© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Slesvig er den tidligst omtalte af de danske byer, selvom de arkæologiske udgravninger har peget på, at Ribe er ældre. Spørgsmålet om bynavnet kompliceres af, at byen fra begyndelsen har haft to navne, Hedeby og Slesvig, som begge blev brugt om den oprindelige lokalitet inderst i fjorden Slien ved Haddeby Nor. Da byens funktion som handelscentrum fra midten af 11. århundrede blev overflyttet til en ny lokalitet på nordsiden af fjorden, fulgte begge navne med (Poulsen (2025)). Navnet Hedeby blev dog efterhånden fortrængt af navnet Slesvig. De tidligste forekomster af begge navne stammer fra 9. århundrede. I historieskrivningen fra Frankerriget omtales under årene 804 og 808 byen ‘Sliesthorp’, men i 849 ‘Sliaswich’, i 931 ‘Sliaswic’. I England forekommer ‘Hæthum’ i oldengelsk litteratur allerede 870, og identiteten er fastslået i en latinsk krønike fra ca. 960, som meddeler, at hovedstaden i Angel på saksisk kaldes ‘Sleswic’, men af indbyggerne ‘Haithaby’. I nordiske runeindskrifter forekommer ‘Haithabu’ og ‘Hithabu’. Begge navne forekommer hyppigt i senere kilder. Det tyske navn Slesvig er sammensat af fjordnavnet ‘Slia’ og det saksiske eller frankiske efterled ‘wich’, som betegner en handelsplads eller en landsby. Det nordiske navn Hedeby er sammensat af ‘heiðr’, hede og efterleddet ‘byr’, landsby (Laur (1955); Hald (1965): 102-113, 230, 243).
Slesvig ligger ‒ ligesom i sin tid Hedeby ‒ i Arns Herred på halvøen Angel i Sønderjylland, men må i betragtning af byens høje alder antages at være ældre end herredsinddelingen. Den har med andre ord aldrig været en administrativ del af Arns Herred. Slesvig er stiftsby og dermed centrum for den kirkelige administration af Slesvig Stift. Byens herre var i begyndelsen kongen, men siden hertugen af Sønderjylland.
Hedeby/Slesvig var et særtilfælde blandt de danske byer. Den var fra begyndelsen en international handelsplads med en vigtig rolle i den internationale handel, men tabte terræn til Lübeck i løbet af 13. århundrede og kom til at ligne de øvrige danske byer med hensyn til handelsfunktioner (Horsnæs et al. (2018): 203; Poulsen 2025)).
Efter at der fra begyndelsen af 9. århundrede til sent i 10. århundrede var slået mønt efter karolingisk forbillede i Hedeby, blev der slået mønt efter dansk møntfod i Slesvig fra sen vikingetid ‒ med sikkerhed fra kong Magnus den Gode (r. 1042-1047) ‒ indtil den danske udmøntning ophørte efter kong Christoffer 2. (r. 1320-1326 og 1329-1332) (Jensen (2002): 7). Møntherren var i begyndelsen den danske konge, men hertugerne af Sønderjylland fik i 1286 ret til at slå mønt om end vist i kongens navn (Horsnæs et al. (2018): 338). De kongelige indtægter af udmøntningen tilhørte fra da af hertugen (o. 1175 overdrog kong Valdemar 1. den Store (r. 1157-1182) Slesvig domkirke halvdelen af indtægterne af mønten), og bevarede mønter synes at vise, at hertugen i det mindste indimellem slog mønt i eget navn (Jensen (2002): 19-20).
De danske konger opholdt sig ofte i Slesvig, navnlig kong Valdemar 2. Sejr (r. 1202-1241) var der hyppigt. Hans sønner kongerne Erik 4. Plovpenning (r. 1241-1250, tillige hertug af Sønderjylland 1216-1232), Abel (r. 1250-1252, tillige hertug af Sønderjylland 1232-1252) og Christoffer 1. (r. 1252-1259) besøgte også Slesvig og de to første har i deres hertugtid muligvis også haft længere ophold i byen. Alt tyder på et godt forhold mellem byen og den danske kongemagt indtil den store strid mellem kongeslægtens linjer efter Abels død i 1252. Kong Erik 5. Klipping (r. 1259-1286) vides at have besøgt Slesvig i 1272 og 1283, hvor kongemagten havde direkte kontrol med byen og hertugdømmet. I 1286 blev der indgået et forlig mellem kongemagten og hertugmagten, hvorved hertugens indtægt og magt blev øget. De følgende konger, Erik 6. Menved (r. 1286-1319) og Christoffer 2., besøgte ikke Slesvig. Først kong Valdemar 3. (ca. 1315-1364, hertug af Sønderjylland fra 1325, konge af Danmark 1326-1330, atter hertug af Sønderjylland fra 1330 til sin død) ses atter at have opholdt sig i byen (Riis (1981)).
Forholdet mellem de danske konger og biskopperne af Slesvig synes at have været overvejende godt i 12.-13. århundrede. Fire biskopper, Rike (1135-1138 biskop i Slesvig, 1138-1139 biskop i Roskilde), Frederik (r. 1167-1179), Niels (valgt 1192, men først konsekreret 1209, †1234) og Jakob (r. 1282-1287) var kongelige kanslere eller tilknyttet det kongelige kancelli. Niels (r. 1255-1265) stod på kongens side i den store strid mod ærkebiskop Jakob Erlandsen. Undtagelsen var Valdemar (1158-1236), søn af kong Knud 5. Magnussen (r. 1146-1157), som blev valgt til biskop af Slesvig i 1184 (konsekreret 1188) og tillige fungerede som hertug indtil 1188, da Valdemar Sejr fik hertugdømmet. Herefter gjorde han i flere omgange oprør mod kongen og hans broder og forlod sit stift. Han blev dog taget til fange og sad fængslet 1193-1206. Efter løsladelsen kom han ikke igen i besiddelse af Slesvig stift (Skyum-Nielsen (1971) og Skyum-Nielsen (1994), Hørby (1977) og Hørby (1989)).
Slesvig Stadsret består af bestemmelser af forskellig alder, men den her oversatte redaktion må være kompileret i perioden 1216-1241 (Skyum-Nielsen (1971): 256 n. 6a). Om byen før dette har haft en egentlig kodificeret lovgivning kan ikke afgøres, men livet i byen og forholdet mellem de faste indbyggere og de udefrakommende må have været reguleret. Disse regler og de privilegier, hvoraf de ældste blev givet af en kong Svend, må have været det retlige grundlag, på hvilket nærværende kodifikation er bygget (Poulsen (2025) m. udførl. litt.henvisninger).
Slesvig fik senere en noget udvidet og ændret stadsret på nedertysk, der er bevaret i et håndskrift fra o. 1400, som i dag ligger på Slesvig Stadsarkiv. Denne lov blev den eneste gældende.
Teksten er kun delvist om en oversættelse af den latinske stadsret. Dateringen af bearbejdelsen sættes ofte nær dateringen af håndskriftet, o. 1400 (f.eks. Jørgensen (1947): 106; Kroman (1951): 17; Jacobsen (1992): 423). Som påpeget af Poul Johs. Jørgensen er der betydelig overensstemmelse mellem Slesvigs nedertyske stadsret og Flensborgs latinske fra 1284, hvilket han forklarer med en nu tabt, men før 1284 udarbejdet latinsk udvidelse af Slesvigs ældste stadsret, som har været grundlag for både Slesvigs nedertyske stadsret og Flensborgs latinske (Jørgensen (1947): 106-107). Antagelsen har meget for sig. Det ville kunne forklare både ligheder og forskelle mellem de latinske stadsretter fra Slesvig og Flensborg, hvis vi kunne antage, at sidstnævnte byggede på en udvidet og noget ændret version af førstnævnte. Et bevis for eksistensen af en sådan bearbejdelse findes ikke, men et indicium kunne være lighederne mellem Slesvigs nedertyske stadsret og Flensborgs latinske. De kunne finde deres forklaring, hvis den førstnævnte byggede på samme grundlag som sidstnævnte. Forklaringen kan ikke afvises, men er ikke den eneste mulige.
Paul Diderichsen ser ingen problemer i at antage at Slesvigs nedertyske stadsret har foreligget på samme tid som Flensborgs danske stadsret, som han i forlængelse af ældre forskning daterer til o. 1314. Samtidig påpeger han, at Flensborg danske stadsret i syntaktisk-stilistisk henseende ikke er påvirket af sproget i Jyske Lov, men af de nedertyske oversættelser af de latinske stadsretter fra 13. århundrede (Diderichsen (1956): 102). Det kan dermed ikke udelukkes, at Slesvigs nedertyske stadsret har været grundlag for Flensborgs danske og den i så fald forelå inden o. 1314. Antagelsen af det samme afhængighedsforhold vil dog ikke kunne forklare de mange verbale overensstemmelser mellem de latinske stadsretter fra de to byer ‒ her må vi antage et andet forhold, måske en vekselvirkning mellem lovgivningen i de to byer. Der er dog ikke mulighed for at afklare spørgsmålet i denne sammenhæng. Vedrørende Slesvigs nedertyske stadsret, afløseren for den ældste, latinske stadsret, kan vi foreløbig ikke komme en datering nærmere, end at den er tilvejebragt i tiden mellem kompilationen af den latinske redaktion 1216-1241 og udfærdigelsen af håndskriftet med den nedertyske version o. 1400.
Herudover modtog Slesvig i årenes løb en lang række privilegier og begunstigelser fra hertugerne af Sønderjylland, mens de danske konger normalt blot betænkte byen i perioder med fraværende eller umyndige hertuger, som kong Christoffer 1. under hertug Valdemar 3. Abelsens fangenskab hos ærkebiskoppen af Köln i årene 1250-1253 eller under Erik Klippings formynderskab for hertug Valdemar 4. Eriksen i årene 1272-1283 (Kroman (1951): 39-66) Først med Oldenborgernes overtagelse af kongemagten i 1448, der både var danske konger og hertuger af Slesvig ændrede dette sig afgørende (Kroman (1951): 67-75).
Der kendes ingen direkte forlæg eller forbilleder for Slesvig Stadsret.
Slesvig Stadsret øvede som nævnt ovenfor stor indflydelse på Flensborg Stadsret, men denne fremtræder alligevel som en bearbejdelse snarere end som en overtagelse (Jacobsen (1992)).
Herudover fandt den anvendelse i Nørrejylland: Med sikkerhed i Horsens og Ebeltoft, eftersom sidstnævnte o. 1317 af førstnævnte fik et eksemplar Slesvig Stadsret (Kroman (1952): 193-195). I Ebeltoft anvendtes den resten af middelalderen, men i Horsens blev den afløst den af en ny stadsret givet af Christoffer af Bayern 1442. 29. november byggende på Århus Stadsret af 1441 (Kroman (1952): 157-159).
Ebeltoft havde imidlertid 1317. 25. august fået tilladelse af Erik Menved til at anvende den lov, der gjaldt i Viborg og Århus, ikke Horsens. Modsætningen forsvinder imidlertid, hvis man antager, at også Viborg og Århus anvendte Slesvig Stadsret. Erik Plovpenning tillod 1243. 31. marts Hjørring at anvende samme “bylove”, leges forenses, som Viborg, og dette kunne tale for, at Slesvig Stadsret ‒ hvis den blev anvendt i Viborg ‒ var antaget før dette tidspunkt (Kroman (1952): 289). Følgende nørrejyske byer kan derfor have anvendt Slesvig Stadsret: Viborg (før 1243. 31. marts), men afløst af en ny stadsret givet 1440. 11. april af kong Christoffer 3. af Bayern (r. 1439-1448) (Kroman (1952): 209-213); Hjørring (1243 31. marts), men 1505. 30. oktober afløst af Viborgs nye stadsret givet af kong Hans (r. 1481-1513) (Kroman (1952): 289 & 291-294; og Århus (før 1317. 25. august), men afløst af en ny stadsret 1441. 2. juli givet af Christoffer af Bayern (Kroman (1952): 171-174). De nørrejyske byers anvendelse af Slesvig Stadsret i næsten to århundreder er bemærkelsesværdig i lyset af Ribe Stadsret fra 1269. 26. juni tidligt blev et alternativ (Kroman (1952): 8-19). Den blev som nævnt afløst af nyere lovgivning de fleste steder, men i Ebeltoft var Slesvig Stadsret gældende resten af middelalderen.
Slesvig Stadsret på latin er blot overleveret i et enkelt middelalderligt pergamenthåndskrift, der i dag ligger på Det Kongelige Bibliotek i København, Gamle Kongelige Samling 3168, 4º (ikke GKS 3181, 4º som i Kroman (1951): 3). En faksimile af håndskriftet er tilgængelig på KB’s hjemmeside: https//permalink.kb.dk/permalink/2006/manus/639/eng/.
Håndskriftet er et hæfte på fem blade, hvor lovteksten findes på ff. 1r-9r. Blot f. 1r viser spor af slid, mens resten er i god stand. Skriften er regelmæssig og tydelig, og håndskriftet er klart en renskrift. Endnu i 1770 lå håndskriftet i Ebeltofts byarkiv, hvor Jakob Langebek tog en afskrift, som er bevaret på Det Kongelige Bibliotek i København, Ny Kongelige Samling 417, 2º.
Lovteksten indledes med en fra diplomer velkendt protokol bestående af en inscriptio og en intitulatio efterfulgt af en salutatio; dernæst følger teksten bestående af en promulgatio og den indledende del af en dispositio: Uniuersis Christi fidelibus presens scriptum inspecturis ciues de horsnes. salutem in domino. Notum facimus vniuersis. quod nos dilectis nobis ciuibus in Evæltoft exemplar legis nostre per illustres Reges danorum confirmate concessimus in hec verbo. (Herefter følger teksten af Slesvig Stadsret, der udgør den resterende del af dispositio). På ny linje og med større skrift afsluttes der med en corroboratio med bekendtgørelse af besegling: Vt autem huic scripto firma fides adhibeatur. ipsum contulimus ciuibus de Eveltoft. Sigilli nostri munimine Roboratum. ‘Til alle troende kristne, som får dette brev at se, hilsen med Gud fra borgerne i Horsens. Vi gør vitterligt for alle, at vi har givet vore elskede borgere i Ebeltoft et eksemplar af vor af de danskes berømmelige konger stadfæstede lov, med denne ordlyd:’ (Herefter følger teksten af Slesvig Stadsret. Der afsluttes med) ‘Men for at fast tillid kan vises til dette skrift, har vi til borgerne i Ebeltoft givet det bekræftet med vort segls bestyrkelse.’ Et segl er desværre ikke længere til stede, men et seglsnit ved hæftets ryg viser, at det må have hængt på en seglrem.
En eskatokol med en datumformel mangler, så stadsrettens overdragelse må dateres ud fra andre kriterier. Her kommer to i betragtning: en palæografisk datering og en datering ud fra den historiske sammenhæng. De to metoder hænger i dette tilfælde sammen. Der er i forskningen enighed om, at ff. 1r-9r er skrevet af samme hånd o. 1300 eller i begyndelsen af 14. århundrede, så den historiske sammenhæng må søges i dette tidsrum. I forskningen har man peget på, at Erik Menved 25. august 1317 i Horsens udstedte et beskyttelsesbrev til Ebeltoft, hvori han tillige giver byen ret til at holde torvedag hver onsdag og desuden tillader den at anvende “den samme lov og godkendte landets sædvane, som borgerne i Viborg og Århus har” (Kroman (1952): 193-194). Dette brev er den eneste kilde til stadsretten i Viborg og Århus på dette tidspunkt, men det er i forskningen på dette grundlag accepteret, at begge byer anvendte Slesvig Stadsret. Ebeltoft fik imidlertid ikke sit eksemplar af stadsretten fra en af disse byer, men fra Horsens. Dette tilsyneladende misforhold lader sig dog forklare, når man betænker, at Erik Menved opholdt sig i Horsens, da tilladelsen blev udstedt. Brevets formulering gengiver formentlig ordlyden i Ebeltofts ansøgning, men eftersom Ebeltoft alligevel havde en eller flere udsendinge i Horsens i dette anliggende, viste det sig mere praktisk at få en kopi af Horsens eksemplar. Dateringen af håndskriftet fra Horsens til “[Omkr. 1317. 25. august]” forekommer dermed at være den mest nærliggende (Kroman (1952): 194-195).
I tilgift til hovedteksten findes to yngre notitser i håndskriftet. På f. 9v findes en latinsk indførsel med en hånd fra 15. århundrede:
Nota intrantes in Iusticiam ville nostre Astryd spensøn. thuro Ionsøn nicholaus biørnsøn
Bemærk de i vor bys jurisdiktion indtrædende Åstred Spendsen, Ture Jonsen, Niels Bjørnsen
På f. 10r findes med en hånd fra 17. århundrede en dansk notits:
Her findis thill Hobe —x blad Och sex stadfelßer
Her findes i alt 10 blade og seks stadf(æst)elser (?)
Den latinske stadsret er udgivet af Erik Kroman (Kroman (1951): 3-17); tidligere udgivet af Peder Kofod Ancher (Kofod Ancher (1776): Tillæg I: 1-18) og J. L. A. Kolderup-Rosenvinge (Kolderup-Rosenvinge (1827): 311-325) samt P.G. Thorsen (Thorsen (1855): 3-20). Der er ikke tidligere udgivet en oversættelse til moderne dansk.
Diderichsen, P. (1956) “Flensborg stadsret. Nogle teksthistoriske bidrag” Festskrift til Peter Skautrup 21. januar 1956. Århus: Universitetsforlaget i Aarhus, 87-112.
Hald, K. (1965) Vore Stednavne. 2. reviderede og forøgede Udgave. København: Gad.
Horsnæs, H. W. et al. (2018) Denar til daler: Danmarks mønthistorie indtil 1550. København: Danmarks Nationalbank.
Hørby, K. (1977) Status regni Dacie: studier i Christofferlinjens ægteskabs- og alliancepolitik 1252-1319. København: Den Danske Historiske Forening.
Hørby, K. (1989) Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie red. Olav Olsen: 5. Velstands krise og tusind baghold. København: Gyldendal; Politikens Forlag.
Jacobsen, G. (1992) “Dansk købstadslovgivning i middelalderen”, Historie. Jyske Samlinger 19:3, s. 393-439.
Jensen, J. S. (2002) “Sønderjyllands mønthistorie indtil 1864” Sønderjyske Årbøger 2002, s. 7-60.
Jørgensen, P.J. (1947) Dansk Retshistorie: Retskildernes og Forfatningsrettens Historie indtil sidste Halvdel af det 17. Aarhundrede. 2. Udgave. København: Gad.
Kofod Ancher, P. (1776) En dansk Lov-Historie: Fra Kong Harald Blaatands Tid til Kong Christian den Femtes. II. Deel. København: Godiche.
Kolderup-Rosenvinge, J. L. A. (1827) Samling af gamle danske Love: 5. Danske Gaardsretter og Stadsretter. København: Gyldendal.
Kroman, E. (1951) Danmarks gamle Købstadlovgivning: I. Sønderjylland. København: Rosenkilde og Bagger.
Kroman, E. (1952) Danmarks gamle Købstadlovgivning: II. Nørrejylland. København: Rosenkilde og Bagger.
Laur, W. (1955) “Schleswig und Hedeby” Die Heimat: Monatschrift zur Pflege der Natur- und Landeskunde in Schleswig-Holstein und Hamburg 62, s. 189-190.
Poulsen, B. (2025) “Slesvigs første stadsret: Lag på lag”, Reguleringen i 1200-tallets danske byer, red. Andersen, P., Poulsen, B. & Vogt, H. København: Gad.
Riis, T. (1981) “Det middelalderlige danske rejsekongedømme indtil 1332”, Middelalder, metode og medier: Festskrift til Niels Skyum-Nielsen på 60-årsdagen den 17. oktober 1981. København: Museum Tusculanums Forlag. s. 115-136.
Skyum-Nielsen, N. (1971) Kvinde og Slave. København: Munksgaard.
Skyum-Nielsen, N. (1994) Fruer og vildmænd: dansk middelalderhistorie 1250-1340. København: Akademisk Forlag.
Thorsen, P. G. (1855) De med Jydske Lov beslægtede Stadsretter for Slesvig, Flensborg, Aabenraa og Haderslev med Tillæg af Thord Degns Artikler og Skraaen for St. Knuds Gilde i Flensborg. København: Berlingske Bogtrykkeri.