølgende kirkekamp, der bl.a. involverede gejstligheden i Danmark, paven i Rom og den danske konge, strakte sig over mere end 20 år.

Fra middelalderen er Skånske Kirkelov overleveret i omkring 30 håndskrifter, hvoraf de ældste stammer fra omkring år 1300. I 1400-tallet blev loven oversat til latin. Den danske tekst blev trykt i 1505, og fra resten af 1500-tallet findes nogle få afskrifter.

Studér Middelalder på Nettet udgiver hele NkS 66,8°, og forrest i dette håndskrift er der indsat nogle få blade med en afskrift af Skånske Kirkelov. Desværre mangler både begyndelse og slutning, men fragmentet er interessant ved at stamme fra en periode, hvor håndskriftoverleveringen er sparsom, nemlig tiden 1350-1400.

Skånske Kirkelov er tidligere udgivet i storværket Danmarks gamle Landskabslove med Kirkelovene I-VIII, ved Johs. Brøndum-Nielsen, Svend Aakjær, Erik Kroman, Peter Skautrup m.fl., 1933-61. Her står loven som den afsluttende tekst i bind I, udgivet af Erik Kroman. Den er gengivet på moderne dansk i Danmarks gamle Love paa Nutidsdansk I-III, ved Erik Kroman under medvirken af Stig Iuul, 1945-1948.