Slesvig stadsret. N[ca. 1200-1250]

NVore forgængere bestemte i deres myndighed at give en lov for Slesvig by, at bevare den som givet, og at overgive den uforanderlig til efterkommerne at bevare. Ophavsmanden til dette var i første række Svend, de Danskes konge, som blandt byens andre friheder og forholdsregler anordnede og tilstod, at,

<1.> Hvis en borger i Slesvig blev anklaget af kongen eller af hertugen eller af nogen anden fyrste, måtte ingen vold øves mod ham, førend der var fastsat sted og tid for ham til frit at svare for sig, og han måtte ikke tvinges til at give møde noget andet sted for at rense sig eller stå til ansvar end inden for byens mure, selv hvis den rejste anklage skulle være for majestætsforbrydelse.

<2.> Hvis en af borgerne voldtager en kvinde og han bliver fældet ved vidnesbyrd af naboer, eller han frivilligt tilstår, skal han bøde fyrre mark til kongen og lige så meget til kvindens værger, men hvis han benægter, eller han ikke lovligt kan fældes for dette, skal han rense sig med 12 ham forbundne mænd af Ndet højeste gilde.

<3.> Fremdeles hvis nogen borger i byen dræber en person, der er uden skyld, skal han til kongen bøde tre mark, men til den dræbtes slægtninge skal han, efter rigets sædvane, bøde Nthrinnæ attan mark samt en mark guld, som på dansk kaldes Ngørsum. Men hvis drabsmanden kan vise og med to lovfaste vidner godtgøre, at han ved at forsvare sig dræber ham mod sin vilje, eller at han blev såret eller slået af ham først, og således Nfrygter døden fra ham, da skal kongen undvære de tre mark, som siges at falde til den dødes grav. Til byen skal han ikke desto mindre bøde tre mark og til den dræbtes slægtninge, således som vi før har sagt, efter rigets sædvane. Men hvis såret ikke var dødeligt, skal han fremvise sit sår på tinge og på det tredje ting rejse sag mod Nden skyldige, som, hvis han nægter, da skal rense sig med hjælp af Ndet højeste gilde. Hvis han kommer til kort i renselsen, skal han til kongen bøde tre mark og til den sårede i overensstemmelse med sårets beskaffenhed. Men hvis han kan renses, skal den sårede til kongen bøde tre mark. Sårets beskaffenhed afgøres således. For synlige sår på hovedet skal der betales seks mark. For ikke-synlige tre mark. For gennemboring af hånd eller fod en halv bod for manddrab. For tommelfingeren alene en kvart bod for manddrab. For hele pegefingeren eller halvdelen mindre. Resten af fingrene får efter placeringen reduceret boden med det halve. For et kødsår kun tre mark. Hvis det er et gennemgående sår, som kaldes Nhollsaar, skal der være 6 mark i boden. For et udrevet øje en halv mandebod. Hvis en knogle knuses, skal han bøde 6 mark for hvert ben, der er vejet i vægtskålen, og en halv mark skal være boden for det hele.

<4.> En kvinde, der har begået ægteskabsbrud og er anklaget af ægtemanden for dommeren, skal, hvis hun benægter, renses ved tolv mænds ed af gildebrødre fra Ndet højere gilde, og fældet regnes for ægteskabsbryderske, men renset dømmes uskyldig i forbrydelsen af både ægtemand og af andre.

<5.> Fremdeles hvis nogen, idet han forlokker en kvinde, ligger med hende, skal han som anklaget for en sådan uhyrlighed, hvis han benægter, rense sig med tolv mænds ed. Hvis han kommer til kort, skal han bøde ni mark til de nære (ↄ: hendes slægtninge).

<6.> Fremdeles kan en ugift kvinde vælge sig til værge, hvem hun vil, og så længe hun vil. Hvis hun vil gifte sig mod værgens vilje, kan hun opsige værgen og frit gifte sig med hvem, hun vil.

<7.> Fremdeles skal en kvinde, som vil gifte sig efter slesvigernes ret, når ægtemanden dør, ved arvens deling modtage halvdelen af boet. Desuden tre mark for medgiften og en seng med fuldt udstyr. Hvis hun har børn, skal de med lovlig ret kunne kræve fædrenearv, når de vil. Men hvis faderen lever videre efter hustruens død, skal de ikke efter nogen lov kunne kræve deres mødrenearv af faderen, førend faderen tager en anden til hustru.

<8.> Til hver af sønnerne er faderen dog pligtig at give 3 mark og skjold og sværd og spyd, hvis der er betalingsevne til det.

<9.> Men hvis faderen tager en anden til hustru, skal han inden brylluppet eller ved brylluppet skille sig fra børnene med deres mødrenearv, eller angive med tilstrækkeligt vidnesbyrd, hvor stor en lod, der tilkommer dem, og denne lod skal være i faderens varetægt for dem, så længe de selv vil. Dog hvis faderen undlader dette, skal ved arvens deling hvad som helst, han har med denne hustru, ved ligelig fordeling på sin og børnenes lodder deles i to dele, og halvdelen af alt gods skal børnene have, men halvdelen skal faderen og stedmoderen modtage. Men hvis denne i forvejen har børn med en anden ægtemand, skal man anvende samme ret, således som det før er sagt.

<10.> Fremdeles bør bryllupsudgifterne beregnes af faderens egen lod, selvom begravelsesudgifterne skal afholdes af børnenes egen lod, når den samlede ejendom ikke er delt mellem faderen og børnene, og hvis ejendelene bliver forøgede eller formindskede, skal de ligeligt dele forøgelsen eller tabet.

<11.> Fremdeles hvis nogen bliver grebet med en kvinde, der ikke tidligere har bedrevet utugt eller været berygtet, skal broderen eller en slægtning eller kvindens nærmeste værge inddrive en bod på ni mark fra ham eller udøve hævn mod ham.

<12.> Fremdeles er han, der formasteligt voldtager nogens ægteviede eller datter eller søster eller forlovede med voldsanvendelse, pligtig at bøde fyrre mark, hvis der er lovfaste vidner, som hører den voldtagnes anskrig. Men hvis der ikke er vidner, skal der procederes med Nedsaflæggelse.

<13.> Fremdeles skal nogens datter eller søster eller niece, der løber bort med en ung mand være uden hovedlod, så længe forældrene lever, og den unge mand, der forførte hende, skal være pligtig til en bod på ni mark. Men hvis han hemmeligt havde omgang med hende, skal han bøde ni mark til forældrene eller forsvare sig med Nedsaflæggelse.

<14.> Hvis nogen pågriber sin tyv, skal han føre ham til tinget med hænderne bundet på ryggen og hænge ham, ellers skal han bøde fyrre mark til kongen. Men hvis han løslader den pågrebne tyv før tinget, skal han ligeledes bøde fyrre mark til kongen, eller sværge med tolv mænds ed hverken at have pågrebet eller bundet tyven.

<15.> Fremdeles hvis nogen beskylder nogen blandt borgerne for tyveri, skal den anklagede rense sig med fem udvalgte naboer, tre på højre hånd og to på venstre. Hvis en eller to ikke vil forsvare ham, skal han sværge på de hellige relikvier, at de ikke vil forsvare ham på grund af had og misundelse, og ikke af hensyn til sandheden, og da skaffe to andre til at rense sig. Hvis flere end to svigter, skal han være fældet; hvis han ikke kan få naboer, skal han skaffe seks andre andetstedsfra. Men hvis han kommer til kort i dette, skylder han sin hovedlod til kongen og skal erstatte anklageren tyveriet trefold.

<16.> Men hvis en gæst beskylder en borger, eller en borger en gæst eller en borger, der ikke har eget hus, for tyveri, skal han rense sig ved almindelig ed af tolv mænd, dog med den tilføjelse at samme antal gæster skal sværge for gæsten.

<17.> Fremdeles skal den bundne tyv på tinge hænges, hvis tyveriets omfang er opfyldt (ↄ: stort nok), og ikke dømmes af nogen.

<18.> Fremdeles hvis nogen genkender en ting, som er frataget ham ved tyveri, skal han stille kaution for den indtil næste ting, derefter skal han, når to vidner er ført, sværge ved tolv mænds ed, at tingen blev frataget ham ved tyveri, og at den først blev genkendt ved den lejlighed; men selve tingens ihændehaver (egl. 'værge'), som retfærdiggør sig for tyveriet, skal, når to vidner er ført, sværge med seks mænds ed at have købt denne ting ved torvekøb og hverken at have kendt tyven eller været vidende om tyveriet. Dernæst skal han med den samme seks mænds ed sværge på, for hvor meget han har købt den, og modtage halvdelen af prisen.

<19.> En mand, grebet med en anden mands ægteviede hustru på et mistænkeligt sted, er, når to naboer er tilkaldt som vidner, nødt til at tåle hvad skade han dér får, og hvis der ikke er vidner, skal de gå frem efter landets love, og hverken fogeden eller nogen anden skal blande sig i nogens ægteviede hustrus skændighed, så længe ægtemanden ikke anklager hende.

<20.> Fremdeles hvis en kvinde bliver fældet for ægteskabsbrud, skal hendes lod tilfalde ægtemanden alene.

<21.> Fremdeles hvis nogen beder husets herre om at måtte søge efter tyvegods i hans hus, skal han, når værten nægter, og fogeden ikke er til stede, lægge 3 mark på tærsklen og træde ind i huset. Hvis fogeden er med, skal han ikke lægge noget, og hvis han indtrådt i huset ikke finder tyvegodset, skal han miste de på tærsklen lagte penge. Dog hvis han finder tyvegodset i aflåst varetægt, skal værten regnes for tyv, og hans hovedlod skal være kongens med undtagelse af jorden, for jord kan ikke fratages en slesvigsk borger eller dennes arvinger, medmindre han selv bliver flygtning eller fredløs for en eller anden forbrydelse, eller han fordrister sig til at angribe riget. Og den, der tilbagesøger tyvegodset, skal have sit eget trefold igen.

<22.> Ægtemand eller hustru anklaget for tyveri, hvis tyvegodset bliver fundet uden for huset, skal hustruen regnes for uvidende om forbrydelsen. Men hvis det bliver fundet i huset, skal kvinden sammen med værten regnes for skyldig i forbrydelsen.

<23.> Fremdeles for at undgå skadelig mistanke skal ingen på torvet købe hingst eller hoppe eller skåret klæde eller forarbejdet guld eller spyd eller økse Nmed skaft eller sværd Nuden gehæng eller okse eller ko eller andre dyr før mortensdag (ↄ: 11. november), medmindre han har en kautionist, for alle disse og lignende ting og ting, skal vurderes efter ovennævnte bestemmelse (egl. 'lov'); men efter mortensdag er det ikke nødvendigt med kautionist for kvæget, kun for økse og spyd og lignende ting, for derefter skal en tyverianklage retfærdiggøres med tolv mænds ed.

<24.> Fremdeles skal en borger stævnet til tinget af en fra landet svare på tinge den følgende tingdag. Hvis han ikke svarer, er han fældet. Hvis det er om penge, skal fogeden sammen med de borgere, der bor i denne Nreækning, inddrive godtgørelse til ham fra landet hos medborgeren.

<25.> Fremdeles hvis en fra landet fanger sin tyv i byen, skal han hænge ham på det for tyve udpegede sted (ↄ: galgebakken). Men hvis han fører ham uden for bygrænsen, skal han yde fyrre mark til kongen.

<26.> Fremdeles hvis en fra landet binder nogen i byen, medmindre det er for åbenlyst tyveri, skal han bøde fyrre mark til kongen.

<27.> Fremdeles skal en borger og en fra landet gensidigt rense sig med tolv mænds ed for enhver uoverensstemmelse de har, og hvis det er en sag om Nmanhælegth, skal en borger, der er edsvoren broder, rense sig med de edsvornes gilde. Men en fra landet skal rense sig med sine slægtninge.

<28.> Fremdeles skal en fra landet, der gør ran i borgernes ting, hvis han pågribes, erstatte ranet og bøde tre mark til kongen og ligeså til den skadelidte og til byen. Den ikke-pågrebne skal retfærdiggøres ved sin egen kirke (ↄ: sognekirke) ved tolv mænds ed, efter først at have stillet kaution for at de er lovfaste og selvejende mededsmænd. For den anklagede skal en borger kautionere, og hvis den anklagede bliver fældet, skal borgeren svare for den anklagede.

<29.> Fremdeles hvis en borger, som ikke betaler den afgift til kongen, som kaldes Narnægyald, og skønt stævnet ikke svarer på det første ting, skal være tre mark skyldig, således også på det andet ting tre mark, men hvis han svarer på det tredje ting, kan han ved tolv mænds ed retfærdiggøres både med hensyn til afgiften, og med hensyn til godtgørelsen. Men hvis han ikke svarer på det tredje ting, skal han være skyldig både i afgiften og ni marks(bøden). Man skal også vide, at kongen har en særlig afgift af Slesvig, som kaldes Nlaghkøp, ved hvilken arven løskøbes efter de døende, dog ikke efter dem alle, men efter nogle af dem, for ingen ugifte mænd køber denne afgiftsfrihed, men blot gifte borgere og alle gæster fra hertugdømmet Sachsen, fra Frisland, fra Island, fra Bornholm og andetstedsfra. Disse gæster har kongen som arving, medmindre de løskøber hans arv med den førnævnte pris eller afgift, som er laghkøp, mens de i levende live kan holde en vægt. Ingen afdøds samlede ejendom skal stilles under kaution i år og dag, undtagen deres, som købte Nlagh, og skønt en besidder i sin levetid købte lagh, skal hans lod dog være kongens, når arvinger ikke er fundet inden år og dag.

<30.> Fremdeles skal købmænd, der skal rejse til Gotland eller andre steder uden for Danmarks rige erlægge 12 penninge i told ved Sliminde og ved borgen 6 penninge og 8 penninge pr. hoved. Vendere skal erlægge 12 penninge pr. hoved, for fem får én penning, for to svin én penning, for en ko eller en hoppe 4 penninge, for en okse eller en hingst 6 penninge. De, der sejler ind i Slien, skal betale told ved Sliminde, de, der rejser ud, ved Slesvig. For hver vogn, der kører ind i Hollingsted, fire penninge, men for dem, der kører ind i Rendsborg 6 penninge. Men hvis den krydser Ejderen 12 penninge. Den, der svigefuldt udskyder tolden hinsides Revshale, skal betale nifold. De, der krydser Slien, skal, hvis de udskyder tolden hinsides midten af vandet, betale nifold. Frisere med frisisk lov 12 penninge for en Nlæst salt; med dansk lov 6 penninge for en læst salt.

<31.> Endvidere skal man vide, at den herre kong Svend efter Nanmodning af sin forfader kong Erik, salig ihukommelse, nådigt har givet afkald på disse firs mark og imødekommet fire anmodninger fra slesvigerne. Af disse er den første dette, at de ikke skal give et mårskind til kongen; det andet er, at byens sølv skal være i slesvigernes magt og efter deres skøn, hvorledes det skal være, dog med den aftale, at mere end en ørtug kobber ikke må kunne udsmeltes af en mark. Det tredje er, at når kongen befaler at gøre Nny mønt, skal borgerne tilbyde kongen, så meget som møntmesteren overfører; derefter skal de selv gøre mønt efter kongens vilje, og de skal være påpasselige tilsynsmænd, så der ikke sker nogen falskhed i mønterne. Den fjerde anmodning er, at borgerne skal have ret til én gang at modtage hvilke købmænd, de vil, eller føre dem med sig til Slesvig; men derefter skal disse, efter at have rådført sig med den herre kongen, dog drage tilbage under den samme fred, hvorunder de kom, hvis han ikke vil tilstå dem fred, og de skal ikke komme igen uden tilladelse og kongelig fred.

<32.> De 4 oldermænd skal have to mark penge af Nden nye mønt. Skrædderne skylder hvert år 3 mark penge til kongen, men skinderne én mark penge, ellers skylder de tusind skind til kongen, Nnår han holder hof i byen. Ingen bager skal udøve bagerhåndværket, medmindre han giver fogeden en halv mark sølv. Alle bagerne skal til sankthans (ↄ: 24. juni) tilsammen give tre Npund mel og tre gange om året 6 øre penge hver gang.

<33.> Fremdeles hvis en bager laver dårligt brød, skal han betale ni ørtug til byen. Og bagernes oldermand, hvis han undlader at straffe dette, skal betale 3 mark til kongen.

<34.> Fremdeles skal en slagter ikke have adgang til kødtorvet, medmindre han først giver 2 øre til kongen. Hvis en slagter køber kvæg før mortensdag (ↄ: 11. november), skal det inden NNon være taget til kongen.

<35.> Fremdeles skal enhver slagter betale en ørtug sølv for lammenes løskøbelse til pinsedag og til mortensdag (ↄ: 11. november) 2 ørtug for kødtorvet.

<36.> Fremdeles skal en kroholderske eller en vintapper, der har ulovligt mål, slå det itu og betale 9 ørtug til kongen og 9 ørtug til byen.

<37.> Fremdeles hvis et hus brænder, og ilden ses tydeligt, skal husets beboer betale 3 mark til kongen eller sværge ved tolv mænds ed, at branden ikke skete på grund af hans skødesløshed men ved fjendtlig ildspåsættelse.

<38:> Fremdeles efter at det er blevet aftalt på tinge og godkendt af alle, at nattevagt skal holdes i byen, skal den, der skal begynde og undlader det, betale 9 ørtug til kongen. Men efter at den er blevet oprettet, tilkommer det borgerne at straffe, hvis den svigter nogetsteds.

<39.> Fremdeles kan ingens hustru uden ægtemandens vidende pantsætte eller sælge nogen genstand til mere end tolv penninge, hun skal heller ikke derudover stille kaution for samme beløb. Men hvis nogen formasteligt yder mere end det foreskrevne, og modtager pant af en kvinde, skal pantet uden nogen godtgørelse gives tilbage til ægtemanden. Derfor skal det regnes for tyveri, hvis han ikke gør det, men skjuler det.

<40.> Fremdeles når en borger tager en kvinde fra landet til hustru, skal de ligeligt dele jorden i byen og på landet.

<41.> Fremdeles skal den, der ikke reparerer sit fortov inden den femte dag efter tingets afgørelse, yde 9 ørtug til kongen Nog til byen. Hvis han med placeringen af sit hus optager kongens hærvej, skal han yde 3 mark. Men hvis han fuldkommen blokerer kongens hærvej med indhegning eller anden forhindring, skal han nedrive bygningen og bøde tre mark til fogeden.

<42.> Fremdeles hvis nogen begærlig mand optager en andens jord med hus eller indhegning og bliver anklaget for dette, hvis han var i uanfægtet besiddelse af det i dag og år, skal han vindicere jorden til sig med to borgere, der har jord sammesteds.

<43.> Fremdeles hvis nogen pantsætter jord eller en anden ting, skal han, hvis han ikke vil indløse, når kreditor beder om at få sit igen, sende 6 mænd til ham, som skal tilbyde ham indløsning af pantet inden den femte dag; hvis han ikke indløser inden denne termin, skal kreditor på det næstfølgende ting, efter at have ført de 6 førnævnte udsendinge som vidnesbyrd, vindicere den førnævnte jord til sig ved tingets afgørelse. Men hvis det er et andet pant end jord, og kreditor mister det, skal han med tolv mænds ed godtgøre at have mistet det sammen med sine egne ting.

<44.> Fremdeles hvis nogen uvidende om loven benægter at have modtaget penge i sin varetægt, skal han kunne retfærdiggøres med tolv mænds ed. Hvis han siger, at han har givet det hele tilbage, skal han godtgøre dette med to vidner, og bagefter, når samme vidner er omhyggeligt afhørt, skal han rense sig med tolv mænds ed. Men hvis han siger, at han har givet en del tilbage, skal han gøre rede for resten, idet han godtgør dette med tolv mænds ed.

<45.> Fremdeles hvis en eller anden som den eneste betror Nham penge til opbevaring, hvis han som den eneste anklages, skal han som den eneste forsvare sig; hvis de (ↄ: pengene) blev betroet i vidners nærvær, skal han rense sig sammen med vidnerne, og efter at de er afhørt.

<46.> Fremdeles er det Net alment påbud til alle, at enhver skal opbevare fremmedes ting som sine egne.

<47.> Fremdeles hvis nogen kræver en arvelod, hvis den anklagede nægter, kan han renses med to vidner og tolv mænds ed af lovfaste borgere.

<48.> Det skal også være vitterligt, at hvor der er flere tolv mænds eder, skal der gøres et interval på fem dage mellem hver af dem.

<49.> Fremdeles hvis nogen trænger ind i en andens hus i fjendtlig hensigt, skal han bøde fyrre mark til værten og bøde for den i huset forvoldte skade efter arten og omfanget af gerningen. Men hvis han bliver slået eller såret skal han intet modtage i bod, og hvis han bliver dræbt, og arvingerne søger bod, skal de selv yde fyrre mark til kongen, og værten skal være undskyldt. Men hvis den førnævnte indtrænger undviger, og ikke gør nogen skade i huset, skal han bøde 3 mark eller sværge med tolv mænds ed, at han ikke trængte ind i fjendtlig hensigt.

<50.> Fremdeles hvis kræmmere fra andre lande driver handel, skal en køber af klæde omhyggeligt give agt på, hvad han skal købe, for efter at han udmåler klædet med rebet, er det ikke tilladt for ham at afvise det, medmindre det er mølædt eller ødelagt af råd.

<51.> Fremdeles hvis køber som tegn på køb giver noget i den sælgendes hånd og bagefter ikke vil være ved at have købt, skal sælger frit have, hvad han modtog og tillige 6 ørtug.

<52.> Fremdeles hvis de drikker som tegn på køb, uden at noget er givet i hånden, skal den, der bryder handelen, betale lidkøbet.

<53.> Fremdeles hvis nogen lejer et skib og henter vidner til lidkøbet, skal han, hvis han bringer sine ting ombord i skibet og bagefter ikke vil rejse, betale hele fragten. Hvis han intet bringer ombord, skal han betale N<halvdelen>.

<54.> Fremdeles bøder sømændene alt til styrmanden for en hvilken som helst krænkelse, når de er undervejs, intet tilkommer fogeden.

<55.> Fremdeles skal enhver, der forliser et skib på Slien, frit besidde sit gods, så mange af sine ting, som han kan bjærge.

<56.> Fremdeles skal enhver borger, der for kongen eller en anden fyrste nogetsteds i Danmarks rige uden for byen Slesvig over en medborger fremfører en klage, som han ikke først har bragt over ham i byen, bøde tre mark til byen, og erstatte ham, over hvem han fremførte klagen, al den skade, som han deraf har lidt.

<57.> Fremdeles den sømand, som på grund af drukkenskab eller anden skødesløshed forlader sit skib i havn, på ham skal sømændene være pligtige til at vente i en dag og en nat. Hvis han da ikke kommer, mens vinden blæser, skal sømændene tage af sted, og for hvert Nakkerhaald skal han betale 9 ørtug. Men alt hvad der bliver efterladt af ting i byen, eller, hvad der er et større delikt, om manddrab eller waldtecht, skal seks sandemænd i selve byen afgøre.

<58.> Fremdeles hvis pirater kommer til skibet og dér sårer nogen eller kaster sten mod skibet, skal den styrmand, som er fraværende, slet intet have for sit gods.

<59.> Fremdeles når skibet er uden for havn og ligger for anker ved kysten, skal ingen formasteligt gå i land fra skibet uden sømændenes fælles tilladelse, hvis han vil undgå plyndring af sit gods.

<60.> Fremdeles skal enhver, der begår tyveri ombord på skibet, anbringes på en ubeboet ø med fødevarer til tre dage og med ildjern (ↄ: fyrstål) og fængstof, det er Ntunder og Nældiarn.

<61.> Fremdeles når skibet vender tilbage til havn, skal ingen driste sig til at fjerne sine ting fra skibet uden sømændenes og styrmandens tilladelse.

<62.> Fremdeles skal sømændene, når de kommer til en havn og er anklaget af nogen, være pligtige til at svare for sig sammen med sømændene ved skibet.

<63.> Fremdeles skal enhver, hvad enten han er ridder eller stormand, og han ønsker at bo inden for byens mure, underkaste sig hele byens lov i al byens skat og afgift.

<64.> Fremdeles hvis nogen med vold smider en anden i vandet, skal han yde 12 mark. Hvis han ikke gjorde det med vilje, skal han sværge med tolv mænds ed at have gjort det ubevidst og bøde seks mark.

<65.> Fremdeles hvis nogen slår en anden, dog ikke en edsvoren broder (ͻ: en gildebroder), med stav eller økseskaft eller sværdfæste, skal han bøde 6 mark. Hvis han slår med knytnæve eller trækker i håret eller behandler ham usømmeligt eller kaster ham til jorden eller river hans tøj itu eller hælder drikkevarer over ham, skal han bøde 3 mark. Men hvis han benægter det, skal han retfærdiggøre sig med tolv mænds ed.

<66.> Fremdeles mens en borger ikke er gift, skal han ved modtagelse af bøder være lig en edsvoren broder. Men når han bliver gift, skal han kun være det halve værd i al ret.

<67.> Fremdeles skal en illegitim (egl. 'formodet') søn, anerkendt af faderen, med hensyn til arv være lige med en legitim søster. Med hensyn til anden arv skal han modtage ligeligt med de andre.

<68.> Fremdeles hvis nogen placerer sin bygning i vandet eller over vandet uden fogedens tilladelse, skal han bøde 3 mark og fjerne bygningen, for strømmen (ↄ: Slien) er kongens.

<69.> Fremdeles hvis nogen vil sætte en landbo (ↄ: fæstebonde) ud fra sin jord, skal han ikke behandle ham med magt, men efter loven, og efter udløbet frist skal han tre gange sende to mænd ad gangen til ham; de skal underrette ham om, at han inden fem dage skal drage bort fra jorden. Hvis han ikke vil drage bort, skal besidderen bringe de førnævnte seks vidner til tinge, og efter deres vidnesbyrd skal tinget idømme landboen bortrejse inden fem dage. Hvis han bliver siddende længere, skal han yde 3 mark til besidderen. Hvis han siger, at fristen ikke er udløbet, skal det være ham tilladt med tolv mænds ed at bevidne dette for blot ét år.

<70.> Fremdeles hvis landboen har eget hus på en andens jord, skal han ikke sælge huset til nogen, medmindre han først byder det til salg til jordens herre. For hvis en anden køber det, kan han kræve sin betaling, hvor han vil; thi huset er hans, på hvis jord det er. Men hvis besidderen ikke vil købe det tilbudte hus, kan det frit sælges til en anden eller føres bort. Men hvis nogen ødelægger døren eller en planke i en medborgers hus og uden at ville det, skal han, hvis N<skaden> er en halv mark værd, bøde tre mark eller benægte det med tolv mænds ed.

<71.> Fremdeles må fiskerne frit fiske i hele Slien, og på marken kan de for at tørre nettene brede nettenes reb ud, så langt som rorpinden fra skibet, dette er Nhyalmerwol, kan kastes, og de skal ikke driste sig til at fiske med Ncrokwoth før pinse.

<72.> Fremdeles skal byens tømrere arbejde med bryden i to dage, når kongen kommer, og bryden skal give dem forplejning.

<73.> Fremdeles skal førerne af både og småskibe uden betaling transportere kongens mænd. Fremdeles skal kongens bryde opføre byens port mod nord, og hertugens bryde den anden port.

<74.> Fremdeles stillede kong Svend den eng, som kaldes kongens til borgernes rådighed. Men inden kongens ankomst skal den i en halv måned være i god varetægt (ↄ: der må ikke græsses før kongens ankomst) på grund af kongens heste. Efter kongens bortrejse skal den falde tilbage til den tidligere brug.

<75.> Fremdeles skal enhver, der fører heste ud af Danmarks rige, give 6 penninge i told, og, hvis han fører hestene i hånden, skal han give 6 penninge for hver af dem. Men en gejstlig eller pilgrim skal ikke give told for den hest, han sidder på.

<76.> Fremdeles hvis en slesvigsk borger køber salt i Utland ved de boder, hvor der sydes salt, skal han være fri for told for sig selv og sine. Men hvis han køber et sted på vejen, skal han erlægge tolden fuldt ud. Men saltet, hvis der er mindre end to Npuund, skal tilfalde fogeden.

<77.> Fremdeles hvis en mand, der kommer langvejsfra og er blevet borger, opholder sig (i byen) i dag og år, og bagefter beskyldes for, at han er slave og løbet bort i smug, skal han rense sig med tolv mænds ed af borgere.

<78.> Fremdeles hvis nogens slave dræber en person, skal slaven gives som ni marks bod for ham; hvis slaven flygter, skal herren sværge med 12 ham forbundne mænd, at han ikke tilskyndede til den dræbtes død; og han skal sværge med lige så mange, at slaven er flygtet uden hans råd og bøde ni mark.

<79.> Fremdeles hvis nogen, anklaget på tinge for gæld, tilstår, skal han betale inden 5 dage. Hvis han da ikke betaler, skal der gives ham andre 5 dage under straf af to øre. Og hvis han da igen ikke betaler, skal der atter gives ham 5 dage under lignende straf. Hvis han derefter viser foragt for retten, skal fogeden sammen med borgerne i N<debitors> hus frit erstatte sagsøger de førnævnte penge tillige med den førnævnte godtgørelse og tage tre mark til sig. Hvis debitor stadig med foragt for retten nægter adgang, skal han erlægge fyrre mark til fogeden og til borgerne.

<80.> Fremdeles hvis fogeden eller hans svende forbryder sig mod byens ret og ikke vil bøde for borgerne, skal borgerne have ret til at klage over dem for fyrsten.

<81.> Fremdeles hvis nogen vil tæmme et vildt dyr, nemlig løve eller bjørn eller abe eller den slags, og dyret dræber en person, skal dyrets besidder bøde fuldt ud.

<82.> Fremdeles hvis et vildsvin eller tyr eller hest eller hund eller den slags dyr skader en person, skal besidderen ikke overdrage skadevolderen i skadelidtes besiddelse, men han skal give det halve af prisen for helbredelsen af såret og blot bøde to øre. Men hvis den skadede dør, da skal han overdrage skadevolderen samt en bod på ni mark.

<83.> Fremdeles hvis de rejser en andens hus, og nogen rammes dødeligt af en bjælke eller af en Nhanebjælke eller af en Ntagrem, skal træstykket, der ramte, vises frem for den dødes arvinger, og husets herre skal bøde 9 mark for den døde. Men hvis træstykket, af hvilket den døde blev ramt, anbringes under dække (ͻ: ikke synligt), da skal han bøde hele dette hus.

<84.> Fremdeles hvis en ægtehustru, mens ægtemanden lever, med arvelig ret modtager noget efter faderen eller broderen eller nogen anden, skal halvdelen tilfalde mandens lod; og det samme skal gælde for manden, hvis han arver noget, skal halvdelen tilfalde ægtehustruen. Ved delingen af godset efter den andens død, skal den efterlevende intet modtage Nforlotæs. Thi alle ting skal deles ligeligt, som det er sagt ovenfor. Thi han udtager intet af arven forlotes, og al gæld betales af det udelte (bo).

<85.> Fremdeles hvis nogen graver i en andens jord, skal han bøde 3 mark til besidderen.

<86.> Fremdeles hvis nogen graver i offentlig vej eller dam, skal han inden 5 dage dække det med en bro eller bøde tre mark. Hvis nogen opstiller en forhindring på offentlig vej, skal han give 3 mark.

<87.> Fremdeles skal al Nwitægyald for ethvert delikt betales til borgerne og til fogeden med undtagelse af vagttjeneste og den indsamling, der kaldes Nskoot. Fogeden skal ikke modtage Nwytæ til sig selv, men sammen med borgerne.

<88.> Fremdeles skal en fra landet, der er anklaget af byens foged, være forpligtet til at svare for sig i byen.

<89.> Fremdeles skal ingen, der bliver æreløs for notorisk mened, for fremtiden dømme, eller være vidne på tinge, eller kunne hjælpe nogen ved at sværge med i tolv mænds ed, førend han gør offentlig bod for det begåede.

<90.> Fremdeles skal en fra landet, anklaget af en anden fra landet for tyveri eller ran eller noget andet kriminelt begået på landet, stille en kautionist til ombudsmanden og forfølge sagen ved sit eget ting efter loven. Men hvis de bor uden for Nsysæl, er de forpligtet til i byen at svare for sig som gæsterne.

<91.> Fremdeles hvis nogen formasteligt fjerner planker eller fletværk eller sten fra byens befæstning, skal han betale tre mark.