14ra|Gud Faders almægtigste forsyn var uden begyndelse og er og skal være uden ende for at bevare og beskytte alle forstandige skabninger som han har lovet at give sit Himmerige og et væsen som bliver en del af ham selv. Han vil udgyde sit hellige blod og sin nåde og barmhjertighed over hele verden, og derved skal folket vide at de kan komme fra denne verden og til den glæde der aldrig slutter. Af sin barmhjertighed sendte Gud fra Adams tid og til Moses' tid hellige patriarker der underviste og lærte 14rb|folket at leve efter loven.

Bemærk at de som levede efter loven, de blev bevaret, og de der overtrådte Guds bud, de skulle alle på den yderste opstandelsesdag forblive og bo i Helvede og aldrig komme i selskab med Guds søn, for de forsmåede hans bud.

Bemærk at på Noas tid gik vandet over verden på grund af de mangfoldige synder der var på jorden. Og efter floden vandrede Noa og hans hustru og deres børn ud i verden og begyndte at arbejde og stræbe efter Guds vilje. Og Gud velsignede dem og gav dem sin velsignelse til at vokse og blive flere.

Der var en af Noas sønner der hed Jafet. 14va|Han og hans slægt og efterkommere levede efter Guds vilje lige som Noa, deres forfader, gjorde. Og på grund af den barmhjertighed og kærlighed Gud havde til Jafets slægt (han var Noas søn), ville han lade en mand der hed Sydrak fødes af den samme slægt. Ham fyldte Gud med visdom så han vidste alle ting der var sket fra verdens begyndelse og til sin egen tid (det var i Noas 847. år). Han vidste også hvad der skulle ske fra hans egen tid og indtil verdens ende. Af sin nåde viste Gud denne samme Sydrak den ære at åbenbare den hellige treenigheds form og skikkelse. Derved var 14vb|han en vejleder for dem der skulle komme efter ham. Det skete at han åbenbarede den hellige treenigheds form for en konge der hed Bochtus. Kongen havde ikke troen, og han ville omvende ham til den, sådan som der står i det følgende. Han havde også den nåde fra Gud at han vidste hvordan englene er i Himlen og hvad formål hver engel har. Han kunne astronomikunsten: udfra firmamentet, planeter, stjerner og himlens løb, og fra time og minut kende det legemlige og det åndelige i verden.

Det skete så på den nævnte tid at en konge der hed Bochtus, 15ra|før han var omvendt ledte efter denne Sydrak på grund af nogle spørgsmål han havde, som I senere får at vide i denne bog. Denne kong Bochtus stillede den vise mester Sydrak mange spørgsmål som han meget ønskede svar på og som ingen kunne forklare ham. Men Sydrak svarede ret og forstandigt på alt hvad han spurgte om. Det behagede kongen meget og han lod ham skrive en bog med alle spørgsmålene, og kaldte den Sydrak.

Og den bog gik efter Bochtus' død fra et folk og til et andet og kom omsider i en kaldæersA magt. Han ville med Djævlens magt 15rb|og råd have brændt bogen. Men Gud ville ikke tillade at den gik tabt sådan. Den kom derefter i en konges eje. Han hed Madian, og fra ham kom den til en spedalsk mand, nemlig patriarken Na'amanA der var en af kongens riddere. Han havde stor agtelse for denne bog, og han blev helbredt af sin sygdom i Jordanfloden.

I lang tid derefter var denne bog ikke kendt før tiden for Vor Herres tilstedekomst. Fordi Gud ikke ville at den skulle blive fortabt, blev den fundet igen og kom i en greves besidelse, han var ærkebiskop i SabachA, der i gamle dage hed Samaria. Denne mand havde en præst der hed DemetriusA, og han 15va|var kristen og var sendt til Spanien for at forkynde Vor Herre Jesu Kristi tro. Og han bar denne bog med sig, og blev martyr i Toledo.A. Da præster og andre gejstlige kom derhen, fandt de denne bog og oversatte den fra græsk til latin. Og kongen af Spanien hørte fortalt om den og fik den og holdt den i lang tid i stor ære på grund af de skønne spørgsmål han fandt i den.

Ennoneus,A der på den tid var herre over Tunesien, hørte om denne bog og sendte bud til kongen af Spanien for at han skulle sende ham bogen. Og kongen lod den oversætte fra latin og til saracenernes 15vb|sprog. Og Ennoneus agtede denne bog meget. Han var konge af Tunesien på kejser FrederiksA tid. Og denne konge af Tunesien blev anset for meget vis på grund af de skønne spørgsmål han stillede ud fra denne bog, for han kunne spørge om alt man kunne forestille sig. Så kejser Frederik sendte bud og ønskede inderligt at vide hvorfra han havde denne store visdom. Man lod ham da forstå at kongen af Tunesien havde en bog i sit skatkammer som kongen af Spanien havde sendt ham. Da kejseren forstod det, sendte han bud til kongen af Tunesien for at16ra| han skulle sende ham denne bog. Da tilbød kongen af Tunesien omvendt at han kunne sende ham en gejstlig, der beherskede både saracensk og latin, så ville han lade den oversætte. Kejseren sendte da en gejstlig, der var gråbroderA i Palermo. Han hed broder TøgerA. Han oversatte den til latin og førte den til kejseren. Og kejseren havde stor glæde af bogen, og den blev holdt i stor ære ved kejserens hof.

Så var der en mand fra Antiochia ved kejserens hof. Han hed CordrasA og var filosof og godt bekendt med kejseren. Da han hørte tale om denne bog, 16rb|stræbte han efter at få den, og han gav og lovede skatmesteren så meget at han lod ham lave en afskrift af bogen, og han læste hemmeligt i den så ingen andre end han vidste det.

Lang tid derefter sendte denne Cordras, filosoffen, bogen til en patriark af Antiochia der hed Sybrecht,A og han læste i den alle sine dage. Han havde en gejstlig hos sig, og han afskrev den også, og han gik i skole i Toledo.A

På den måde er den oversat af mange flere i mange bøger, så vi ikke ved i hvis hænder den er kommet. Men vi tror dog at bogen aldrig kommer i mange mænds 16va|hænder. Derfor beder vi til Gud om at den må komme i gode og vise mænds hænder, dem som kan forstå den og opfatte hvad den siger og bevare den både til gavn for sjælen og legemet.

I år 1248 efter Guds fødsel kom nogle og spurgte efter denne bog for at bese den. Da var der mange lærde i Toledo,A og de sagde alle at denne bog var nyttig og gavnlig både for sjæl og legeme. Da blev den fremlagt for alle de filosoffer der var i byen, og de kunne ikke blive enige om at sætte kapitlerne i denne bog så den ene sag fulgte den anden. Men de enedes 16vb|til sidst om at kapitlerne skulle blive stående det ene efter det andet sådan som de var skrevet, og sådan som kong Bochtus stillede dem til den vise mester Sydrak og som han satte dem i denne bog, så man bedre skulle kunne forstå de ting der havde været og skulle ske, i kunster, i astronomi, som han siger i denne bog som herefter følger.

Nu skal I høre de skønne ting der skete for kong Bochtus på grund af Sydrak, denne filosof, og om de mirakler som Gud gjorde for deres skyld: Hvordan han omvendte kong Bochtus fra den 17ra|onde lov og til den rette lov, og om de undere som kong Bochtus spurgte mester Sydrak om.

På den tid hvor kong Bochtus var konge i et stort land der ligger mellem Indien og Det Store Persien og kaldes Satorien,A skete det at kong Bochtus år 846 efter Noas død ville anlægge en by ved indgangen til Indien på grund af en krig han førte med en konge der hed Garab og var hans fjende og konge over en stor del af Indien. Så kong Bochtus lod anlægge et tårn som begyndelse på den by foran indgangen til kong Garabs by. Og det blev 17rb|påbegyndt med stor kraft og styrke, og mange folk arbejdede på det (fra tidlig morgen). Men da de kom næste dag, var det hele nedbrudt. Det blev kongen meget bedrøvet og sorgfuld over, og han lod det begynde igen i stor hast, og lod dem arbejde derpå til natten kom og folket skulle hvile. Da de kom tilbage morgenen efter, fandt de igen det hele nedbrudt. Og kongen blev meget bange og meget bedrøvet over det. Det skete syv gange for ham, at alt hvad de byggede om dagen, det var hver gang nedbrudt om morgenen.

Da lod kong Bochtus sit folk samle og spurgte sit råd hvordan dette hang sammen, 17va|og hvordan han kunne få tårnet fuldgjort. Hvorpå folket rådede ham til at samle alle de vise stjernetydere og filosoffer han kunne finde, og at spørge dem til råds.

Det var så bestemt at på den femtende dag skulle alle de lærde samles, og kongen modtog dem med stor ære og glæde og bad dem hvile sig i tre dage. Siden lod han dem komme til sig og forelagde dem sagen og sagde: »Herrer, I ved at jeg er den mægtigste konge i Østen. Og alle de konger der er omkring mig, er underlagt min magt. Bortset fra én. Han hedder kong Garab og 17vb|er konge i Indien. Og han vil ikke høre eller adlyde mig, og jeg kan ikke komme ind i hans land medmindre I giver mig råd til at bygge en by ved indgangen til hans land hvorfra jeg kan bekrige ham. Og den by har jeg nu syv gange anlagt, og om natten bliver det alt sammen nedbrudt. Derfor er jeg meget bedrøvet. For nyheder kunne komme – og er kommet – om at jeg ikke har magt til at bygge et tårn i hans land. Derfor har jeg ladet jer kalde for at I kan give mig råd, så vil jeg belønne jer godt. 18ra|Var hele verden min, havde jeg ikke så stor glæde som jeg fik hvis jeg kunne vinde over ham kong Garab der holder stand imod mig.«

Da kongen havde sagt dette, svarede de alle med én stemme: »Herre, vi skal give jer gode råd, der skal tjene jer til stor ære og gavn. Og I skal hævne jer over jeres fjende. Men vi vil have 40 dage til at øve vores kunster og opholde os på et behageligt sted.«

Da kongen hørte det, blev han meget glad og bød at man skulle føre dem til et frodigt og herligt sted og skaffe dem alt 18rb|hvad de begærede.

Disse vise stjernetydere blev altså sendt til et skønt sted som kongen havde befalet, og de begyndte at arbejde med deres kunster. På den 40. dag meddelte de kongen at de havde fuldendt deres hverv. Da blev kongen meget glad og lod dem kalde til sig i stor ære og spurgte hvilken nyhed de bragte. Og de svarede alle med én stemme: »Herre, vær glad! Jeres begæring er fuldendt. På den dag hvor månen er femten dage gammel, på den time og det minut vi beder om, da skal I lade arbejdet begynde, og vi vil være der 18va|hos jer.«

Da kongen forstod det, blev han meget glad og takkede dem varmt. Og da det kom til den nævnte dag, var de ved arbejdet. Og det blev begyndt med stor kraft og stor lyst, og de arbejdede på det hele dagen. Da det blev nat, bad stjernetyderne om at man skulle sætte lys på værket, og det blev gjort. Tidligt om morgenen gjorde kongen sig sammen med mange folk klar til at gå og bese sit tårn. Og da han kom derhen, fandt han det hele nedbrudt. Da blev han overordentligt vred og meget bedrøvet i sit hjerte, og lod stjernetyderne komme 18vb|og sagde: »Er dette det gode løfte I gav mig?« Men de vidste ikke hvad de skulle svare. Da sagde kongen: »Ved mine guder, jeg skal sende jer til et meget ondt sted, og derfra skal I aldrig komme ud!« Han bød så at man tog vare på at de ikke slap bort. Det var den første fængsling der fandt sted i verden.

Det kom kong Garab for øre at kong Bochtus hverken med penge eller færdigheder kunne bygge et tårn. Kong Garab var meget 19ra|fornøjet og skrev et brev til kong Bochtus der lød: »Vi, kong Garab, har forstået at I agter at anlægge en by ved indgangen til vores land, og at I har tabt og forspildt mange af jeres midler. Vi tilbyder jer at lade tårnet og byen bygge og færdiggøre for jer hvis I vil give os jeres datter til hustru.« Dette brev blev gjort i stand og sendt til kong Bochtus. Da han hørte dette brev læse, blev han meget bedrøvet og ophidset og lod den ridder der bragte brevet, halshugge og lod udråbe i alle sine lande 19rb|at den der kunne give ham råd til at færdiggøre tårnet og byen, ham ville han give sin datter til hustru og halvdelen af sin skat. Og han ville sværge ved sin gud at han ville holde det.

Ni dage efter dette udråb kom en gammel mand og sagde: »Herre, jeg er kommet til jer for at give jer råd om at færdiggøre byen som I har begyndt.« Men jeg begærer ikke at få jeres datter eller jeres skat. Men I skal sværge at I vil godtgøre mig. Da kongen hørte det, blev han meget glad og mild og svor 19va|ved sin gud at han ville give ham meget for at denne by kunne blive klar og færdigbygget.

Da sagde den gamle mand: »Herre, så beder og anmoder jeg på jeres vegne kong Krakaber om at låne jer bogen Astronomi som Noa havde. Deri står den visdom og kundskab som englen overbragte ham fra hans gud. Den bog var efterladt til en af Noas sønnerA (han havde nemlig tre sønner: én hed Sem, én anden hed Jafet, og den tredje nævnes ikke fordi hans fader forbandede ham). Og sådan kom bogen fra den ene til den anden og i kong Krakabers eje. Bed ham sende jer den sammen med 19vb|sin stjernetyder, for det er en meget vis mand der hedder Sydrak, og han kender meget til astronomi. Denne Sydrak skal nok vejlede jer til hævn over jeres fjende og til at færdiggøre jeres tårn og by så det bliver som I ønsker.«

Da kong Bochtus havde hørt dette, blev han meget glad og forberedte en meget skøn gave og lod udfærdige et brev der lød således: »Vi, kong Bochtus, tilbyder jer, kong Krakaber, vores venlige hilsen, og vi beder jer for vores skyld – sådan som I 20ra|ville at vi gjorde for jeres skyld – låne os den bog om astronomi som Noa havde, for vi har meget at gøre. Vi beder jer også kærligst om at sende jeres stjernetyder, Sydrak, med.«

Så tog buddet brevet og bragte det derhen hvor kongen var og overrakte ham brevet og de skønne gaver som kong Bochtus sendte ham. Og kong Krakaber modtog de gaverne med stor glæde og hæder og lod brevene læse, og da han forstod dem, sagde han til kong Bochtus' bud: »Det glæder mig meget at min herre, kong Bochtus, sender 20rb|mig sine breve og beder mig om en bog som jeg fik overdraget. Min forfader fik den efter Noas tid. I den bog står der om nogle ting som findes på et bjerg, og den der kan få dem, han skal opnå hvad han vil. Min fader ville gerne have været på det bjerg, men kunne ikke komme derover. Jeg håber at min herre kong Bochtus kan komme derhen, for han har stor magt.« Og han sendte ham bogen og Sydrak, sin stjernetyder, og et brev med, der lød: »Vi, kong Krakaber, takker jer meget for den ære I har bevist os. 20va|Vid at vi og vores land og alt vi ejer, står til jeres disposition. Vi sender jer vores bog og vores vismand Sydrak.«

Så gik de, den vise mester Sydrak og kong Bochtus' bud indtil de kom til kong Bochtus, og han modtog dem med stor glæde. Sydrak gav ham brevene og bogen på sin herres vegne, og kong Bochtus lod brevene læse og var meget tilfres og glad. Og da Sydrak havde indrettet sig, begyndte kongen at fortælle alle de ting der var sket for ham. Sydrak svarede og sagde at man ikke kunne bygge en fæstning 20vb|eller en by i det land medmindre trolddommen først var fordrevet derfra: »Og vil I have et råd til at fordrive den, kan vi nok finde det.« Det blev kongen meget glad for, og han bad ham tænke over sagen. Sydrak svarede: »Herre, vi læser i denne bog, som min herre sendte jer – den bog englen bragte til den gode, hellige mand Noa – at Noa kendte et bjerg hvor den ravn han sendte ud af arken fandt land og faldt over et ådsel. Det bjerg er fire dages rejse højt og tre bredt, og det er beboet af folk der 21ra|har legemer som os, men hoveder som hunde. Og bjerget ligger ved det kvindelandAhvor ingen mand må være. På det bjerg findes fjorten slags urter, hvoraf fire gavner, fire skader, og de øvrige hverken gavner eller skader. Der er syv vandløb, og de samler sig på ét sted tolv gange om året, og de forfrisker og opliver urterne. Og vil I rejse til dette bjerg for at få disse urter,A så vil I også kunne gøre med jeres fjende hvad I vil og fuldende jeres vilje og ønske.«

Da kongen havde forstået det, var han meget glad og sagde at 21rb|skulle det så koste hele hans formue, skulle han have fat i urterne. Og han gjorde sig straks klar, så han og hans folk på tredjedagen sadlede op og rejste afsted. På den trettende dag var de neden for bjerget. Men de der boede på bjerget, opdagede dem og løb ned ad bjerget for at fange og gribe dem. Men de blev selv slået og lemlæstet fordi de løb fra bjerget. Og de andre kom derop og var der i otte dage.

Kong Bochtus havde ikke den rette tro, men han havde og tilbad afguder. Sydrak troede på Gud og bad til sin skaber 21va|og overholdt hans bud. Kong Bochtus lod sine afguder føre med sig alle steder hvor han kom, og de var lavet af guld og sølv. Og blandt dem var én meget større og prægtigere end de øvrige, og den satte han over de andre. Af disse afguder havde han vel 30. Og kongen lod meget kvæg klargøre som offer til disse afguder. Kong Bochtus lod Sydrak hente til sig, tog ham ved hånden og ledte ham og meget folk til det telt hvor afguderne stod. Og kongen forlangte et lam, tog en kniv og huggede hovedet af det foran den store gud. Og hver 21vb|af hans folk der var deromkring, slog et dyr ihjel og kastede det uden for teltet hvor afguderne stod. Da Sydrak så det, blev han meget forundret, og han anså det for et meget uværdigt. Da sagde kongen: »Sydrak, tilbed nu mine guder der er almægtige!« Sydrak svarede opfarende: »Herre, det vil jeg ikke gøre. Men jeg vil tilbede min Gud der er helt almægtig og som er Himmeriges og jorderiges skaber. Og alt hvad der findes, skabte han: Adam og Eva og andre skabninger.« Da kongen hørte at Sydrak talte sådan, blev han vred og sagde: »Hvad 22ra|siger du om mine guder?« Sydrak svarede: »Din gud er ond og en Helvedes djævel der har grebet dig og hele dit folk, og han holder sig til dig for at han kan ødelægge dig. Vil I adlyde mig, skal I ikke mere tro på ham men nedbryde ham, for han er ingen gud men lavet af menneskehænder og ikke værdig til at blive bedt til. Bemærk også at jeg hellere ville dø end bede til nogen af jeres guder!« Da kongen hørte det, blev han næsten afsindig for han havde sine guder så kær. Og han 22rb|lod sin gud højtideligt bære frem for sig og sagde til Sydrak: »Så kostbar en gud, så skøn en gud skal man med rette tilbede.« Sydrak svarede: »Vel er han kostbar, men han har ingen kraft i sig til at man skal bede til ham.« Da kongen hørte Sydrak tale således om hans gud, blev han vred og spurgte: »Hvem er din gud?« Sydrak svarede: »Min gud er en åndelig substans og af så stor skønhed at englene der er syv gange skønnere end solen, altid begærer at se og betragte ham.« Da kongen forstod det, blev han meget vred og lod 22va|to af sine viseste mestre komme for at diskutere med Sydrak, og de begyndte at forsvare og bevise deres tro. Sydrak svarede dem og overvandt dem straks. Da spurgte de ham: »Ser I jeres gud sådan som vi ser vores?« Sydrak svarede: »Ja, det kommer vi til!« »Nu, bed til din gud, vi vil bede til vores!« De lod røgelse hente og ofrede til deres guder og sagde: »Vi beder dig om at du ikke længere tillader denne troldkarl Sydrak at overvinde vores tro.« Da talte djævlen i afguden og sagde med høj stemme: »Tag Sydrak, den troldkarl, og skær ham i fire stykker foran hele folket og skil jer af med ham!« Sydrak 22vb|så mod himlen og bad disse ord: »Herre Gud, du der er Adams og Evas og Noas gud og som har skabt himmel og jord, jeg tror på dig og din magt, og beder dig om at du nedlader dig til at bevise din magt der hvor man kalder på din magt og dit navn.« Da folket havde hørt djævlens ord, omringede mere end 40 af dem Sydrak for at fange ham. Da kom der torden og lyn fra himlen og sønderslog afguderne og brændte dem til aske — og folket med som ville fange ham, samt vel 120 andre der alle døde. Og djævlen fór bort med store skrig så at alle der var der, 23ra|blev meget forfærdede. Og kongen var nær selv brændt.

Da kongen så dette, blev han meget vred og opfarende på grund af sine guder og de folk han havde tabt. Og han lod Sydrak fange og hans hænder og fødder binde og lod ham sætte i fængsel. Kongen blev på stedet med sit folk i syv dage, og han vidste ikke hvad de skulle gøre. Da kongen havde tænkt over hvad han og hans folk skulle gøre, gik det op for ham at han ikke kunne blive færdig med noget uden Sydraks råd. Og han lod de viseste af sit folk samle og rådspurgte dem hvad 23rb|han skulle gøre: »For ham der har ledt os herhen og efter hvis råd vi er kommet her, han har handlet ondt mod vor gud. På grund af ham er vor gud brændt op og skændet, og vi ved ikke om det skyldes hans trolddom eller hans gud. Men hvordan det end er sket, har vi mistet vor gud og dens rigdom. Derfor beder vi jer udtænke hvad vi skal gøre, så vi kan komme fra dette fremmede land, som vi nu er i.«

Da kongen havde sagt det, så den ene på den anden. Og en af dem sagde: »Lad os lefle for denne vise mester 23va|selvom han har ødelagt vor gud, indtil vi er frelst og har vundet over vores fjende, for uden ham kan vi intet gøre. Bagefter vil vi lade ham brænde og dø en voldsom død lige som han har gjort mod vores guder.« De andre svarede: »Lad ham dø en voldsom død nu, og så vil vi rejse hjem.« Altså var der uenighed i deres råd.

Så sendte kongen ti kloge mænd til Sydrak der hvor han lå fanget, og de sagde at hvis han ville forpligte sig til at gøre hvad kongen bød, så ville han tilgive ham hvad han havde gjort af ondt. Sydrak bad omvendt kongen at han skulle opgive sin vrede og hidsighed 23vb|over at hans gud var brændt. Og ville kongen at han skulle færdiggøre den tjeneste han var begyndt på, skulle han tro på den gud der havde skabt himmel og jord og overholde hans bud. Så ville han åbent vise kongen den himmelske Guds nåde. Buddene kom tilbage til kongen og fortalte ham disse svar, og kongen blev da så vred at han lod Sydrak forblive fængslet endnu ti dage. Derefter gentog kongen sit tilbud, og Sydrak svarede som han havde svaret før.

Men da kongen indså at han og hele hans råd der var forsamlet ikke kunne komme videre på anden måde, 24ra|sendte han bud efter Sydrak og lod ham løse af båndene. Da Sydrak kom for kongen, sagde han til ham: »I har ladet mig hente hertil, men jeg kan aldrig befordre jeres velfærd hvis ikke I tror på Gud i Himlen og på hans bud. Jeg vil vise jer dem helt åbent.« Da kongen forstod det, sagde han grumt: »Så vis mig ham, så vil jeg gøre som du siger, og tro på din gud.« Sydrak gik lidt tilbage og så op mod himlen og bad denne bøn: »Herre! Barmhjertige Gud, Himlens og jordens 24rb|skaber, du som skabte englene og gav dem skønhed, klarhed og visdom. Herre, de blev hovmodige og begærede magt, og du styrtede dem og deres følgere i afgrunden. Og du skilte jorden fra vandet og nedværdigede dig til at komme på jorden og skabte alle håndgribelige ting. Og siden skabte du Adam og gav ham livsånden, og du skabte Eva af hans ribben. Herre Fader! Lige som du sandelig gjorde disse ting, sådan beder jeg dig at du sender mig din nåde så jeg kan overvinde Djævlen og omvende dette folk til 24va|din tro og dit hellige navn!«

Da han havde endt sine bønner, kom en engel fra Himlen og sagde: »Gud har hørt dine bønner, og du skal overvinde Djævlen og al hans magt. Og Guds nåde er kommet til dig og du skal vise denne vantro konge en del af Guds nåde. Tag et lerkar og sæt det på tre stykker træ i den hellige treenigheds navn – Faderens, Sønnens og Helligåndens, og fyld karret med vand, så skal du se Guds magt i vandet. Det skal du vise folket!« Og englen fór bort. Den vise Sydrak gik til kongen og sagde: »Herre konge, jeg vil vise jer min gud, og hvem han er.« Kongen svarede meget vredt: »Så vis mig 24vb|ham! Jeg vil se om han er bedre end min gud.« Sydrak lod et lerkar hente og fyldte det med vand og satte det på tre små stykker træ. Han påkaldte den hellige trefoldigheds navn og så i vandet og begyndte at tale med høj stemme: »Herre, kong Bochtus, se i dette vand og iagttag vandets form. Her skal I se min Gud og herre!« Kongen kom hidsigt farende og så i vandet og så den hellige treenighed – Faderen, Sønnen og Helligånden – i Himlen på én stol, og den ene var lig den anden. Og 25ra|englene sang og priste den hellige treenighed. Da kongen så dette, oplevede han så stor fryd at det forekom ham at han var i Saligheden. Og han sagde til Sydrak »Jeg tror på din gud og på alt hvad der er hans og har været og skal blive. Men jeg beder dig forklare mig hvordan de er tre.« Sydrak svarede ham: »Herre, det er den hellige treenighed der er og altid skal være: Gud Fader og Søn og Helligånd – tre personer og én gud.« »Så sig mig,« sagde kongen, »hvordan de er tre og én.« Sydrak svarede: »Sådan som solen giver tre ting i én enhed, 25rb|nemlig substansen, lys og varme. Substansen kan sammenlignes med Gud Fader, lyset med Guds søn og varmen med Helligånden. Det er tre ting i én sol. Sådan er de tre personer og én gud.«

Da kongen hørte disse ord, blev han meget glad og råbte med høj og kraftig røst: »Jeg tror og tilbeder Sydraks Gud Fader, Søn og Helligånd – tre personer og én gud. Og jeg forsager min faders gud og mine guder som jeg elskede.« Da hans folk hørte det, blev de meget hidsige, og de svor alle død over Sydrak, og de talte 25va|sammen og sagde: »Vores konge har mistet forstanden, og Sydrak, den troldkarl, har forhekset ham og har befalet ham at forsage og overgive sin faders og forfædres gud.« Og dermed gik de til kong Bochtus og sagde dette til ham: »I har handlet meget dårligt, og jeres folk er meget vrede på jer fordi I har troet på denne troldkarl, Sydrak, som har forhekset jer med sin trolddom til at forsage jeres gode guder.« Kongen svarede sit folk: »Jeg har sluppet al urenhed og har derfor valgt det der er godt. Den vise Sydrak har åbenbaret mig den rette sandhed og det lys 25vb|som intet øje har set til fulde. Og alle mine guder har været onde. Og jeg havde ingen god gud før nu. Og jeg vil aldrig have en anden gud end den som skabte himmel og jord. Og i hans navn og i hans tro vil jeg dø og fortsat leve evigt med ham. Amen.«

Kongens folk hørte meget der bekom dem dårligt og var dem imod. De lod fire af de viseste fra kongens hær komme for at diskutere med denne vise Sydrak. Kong Bochtus gav tilladelse til det, og den vise 26ra|Sydrak beviste Guds magt for dem og overvandt dem med Guds magt. Da han havde overvundet dem, vidste de ikke hvad mere de skulle sige. Så lod de et kar med en stærk gift hente, og Sydrak tog karet i sin hånd og sagde: »Jeg vil drikke denne stærke gift i Gud Faders, Søns og Helligånds navn, min Guds, Himlens og jordens skaber.« Og han drak giften og var derefter stærkere og sundere end han var før. Det undrede de sig alle sammen meget over, men kongen glædedes meget og blev endnu stærkere i sin tro på Gud end han var før. 26rb|Straks efter kom torden og lyn og slog de fire vise mænd ihjel. Da de andre folk så det, begyndte de at sige til hinanden: »Var denne mands gud ikke god og tro, var han ikke kommet uskadt fra at drikke den stærke gift som han drak. Og disse fire vise var ikke døde således hvis ikke de havde talt ondt om hans gud som dræbte dem fordi de ringeagtede ham.«

Da Gud gjorde dette store mirakel for Sydraks skyld, omvendte det meste af folket sig og troede med stor 26va|glæde på Gud. Da Djævlen så det, ærgrede han sig kraftigt over sin modgang, og han og hans kumpaner fór i de andre afguder, dem der ikke var slået i stykker, og råbte med høj stemme: »Kong Bochtus, du onde mand, hvad har du gjort? Du har troet på Sydraks ord og på hans trolddom og har forsagt os. Og vi vil forsage dig: Dit offer vil vi aldrig modtage, dit kvæg vil vi lade dø, dine fjender vil vi give magt over dig og over dit guld. Vi vil afsætte dig af dit kongerige, og dine børn og venner vil vi lade gå til grunde, og dig selv vil vi lade dø i stor skam. 26vb|Hvis du vil undgå alt dette, skal du tilbagekalde hvad du har sagt og lade det lerkar sønderbryde og kaste det under dine fødder, for det er forhekset af troldkarlen Sydrak. Og lad den troldkarls hoved afhugge og brænd ham der har kastet dig fra din faders og dine forfædres gode tro!«

Da kongen og hans folk hørte det, blev de meget ophidsede og bange. Da Sydrak så det, blev han meget vred og sagde: »Bochtus, hold dit hjerte og din tro fast ved Gud og pas på 27ra|at Djævlens snuhed ikke overvinder dig, for med Guds himmelske magt vil jeg overvinde Djævlen og hans magt.« Og han tog en økse og gik derhen vor afguderne stod – dem djævlene var i – og sagde: »I Guds navn skal jeg nedbryde jer!« Straks da djævlene så det, måtte de fare væk med så grufulde skrig at alle som var der, blev meget forfærdede. Derefter kom et voldsomt og farligt vejr fra jorden ved Djævlens snuhed så de troede at landet skulle forgå af de store lyn og torden der kom. Da kongen så det, 27rb|fik han og alle hans folk stor frygt. Men Sydrak sagde til dem: »Forsag ikke Gud, for hans magt er meget større end Djævlens åg. Vær fortrøstningsfulde, for I skal snart få Guds nåde lige som alle de der tror eller skal tro på Gud.« Da kom en engel fra Himlen med et stort skær og sagde til Sydrak: »Tag vandet i lerkarret og stænk det i fire hjørner på bjerget i Guds navn, Himlens og jordens skaber. Og tag træstykkerne og slå det ene på det andet i den almægtige Guds navn, så er Djævlen og hans magt overvundet.« Englen fór bort, og Sydrak gjorde som 27va|han bad, og stormen ophørte helt.

På samme tid kom en engel fra Himlen med et sværd af ild og slog djævlene og gennede dem langt bort og brændte afguden ned. Da de andre som endnu ikke troede, så dette store under, omvendte de sig alle og troede på den sande Gud, Himlens og jordens skaber, og de opgav i fællesskab deres afguder.

Kong Bochtus glædede sig meget over at det skete sådan af Guds magt, og han spurgte Sydrak om betydningen af de tre stykker træ og af lerkarret og af vandet han havde 27vb|stænkt, og af at han slog det ene træ mod det andet. Da sagde Sydrak: »Herre, det vil jeg gerne forklare af kærlighed til Gud. De tre stykker træ betegner den hellige treenighed: Gud Fader, Søn og Helligånd – tre personer og én gud. Karret betegner verden. Den hellige treenigheds form der viste sig i vandet, betegner at Guds søn selv skal komme i en jomfru og skal påtage sig menneskeskikkelse og skal være verdens frelser og skal overvinde og ødelægge Djævlens magt og al hans kraft. Og det værdige legeme der skal fødes af en jomfru, det 28ra|skal blive hængt på et kors og siden lagt i et kar af sten ligesom vandet var i et kar af ler. Med sin pine og død skal han frelse Adam og Eva og sine venner fra Djævlens magt. Og vandet som jeg stænkede i fire hjørner, betegner fire gode mennesker, nemlig fire evangelister der skal komme på den sande profets tid og skal være hans disciple. De skal forkynde hans navn og hans bud og skal med deres skrift modstå Djævlen og hans magt. At jeg slog det ene træ mod det andet, det betegner at de gode mennesker der skal være Guds søns disciple, de skal vandre 28rb|og prædike Guds tro for folket og omvende dem til at blive frelst, der ellers ville blive fortabt på grund af den urette og falske tro de har.«

Da kongen hørte den vise Sydrak sige disse ord, behagede dem ham meget, og han glædede sig meget og blev stærkere i sin tro og glæde over Gud, og han tilbad og troede endnu fastere på den som havde skabt himmel og jord. Han begyndte da også at stille den vise Sydrak de spørgsmål som følger herefter i denne bogs kapitler, så her står hvad kong Bochtus spurgte om og hvordan Sydrak besvarede ham.