Een thiidh som han skriffwer till Eustochiam i eth sændhebreff swa sighendes: »Ther iek om daghen meth all jdh oc atwackth studerethe i Tullio oc om natthen j Platone, som waræ hedhenske mæstheræ, forthy at prophetenæ skriffth thæckthes icke mik, thy hwn ey war prydeth. With midhfasthe fik iek swa braadh oc heedh koldesywghe at alth mith leghom kolnethæ, oc enesthe war mith liiffs wærmæ i mith brøst oc æn meghet lithet.«

Ther the riddhe till at iordhe hannum, tha drogs oc liddhes han for domerens stooll. Tha spurdhe domeren hannum at oc saffde till Sanctum Jeronimum: »Hwes logh eller throo æst thu aff?« Tha bekændhe han sik friilighæ at wære een cristen man. 102r|Dhomeren swarethe strax oc saffde: »Thu lywgher. Thu æst cyceronianus, oc ikke cristen man. Thy at hwaræ som thit ligghendefææ er, ther er thit hiærthæ.« Tha thaffde Jeronimus, oc strax bødh domeren nogher mæn at the skulle swarlighe hwdstryghe hannum. Tha ropthe Jeronimus oc saffde: »Myskwndhe mik, herre! Myskundhæ mik!« Tha badhe the for hannum, som omkringstodhe, at domeren skulle gøre nadhe meth hannum, thy at han war æn een vngh man. Tha begynthe Sanctus Jeronimus at sweriæ om Gudh oc saffde: »Hærræ, haffwer iek nogherthiidh haffdh wærdzens bøgher eller læsth i them till thenne dagh, tha neckther iek oc forswær iek them hereffther.« Ther han thesse ordh haffde swareth oc sworeth vppa, tha worth han gænsthen løøss oc fik till liiffs ighen oc fan sik alsammen wære offwergudhen oc belupeth meth graadh, oc aff the slaff han fik for domstholen, befan han syne axlæ rædelighe blaa oc blodughe.

Effther then thiidh læsthe Sanctus Jeronimus then heligh skriffth meth sthørræ jdh oc atwackth æn som han haffde nogher thiidh giorth tillfornæ meth the hedhenske bøgher.