Ther han thet saw, tha foer han thædhen oc kom til Gregorium Nazanzenum som tha war biscopp i Constantinopoli. Och ther han haffde nwmmeth then heligh skriffth aff hannum, tha foer han borth i øtken. Mæn hwre meghet han tholdhe ther for Christo, skriffwer han till Eustochium oc sigher:

»O, hwre thith ther iek war j øtken eller skoff som forbrænth war aff solens brynnæ, i hwicken mwncke haffwe rædhelighe bolighe, tha meenthe iek, at iek war i Rom, i lystelighet og kræseligheth. Mynæ lymmæ som ware swa wanskapthe, grwwethe with sæcken, ther iek war vthi som war mik hwas, som iek haffdhe wæreth een blaman. Sthundhom ther søffn fall mik paa, tha laffde iek the nøghne been som næppeligh kwnne wæll hænghe till hopæ, paa then blothe jordh. Om madh oc øll thigher jek 103r|qwær, thy at mith drickæ war kalth watn. Mæn at thaghe noghet, thet som saadhet er, thet reghnes till vkyskhet.

Oc ther iek war i sælskapp meth the ormæ, som kalles scorpiones, oc meth andhre grymme dywr, tha thyckthe mik offthe ath iek dantzethe meth jomfrwer. Oc swa war i thet koldhe leghom oc halffdøth enesthe vkyskhetz brynnæ. Offthe græth iek oc fastethæ helæ vgher øffwer oc spægthe mith leghom som striddhe emodh mik. Thit dagh oc nath loeth iek ey aff at slaa mith brysth, førre æn Gudh gaff mik rolighet.

Oc swa fryctethe iek myn cellæ som hwn haffde wisth mynæ thanckæ. Swa ælendhe oc fræmmeth gik iek ghenom thet ondhe øtken at Herren er mith witnæ, swa at effther meghen graadh sywffntes mik stundhom thet iek war i ængleskaræ et cetera.«