En dag, mens æslet gik og åd og løven sov dybt, kom der nogle købmænd ridende mod dem med kameler, og de så kun æslet og førte det bort. Da løven vågnede og ikke kunne finde sin kammerat, dvs. æslet, sprang den frem og tilbage og brølede. Da den ikke kunne finde æslet, gik den meget bedrøvet hjem igen, og af skam turde den ikke gå ind i klostret som den plejede.

Da brødrene så at løven kom senere hjem end den ellers plejede, mente de at den var blevet sulten og havde ædt æslet. Derfor ville de ikke give den dens føde som de plejede, men sagde til den: »Gå væk og æd hvad der er tilovers af æslet!«

De var dog i tvivl om løven havde begået en sådan ondskab mod æslet. Derfor gik de ud på marken hvor æslet 104v|plejede at gå, for at se om de kunne finde tegn på drabet. Da de ikke kunne finde noget, kom de tilbage igen og fortalte det hele til Skt. Hieronymus. Han beordrede dem til at give løven æslets arbejdsopgave og til at hugge brænde og læsse det på løven. Og det arbejde udførte løven med tålmodighed.

En dag gik den ud på marken og løb frem og tilbage og ville vide hvad der var blevet af dens kammerat. Da så den langt væk at der kom nogle købmænd gående med belæssede kameler, og æslet gik foran dem, for det var deres skik at når de rejste langt med kameler, så plejede et æsel, med reb om halsen, at gå forrest, så de bedre kunne finde vejen og følge efter. Da løven genkendte æslet, faldt den over købmændene, hujende og brølende så rædsomt at de løb væk. Og så drev løven de læssede kameler ind i klosteret.